INDHOLD I DENNE ARTIKEL: En lukket fest Kvalitet frem for politik Én mands gode idé Litteraturens svar på Oscar To dobbeltvindere Fra makværk til mesterværk

Fra total anonymitet, tomme lommer og omkring 2.000 solgte bøger alt i alt til absolut stjernestatus, verdensturné og udsigt til oplagstal i millionklassen. Sidste år oplevede canadiske Yann Martel denne rutschetur fra den ene dag til den anden, da han modtog en af verdens mest betydningsfulde litterære udmærkelser – Bookerprisen.

Hvad har bl.a. V.S. Naipul, Nadine Gordimer, Irish Murdoch, William Golding, Salman Rushdie, J. M. Coetzee, Kazuo Ishiguro, A. S. Byatt, Michael Ondaatje og Margaret Atwood tilfælles? For det første er de alle sammen succesfulde bestsellerforfattere, og for det andet skylder de alle en stor del af deres popularitet til én bestemt ting (ud over deres litterære talent, naturligvis): Bookerprisen.

Hvis Nobelprisen er den største litterære pris i verden, og det er den vel – både målt ud fra den medfølgende checks størrelse, æren og indflydelsen på forfatterens salgs- og oplagstal, så ligger Bookerprisen i feltet lige efter.

En lukket fest 
Ganske vist modtager den lykkelige vinder "kun" en check på ca. en halv million danske kroner. Til sammenligning modtager dette års Nobelvinder, som forventes afsløret i slutningen af oktober, ti millioner svenske kroner (ca. 8,2 millioner danske), mens modtageren af den skandinaviske andedams Nordisk Råds Litteraturpris får 350.000 kroner. Den amerikanske Pulitzerpris skraber i denne sammenhæng bunden med sølle 7.500 dollars (omkring 50.000 kroner).

Ganske vist er Bookerprisen en lukket commonwelth-fest, hvor fx sidste års Nobelvinder Imre Kertész aldrig vil få chancen for at stikke næsen ind, fordi han er ungarer: Kun værker skrevet på engelsk af en forfatter fra Commonwelth, Irland og Sydafrika kan komme i betragtning. Akkurat som Nordisk Råds Litteraturpris kun kan gå til en nordisk forfatter (som skal skrive på sit modersmål), la Prix Goncourt er fransk (i hvert fald fransksproget) og Pulitzerprisen amerikansk (og fortrinsvis gives til en bog, der omhandler amerikanske forhold).

Og ganske vist er Bookerprisen kun 35 år gammel, hvor Nobelprisen har været uddelt i over 100 år, mens la Prix Goncourt har eksisteret siden 1903, og Pulitzerprisen har været overrakt siden 1917. Selv grønskollingeprisen fra Nordisk Råd er ældre end Booker; i 1962 modtog svenskeren Eyvind Johnson som den første hæderen (i øvrigt i et ganske pænt selskab – blandt de øvrige indstillede var bl.a. Karen Blixen, William Heinesen, Terjei Vesaas og Halldór Laxness).

Kvalitet frem for politik 
Alligevel er der ikke mange priser, der kan hamle op med Booker, når det angår prestige, forøget popularitet og forventet mersalg. Det er der flere gode grunde til: Dels gives prisen som udmærkelse for en enkelt bog, som dermed isoleret bliver voldsomt eksponeret – i modsætningen til fx Nobelprisen, der gives som hæder for et forfatterskab.

Dels skal denne bog være engelsksproget, og har derfor allerede inden en evt. oversættelse et potentielt meget stort marked og ydermere – alt andet lige – vil den være enklere at få oversat end fx en kinesisk, japansk eller for den sags skyld dansk bog.

Dels er der udbredt enighed om, at der er mindre politik og derfor mere fokus på kvalitet i uddelingen af Bookerprisen end fx i Nobelprisen og for den sags skyld også Nordisk Råds Litteraturpris. Og endelig taler opremsningen af vindere sit eget sprog: Bookerprisen gives ikke bare til gode bøger – den gives ofte til forfattere med en forholdsvis bred appel.

Alt dette har naturligvis en selvforstærkende effekt: Jo oftere et udenlandsk forlag bliver bekræftet i, at det betaler sig – både kunstnerisk og frem for alt økonomisk – at oversætte og udgive en Bookervinder, jo nærmere vil man komme en situation, hvor det bare sker pr. automatik.

