Hvad skal man føle, når man ser en nystrøget hagesmæk blive

INDHOLD I DENNE ARTIKEL: Hinsides æstetik Slice of life En tale til Vesten Detalje og helhed

udstillet, men ved at barnet, der bar den, sandsynligvis blev smidt levende på bålet i en lukket kuffert? Det er ikke nazisterne, der bliver lagt for had. Det er ikke tyskerne, der bærer ansvaret i digtene fra Auschwitz. Det er Gud og mennesket.

Auschwitz er virkelighed. Arbeit macht frei er historiens største løgn. Luften er tung og hed, og solen skinner i det høje græs. Fuglene kvidrer – og jeg er forundret, for jeg havde altid troet, at Auschwitz ville være jordslået, diset, forladt – og bestemt kun eksisterer i sort/hvid.

"Den, der ikke kender historien, er dømt til at gentage den", lyder citatet ved indgangen til den første blok. Guiden taler med indlevelse og med så vedholdende øjenkontakt, at jeg må kigge væk. Der er tilsyneladende ikke noget fast manuskript, kun en løst struktureret rute som hun fylder ud med sin fortælling. Nej, hun fortæller ikke; hun nærmest letter sit hjerte. Hun er midt i trediverne, mor til tre og polsk slovak. Hun hedder Betty eller Betsy – jeg kan ikke læse hendes navneskilt på skjorten, og jeg kan ikke lide at kigge på kvindernes bryster i Auschwitz.

Stedet består af tre lejre, Auschwitz, Birkenau og Monowitz, der hver er inddelt i flere mindre lejre med hver deres funktion – opmagasinering, udryddelse eller arbejde – og med hver deres beboere, mænd, kvinder, børn, afvigere, Jehovas Vidner, homoseksuelle, politiske fanger, jøder, sigøjnere – kun fantasien sætter en grænse.

Auschwitz 1 er en polsk kaserne, som allerede var opført, da nazisterne invaderede Polen den 1. september 1939. Hauptsturmführer Rudolf Höss besøgte den polske by Oswiecim i april 1940 for at undersøge muligheden for at lave eksisterende barakker og bygninger om til en koncentrationslejr. En uge senere iværksatte Reichsführer Heinrich Himmler opbygningen af nazisternes centrale dødslejr.

Kasernen består mest af murede bygninger og blev derfor stående, da nazisternes i slutningen af krigen forsøgte at nedbrænde de håndgribelige beviser på deres systematiske ragnarok. Auschwitz 2 hedder Birkenau, og der er faktisk et birketræ i både det tyske ord og det oprindelige polske Brzezinka, som var navnet på den nærliggende landsby i øvre Schlesien, engang en arisk højborg under tysk herredømme. Monowitz er den fjerne arbejdslejr.

Da komplekset Auschwitz blev opført, var det i et øde område med tomhed i horisonten, så man ikke blev opmuntret til at flygte. I det fjerne ligger birkeskoven med ruinerne efter krematorierne, men dem kommer vi kun til at se på afstand fra Birkenaus kvadratiske vagttårn, hvor togskinner løber ind i lejren, men aldrig ud.

Kan man digte om Auschwitz? Eller er der noget, der står i vejen for et kunstnerisk udtryk for det katastrofale, det umenneskelige – eller netop det menneskeligt katastrofale? Redaktøren af The Auschwitz Poems skriver i sin indledning til antologien, at poesien var en måde, hvorpå man kunne bevare sin menneskelige værdighed i lejrene. Poesien gjorde det muligt at overleve Auschwitz, ikke fysisk, men psykologisk.

Hinsides æstetik 
Men hvis man fjernede navnet Auschwitz fra digtene, hvis man fjernede den smertelige indlevelse, hvis man fjernede de personlige relationer og kærester, børn og forældre, der blev adskilt fra hinanden – hvad ville der så være tilbage? Hvis man kan digte om Auschwitz, kan man også bedrive litterær kritik af de pågældende digte. Men hvordan fortæller man en forfatter, der med udsigt til krematoriernes røg har skrevet digte for at redde sin forstand, at hans omgang med metaforer er ulidelig? Det kan man godt, men det gør man ikke. Digtene fra Auschwitz er både private og litterære (for det er de også), men de rækker ud over æstetikken, samtidig med at de er et æstetisk udtryk. Det private dør med individet, men æstetikken forbliver; digtene fra Auschwitz er et æstetisk udtryk for det, man ikke kan forstå æstetisk.

