Digte med svæv

Anne-Louise Bosmans digte kan forekomme kedelige til en start...

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Digtene i Anne-Louise Bosmans Villa, som er hendes anden bog, knytter sig tæt op ad den belgiske kunstmaler Fernand Khnopffs drømmeagtige og symbolistiske malerier, hvor hans søster ofte optræder som model. På Rue des Courses i Bruxelles opførte han i 1902 en gennemført symbolistisk udsmykket villa, der fungerede som både hjem, atelier og et sted for hans kunst- og livsopfattelse.

Villaen eksisterer ikke mere, men Bosman genskaber den på en måde alligevel med sine digte. Ligesom Khnopffs malerier er disse også prægede af en uhyggelig, næsten gennemsigtig stemning.

Svæver gennem digtene
Til en start kan digtene forekomme en anelse kedelige, men når man læser dem flere gange, åbner der sig nogle sprækker, hvori man som læser næsten forsvinder. Stemmen i digtene er en blanding mellem villaens og malerens. Dvs. den er smeltet sammen på en upersonlig, men alligevel fortrolig måde. Man bliver talt til, som én der besøger disse rum i en villa, der jo ikke eksisterer, andet end på papiret. Men det er nok til, at man på den ene side identificerer sig med stemmen samtidig med, at der egentlig ikke findes et punkt eller en genstand for denne identifikation.

Jeg tror, at det er fortælleren i Henry James' Skruen strammes, som et sted skriver, at det værste ved at møde et genfærd er, at man selv bliver i tvivl om, om man er levende eller død. Den samme effekt finder man i Bosmans digte, hvor man som læser går igen i digtene, ja man svæver. Men denne svæven opnås først efter en række genlæsninger, hvor man langsomt finder ind eller ned til de detaljer, der finder sted mellem det fortrolige og det upersonlige, mellem det hjemlige og uhjemlige.

I Bosmans digte bliver man som læser lyttet til og set i ligeså høj grad, som man selv lytter og ser.