|
|
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
| M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k |
|
Publiceret d. 18.3.2004 [Opdateret d. 18.3.2004]
LITTERATURHISTORIE
Af
* RELEVANTE LINKS:
|
Oprindeligt trykt i Ekstra Bladet 24/11, 1938: DIGTERINDEN VENDER HJEM Bodil Bech om Mennesker, Digtekunst og finske Oplevelser
Fynbo og Nordbo
– Fandt De digterisk Inspiration deroppe ved den finsk-russiske Grænse, spørger vi Bodil Bech?– Nej, at rejse til Finland var simpelthen noget, jeg maatte, det har intet med mine Digte at gøre. I den nye Samling er der ganske vist flere Digte med Atmosfære fra Norge, og nogle med svensk Baggrund, men dér var jeg i Fjor. I øvrigt er Digte jo noget som kommer til En ganske ukaldet, og som derfor er uberegneligt, kommer Inspirationen ikke, saa digter man simpelthen ikke mere, kommer den maa man skrive Digte. Mine kommer til mig som et Lyn fra klar Himmel; jeg kradser dem ned i Hast, men bagefter arbejder jeg naturligvis med dem. Poesi havde jo først Bud til mig ret sent, det begyndte for fire-fem Aar siden. Men Rejselyst har jeg altid haft. Jeg er en hvileløs Sjæl, slaar aldrig Rod noget Sted, men jeg elsker Jorden, føler mig bedst tilpas paa Landet, mest af alt vel paa Fyn, hvor jeg er født paa en stor Herregaard. Bylivet tiltaler mig egentlig slet ikke, man bor maaske i en By, men blot fordi man maa have Fodfæste et Sted. Jeg har jo levet meget i Udlandet, i Amerika og i Tyskland, og nu i de sidste Aar er det Nordens fjerneste Egne, som har draget mig. Det har været en uimodstaaelig Trang hos mig at lære hele Norden at kende, jeg føler mig ikke som dansk, men som Nordbo: overalt i Norden er jeg hjemme, mest maaske i de øde Egne, hvor Menneskene bor primitivt og enkelt. Nu, da Danmark er blevet saa overciviliceret, maa jeg opsøge andre Egne i Skandinavien for at finde den enkle Levevis, som tiltaler mig saa meget, og som ogsaa før i Tiden var den gængse her. Derfor er det, jeg har berejst Sverige og Norge helt op nord om Nordkap til Petzano, hvor jeg var i Fjor. Grænse-Atmosfære – Ja, men det var nok endda. Blot er jeg ked af, at jeg ikke taler Finsk: det maa jeg se at lære, inden jeg tager derop igen. Ellers har jeg jo lært mig selv at tale baade Norsk og Svensk. Vi Skandinaver taler jo dog alle samme Sprog, ja, jeg vil endog sige, at Fynsk – mit Modersmaal – er længere borte fra Højdansk, end Norsk er det, og Jysk afviger mere fra Højdansk, end Svensk. Men, som sagt, Finsk er smukt, men uforstaaeligt. Jeg tog først til Helsingfors, og saa til den svensk-finske Digterinde Edith Södergrans Hjem ved Rajvola. Denne unge Poet, som døde allerede i en alder af 31 Aar, interesserer mig meget. Da jeg havde udsendt mine egne Digte, gjorde en svensk Forfatter mig engang opmærksom paa, at min Digtning og Edith Södergrans forekom ham at være nær beslægtet. Jeg læste saa disse Digte, og nu greb jeg Lejligheden til at besøge Digterindens Moder, som bor i Rajvola. Det var meget smukt og interessant. Saa tog jeg til Grænsebyen Rajajoki – Joki betyder Elv – for jeg syntes, det var spændende at kikke ind i Rusland, men ak, hvor der var øde. Russerne har bortbarberet alt Skovlandet paa den Kant og forbudt Folk at bo nær Grænsen. Naar Vinduerne klirrede i Rajajoki, vidste man, at de store Kanoner i Kronstadt var i Aktion. Finsk Gæstfrihed – Nej, men da jeg forespurgte hos Stationsforstanderen, hvor jeg kunde bo – Stedet fængslede mig jo netop paa Grund af sin Forladthed – tilbød han mig at bo hos ham og hans Kone. Finlænderne er vidunderlig gæstfrie. Derfra tog jeg til Storindustricentret Imatra, hvor der laves Papir, Cellulose og meget andet, og saa til Sortevalla, hvor jeg fandt to danskfødte Damer, Dommer Langs Frue og en Godsejerfrue Nissmer: begge overmaade elskværdige og gæstfri. Videre gik Turen til Vallamo-Munkenes Kloster i Ladogasøen, og saa til Karelen, hvor jeg saa de smukke Landsbyer, hørte den dejlige Musik og hyggede mig storartet hos disse dejlige Mennesker. Alt dette vil give Stof til de tre Radioforedrag, som jeg skal holde: det første midt i December, og to andre i Januar. Jeg taler først om Karvien, og der bliver Musik- og Sangledsagelse, saa om Storindustrien i Finland, og endelig om Vallamo-Klostret. – Og tog De saa hjem direkte fra Karelen? Ikke Folkeslag men Menneskehed – Ja, der er dejlige Mennesker deroppe, men i øvrigt er Mennesker for mig ikke inddelt i Folkeslag, de er alle mine Medmennesker, nogle kan man lide, andre ikke, men hvad angaar de mindre behagelige, saa mener jeg, at Verden nok skal uddele dem de Lussinger, de fortjener, saa hvorfor skulde jeg tage Affære. Jeg er Klodebo, jeg holder af hele Kloden, haaber at berejse den paa alle Leder og Kanter. Naar jeg nu saa grundigt er begyndt med Norden, er det fordi jeg føler mig saa umaadeligt godt tilpas mellem Nordboer. For Resten elsker jeg Dyr lige saa fuldt som Mennesker – Heste, Hunde, hvor er de dejlige, disse Skabninger. Jeg holder af at rejse, at fortælle om mine Rejser, at skrive om dem, og saa i Tilgift kommer Digte til mig. Alle mine Digte er skrevet i Ekstase, det gælder for "Granit og Dugg" saa vel som for de to forudgaaende Digtsamlinger. Erna. [NB! Interviewet er skrevet af efter en mikrofilmskopi, hvorfor der tages forbehold for mindre unøjagtigheder] |
Interviewet. Interviewet fra Ekstra Bladet er det eneste kendte interview med Bodil Bech, der levede fra 1889–1942 og først debuterede som 45-årig med digtsamlingen Vi der ejer Natten [Gyldendal, 1934]
Besøg