Auschwitz er det tyske navn for den polske by Oswiecim, hvor lejrene ligger. Knap en kilometer øst for Birkenau kan jeg se en række mondæne villaer, bygget smagløst og prangende som så meget andet i Polen – med store, øde terrasser og meterhøje vinduesfag med nedrullede stålskodder, der holder varmen ude og kulden inde. Jeg forestiller mig nyrige polakker, der drikker afkølet hvidvin på terrassen, mens de ser solen gå ned over Birkenaus skorstene, der rækker op mod himlen som tandstikkere fra et måltid, det tog alt for længe at sætte til livs. Måske taler de om, hvordan det er gået på jobbet, om skolegang og de høje skatter. Og så går de i seng, for i morgen er der atter en dag.

Men det er noget, jeg forestiller mig. Terrasserne er øde, men de er der vel af en grund.

Inde bag væggene i Auschwitz er der indrettet museum og skiltningen ved vejene i de omkringliggende byer benævner stedet som Museum Auschwitz, en unødvendig, næsten uklædelig eufemisme, for Auschwitz er snarere en sarkofag end et museum. Indenfor ligger håret i tonstunge bunker i en oplyst glasmontre på ca. fem gange femten meter. Der er lignende montrer til sko, natpotter – og en noget mindre til babytøj. Hvad skal man føle, når man ser en nystrøget hagesmæk blive udstillet, men ved at barnet, der bar den, sandsynligvis blev smidt levende på bålet i en lukket kuffert? Hvad skal man sige? Interessant? Forfærdeligt? Umenneskeligt? Det tænkte jeg nok?

Overalt på området ser jeg unge jødiske drenge og piger, mænd og kvinder. De går grædende rundt eller sidder tavse med hænderne for munden og et blik så tomt som himlen dengang over Auschwitz. Da jeg gik gennem porten til lejren, var det som at træde ind i en sorg, man hverken kan læse sig til eller se i en dokumentarfilm, der slider sig selv op for at repetere forslidte fraser om Auschwitz. Når man er på stedet, er det som om fortiden vil træde ud af murene. Men den gør det ikke. Jeg tror ikke, at jeg har hørt så mange fugle kvidre som i Auschwitz, tænker jeg, men jeg er statistisk sikker på, at der ikke er flere fugle dér end andre steder.

Slice of life 
Auschwitz-Birkenau var i drift som dødsmaskine indtil 25 år, inden jeg selv blev født. I min erindring er det ikke særlig længe siden, for jeg synes selv, at jeg næsten intet har nået endnu. Nu kommer jeg 31 år efter min fødsel og tager virkeligheden i øjesyn og må jævnligt standse op for at fjerne irriterende småsten fra mine sandaler. Jeg prøver at ligne en historisk interesseret turist med hjertet på det det rette sted og et falkeblik på tragedien – men jeg kan kun tænke på de unge jøder og deres sorg over den skæbne, der for ikke ret længe siden overgik deres slægtninge. Nu er det et nyt årtusinde og en bøn opstår i mit hoved: Jeg beder jer – lad være med at begå de samme fejl i Palæstina. Det siger jeg selvfølgelig ikke til nogen, for det er ikke comme il faut at sammenligne tragedier eller antyde, at menneskeheden er sløv til at lære og ulideligt berøvet visdom.

Citatet ved indgangen er noget vrøvl. Jeg noterede mig ikke, hvem der sagde det, men det ændrer ikke ved, at det er noget vrøvl: Man er aldrig dømt til at gentage historien. Men man er tilbøjelig til det, og det er langt værre end nogen dom, for tilbøjeligheder kommer indefra.