Én mands gode idé 
Det er holdet bag prisen naturligvis godt tilfredse med. Bookerprisen startede som én mands gode idé. Manden var Tom Maschler fra forlaget Jonathan Cape, og han henvendte sig i 1968 til Booker Brothers som udgav en række bestsellerforfattere som Harold Pinter og Agatha Christie.

Inspireret af en række eksisterende litteraturpriser i udlandet, i første omgang primært den store franske udmærkelse la Prix Goncourt, overtalte Maschler Booker til at introducere en ambitiøs pris, som de med tiden "kunne være stolte af". Ambitionerne med prisen var helt fra starten store, og derfor udtænkte de også en helt speciel konstruktion, der skulle sikre den størst mulige integritet i udvælgelsen af prismodtagerne.

Fondet bag Bookerprisen har udpeget en såkaldt rådgivende komité, som består af én forfatter, to forlæggere, en litterær agent, en repræsentant for boghandlerne, og en bibliotekar. Denne komité udpeger hvert år et panel af fem dommere, som i sidste ende vælger vinderen. Panelet, som oftest består af kritikere, forfattere, journalister og litteraturprofessorer, skifter medlemmer hvert år – og det er kun sket meget sjældent, at en person har siddet i panelet mere end én gang.

Litteraturens svar på Oscar 
Panelet starter med at udpege en bruttoliste bestående af 20-35 bøger, som de har valgt ud på baggrund af de engelske forlags indstillinger. Hvert forlag må indstille to bøger om året, og panelet er forpligtiget til at læse alle de indstillede bøger. Herefter vælger panelet de seks bedste bøger ud, som bliver "shortlistet", inden de skærer helt ind til benet og annoncerer vinderen ved en stor gallamiddag sidst på året.

Man kan sammenligne fremgangsmåden med en litterær, mere smagfuld og trods alt væsentlig nedtonet udgave af Oscaruddelingen. På den måde får flere bøger og flere forfattere gavn af opmærksomheden; det bliver noget i sig selv at være nomineret til Bookerprisen. I modsætning til fx Nordisk Råd Litteraturpris, hvor det ikke rigtigt tæller bare at være indstillet til prisen – i hvert fald ikke salgsmæssigt. Eller til Nobels Litteraturpris, hvor listen over indstillede og overvejede bøger er hyperhemmelig og tidligst offentliggøres 50 år efter prisuddelingen.

To dobbeltvindere 
Der er såmænd også en lille pose penge til de heldige på Bookerprisens shortliste: Alle shortlistede forfattere modtager omkring 25.000 danske kroner for ulejligheden.

Bookerprisens indstillingsregler gør et stort nummer ud af, at det faktisk er tilladt at blive indstillet til prisen flere gange, og det sker jævnligt, at en forfatter når helt frem til shortlisten flere gange i sin karriere – men sydafrikanske J. M. Coetzee og engelske Peter Carey er hidtil de eneste, som har modtaget prisen to gange: Coetzee i 1983 og 1999 og Carey i 1988 og 2001. Igen i år var Coetzee i øvrigt at finde på bruttolisten – men blev siet fra på shortlisten.

Den omfatter i stedet Margaret Atwood, som vandt prisen i 2000, samt Monica Ali, Damon Galgut, Zoë Heller, Clare Morrall og D. B. C. Pierre. Alle sammen mere ukendte navne for de fleste danske læsere, men der er jo heller ikke nogen af dem, som har vundet prisen. Endnu.

Fra makværk til mesterværk 
Sidste års vinder, Yann Martels Pi's liv, er netop udkommet på dansk under stor opmærksomhed og med en kolossal buket langstilkede anmelderroser stort set uden torne. Men allerede ved prisoverrækkelsen sidste efterår kunne man i flere danske aviser læse stort opsatte artikler om den indtil da totalt ukendte canadier, som kun havde to efter eget og sine kritikeres udsagn kiksede bøger bag sig.

To bøger, som indtil da tilsammen havde solgt omkring 2.000 eksemplarer i hele den engelsktalende verden. I dag er Martel en stjerne. Og en velhavende en af slagsen. Pi's liv har solgt tusinde gange mere end forfatterens to første bøger tilsammen; oplagstallet har nu rundet de to millioner. Romanen er i øjeblikket ved at blive omskrevet til et filmmanuskript, som Fox har købt rettighederne til, og alle venter utålmodigt på hans næste roman – angiveligt en historie om nogle mennesker, som bor i en skjorte.

Ikke et øje er tørt, og hvem bekymrer sig om at være født i en andegård, når man nu har ligget i et svaneæg?

NB! Læs også Senturas Booker-glimt. Facts, rygter, anekdoter om Booker-prisen.