Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Offentliggjort d. 26.9.2003
[Opdateret d. 26.9.2003]

NOTER
om Booker-prisen

 

Af
Ulf Joel Jensen




*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas artikel om Booker-prisen – "Booker billet til succes"


 

Facts, rygter og anekdoter:
BOOKER-GLIMT

Hvilken forfatter var det lige, der ville bruge sine prispenge på en swimmingpool? Hvilken bog vandt Booker-prisen, men var oprindeligt blevet stemplet af en anmelder som "en litterær katastrofe"? Hvilken forlægger kaldte Booker-juryen en flok pikspillere?
Få alle svarene nedenfor...

Lige ved og næsten Margaret Atwood og Beryl Bainbridge deler æren af at have været tættest på at vinde en Bookerpris oftest: Fem gange har de hver især været shortlistet til prisen. Bainbridge i 1973, 1974, 1990, 1996 og 1998. I '96 gjorde Atwood faktisk Bainbridge selskab på shortlisten, og derudover har hun været i slutfeltet i 1986, 1989, 2000 (hvor hun endelig vandt prisen) og igen i år, hvor hun har chancen for at blive den tredje dobbelte vinder.


Når det regner på præsten… Selvom Booker-prisen siges at være forskånet for politisk korrekthed, så er det jo ikke ensbetydende med, at der ikke sniger sig lidt nepotisme ind i afgørelserne fra tid til anden. I 1974 var Kingsley Amis' roman "Ending Up" at finde på shortlisten, men selvom hans kone faktisk sad i det tremandspanel, der både valgte shortlisten og udpegede den endelige vinder, fik han ikke prisen. 20 år senere valgte en anden af bedømmerne, James Woods, at anbefale en roman af Clare Messud. Fint nok – hvis ikke lige det var, fordi han glemte at nævne sin ægteskabelige forbindelse til selv samme frk. Clare…


AAARGH! I 1975 må Thomas Keneally have ærgret sig godt og grundigt over ikke at vinde prisen. Han befandt sig nemlig på en historisk kort shortliste – i selskab kun med den senere vinder Ruth Prawer Jhabvala. Keneally kan så glæde sig over at have skrevet sig ind i verdenslitteraturen med lidt federe typer end Jhabvala. I 1982 vandt han nemlig prisen med romanen "Schindlers Ark" (Schindlers Liste på dansk). Og jo, det er den, Spielberg valgte at filmatisere 11 år senere. Sammen med mere end 2 mio. solgte eksemplarer af bogen har denne filmatisering vel også gjort et og andet for Keneallys privatøkonomi, der kan få det snævre nederlag fra '75 til at fortone sig.


Den bedste af de bedste Med snart 35 Booker-vindere melder spørgsmålet sig naturligt: Hvem er den bedste af disse bedste bøger? Spørgsmålet blev stillet for ti år siden, i anledning af prisens 25 års jubilæum, til tre tidligere jury-formænd. Deres enstemmige valg faldt på vinderen fra 1993, Salman Rushdie.


The dark horse Ingen pris uden overraskelser – men nogle er større end andre. Sidste år var den eneste, der blev overrasket over vinderen formentlig vinderen selv, men i 1984 nærmest chokerede juryen ved at lade Anita Brookners "Hotel du Lac" slå storfavoritten J. G. Ballard. Året efter blev overraskelsen endnu større, da Keri Hulme vandt med en bog, der indtil prisoverrækkelsen kun var udkommet i 800 eksemplarer – og i øvrigt var blevet stemplet "en litterær katastrofe" i en anmeldelse. Det rettede Booker-juryen op på. Efter prisoverrækkelsen solgte bogen over 30.000 i den engelske hardback-udgave alene.


Mest vindende forlag I alt 18 forlag har prøvet at udgive en Booker-vinder, og det mest vindende forlag gennem tiderne er Cape med seks vindere. Umiddelbart efter følger Faber & Faber med fem.


Pikspiller Naturligvis går man også op i Bookerprisen hos forlagene og deres redaktører. I 1993 kaldte Vikram Seths forlægger, Anthony Cheetham, juryen for en flok pikspillere ("a bunch of wanckers"), fordi de valgte ikke at shortliste Seths roman.


Uafgjort To gange i Bookerprisenshistorie har juryen ikke kunnet enedes om at udpege én og kun én vinder. Og så udpeger man da bare to. I 1974 delte Nadine Gordimer og Stanley Middleton prisen – og i 1992 delte Michael Ondaatje og Barry Unsworth prisen. Sidstnævnte omgang litterær uafgjort var så upopulær, at reglerne efterfølgende blev lavet om. Uafgjort eksisterer således ikke længere i Bookersammenhæng.


Jeg mente det jo ikke – for alvor I 1986 vandt Kingsley Amis prisen, og det blev han glad for. Ikke mindst fordi han nu havde råd til at købe nye gardiner til sit hus. Han blev faktisk så glad, at han på stedet vendte rundt på en tallerken, og sagde: "Jeg har tidligere sagt, at Bookerprisen er kunstig og falsk – men i det sidste kvarters tid har jeg ændret mening. Nu synes jeg, at det er en fantastisk anerkendelse af litterær kvalitet…"


Platugler Åh jo. Folk kan godt få ondt i røven over andres succes. Sidste år blev Yann Martel anklaget for at have scoret ideen til sin vinderroman fra en brasiliansk forfatter med det iøjnefaldende navn Moacyr Scliar. Martel forsvarede sig med, at han blot havde set en anmeldelse af Scliars bog, og at grundidéen i denne – en mand isoleret i en båd med en panter – havde tiltalt ham. I 1996 var man ligeledes på nakken af Graham Swift, fordi hans roman havde lidt for mange ligheder med en bog af ingen ringere end William Faulkner.


Dobbelt op, tak I 1999 fik Bookerprisen sin første dobbelt-vinder, da J. M. Coetzee supplerede sin præmie fra 1983 med en ny. I 2001 skete det minsandten igen, da Peter Carey vandt for anden gang. I år har Margaret Atwood som nævnt chancen for at skrive sig ind i det fine selskab.


Ude at svømme Kingsley Amis ville have nye gardiner i 1986, og i 1990 forklarede A. S. Byatt alle interesserede, at hun havde til hensigt at veksle sine prispenge til en ny swimmingpool i hendes hus i Provence.


Utætte kilder I 1976 blev det muligt at spille hos bookmakerne på, hvem der blev shortlistet, og hvem der vandt. Den mulighed forsvandt dog med omgående virkning igen, da et medlem af juryen i 1977 lækkede navnet på den senere vinder Paul Scott. I 1980 var det igen blevet muligt at spille på vinderen – og det var et opløb mellem giganter, idet William Golding og Anthony Burgess begge kandiderede kraftigt. Burgess havde dog ikke lyst til at stille op til prisoverrækkelsen, med mindre han fik garanti for, at han vandt. Det fik han ikke – og han blev hjemme på sit hotelværelse, mens Golding blev hædret.


Føj for Helvede! I 1971 fik juryens formand, Malcolm Muggeridge nok. Da han havde læst bøgerne på longlisten orkede han ikke mere, og han trak sig fra sit hverv under stor ståhej. Han var løbet tør for sympati, forklarede han og måtte forlade Bookerskuden "forkvalmet og forfærdet". I 1972 var det prisvinderen, John Berger, der havde fået mere end nok: Han rejste sig op og forklarede, at han i protest mod Bookerfondets virksomheder på de Vestindiske Øer ville give halvdelen af sine prispenge til de Sorte Pantre. Problemet var blot, at Bookerfondet havde frasolgt disse virksomheder for ti år siden – og at de Sorte Pantre havde opløst sig selv to år tidligere. Hvem sagde noget om research..?

[ t o p ]       [ h j e m ]