Auschwitz skærper sanserne og fortæller, at menneskeheden tilsyneladende er i stand til det utænkelige. Og det utænkelige fortsætter, når museet får lejrens omgivelser til at ligne et Disneyland. Man kan købe en hot dog mindre end 100 meter fra portalen med indskriften Arbeit Macht Frei. Kort derfra er der en kitschet art deco restaurant, busser på geled – og overalt filmer amerikanske turister digitalt og taler ind i kameraets mikrofon, så de kan iscenesætte deres egen slice of life og fremvise en version af Europas autenticitet, derhjemme i Miami eller Long Beach. Ingen filminstruktør har fået lov til at filme i Auschwitz, overhører jeg Betty sige, men alle andre står det frit for at reducere denne 13. danteanske helvedescirkel til et luminiscerende show over læsten been there, done that.

I toget læser jeg i The Auschwitz poems som jeg købte i en af museets mange boghandler. Indledningen har appetizeren "The lyric poetry of the inhuman world Auschwitz", en sætning så mættet med modsætninger, at jeg må læse den igen og igen for at kunne forme og rumme dens udsagn. Bogens omslag er sort med grå grafik og her og der nogle gule streger, der enten ligner glimt af håb eller den kolde lyskegle fra vagttårnets projektør. De er sikkert begge dele. De fleste digte er skrevet i Auschwitz i perioden 1940-45 – mange af mennesker, der ikke overlevede opholdet – men også senere digte er inkluderet, nogle enkelte skrevet af museets gæster gennem årene. Kriteriet for at udvælge et givent digt har været, hvorvidt det kunne være blevet skrevet, hvis Auschwitz Koncentrations Lager, aldrig havde eksisteret – et for mig ret banebrydende valgkriterium, som jeg ikke tidligere har set lagt til grund for en antologi. Digte med rent metaforisk eller symbolsk forbindelse til lejren er derfor sorteret fra. De fleste er oversat fra polsk, men der er digte skrevet af en halv snes andre nationaliteter, et bredt spektrum fra Polens nobelprisvinder Wislawa Szymborska til en tilfældig mand fra Chicago, der som jeg har besøgt lejren som museum.

Krematoriernes skorstene er et motiv, der går igen i digtene. Det er som om røgen, der må være det mest æteriske ved ugerningen, bliver det mest konkrete i en verden, der ikke kan begribes. Det er ikke nazisterne, der bliver lagt for had. Det er ikke tyskerne, der bærer ansvaret i digtene fra Auschwitz. Det er Gud og mennesket. Zyclon B gassen kommer ikke fra nazisterne, deroppe på taget af kammeret iklædt støvler og maskinkugleregn. Den kommer fra Guds åndedræt.

Så tænker jeg: Hvordan forestiller man sig Rudolf Höss, mennesket, der designede Auschwitz-Birkenau og løste alle opgaver til UG med kryds og slange? Han har sikkert været dygtig i skolen og et analytisk talent med klare øjne. Han har sikkert troet på sine evner, troet fast på, at de aldrig ville svigte, troet så meget på evnerne, at han har mistet sin dømmekraft. Måske har han været en kærlig mand og en god far i sin sparsomme fritid. Jeg kender ham ikke, men det må være tænkeligt, for der er så meget, der er utænkeligt – og alligevel virkeligt. Efter krigen forsvandt han, som man kunne forvente det af et menneske med hans ressourcer. Den 16. april 1947 blev han hængt på en nyopført galge med ansigtet rettet mod livsværket Auschwitz. Dømt til døden af Polen, der på det tidspunkt selv var dømt til årtier under deres befrieres kommunisme. I dag vokser græsset omkring galgen, og turisterne sætter sig på kanten og smider deres cigaretskodder i græsset, når ingen kigger.

En tale til vesten 
To ting går igen i alt, hvad Betty siger. Den ene er frasen "If you can imagine..." som hun indleder hver tredje eller fjerde sætning med. Hun taler et grammatisk korrekt, men fonetisk utydeligt engelsk, og hun taler til Vesten – det er til gengæld helt tydeligt. Frasen udgør et retorisk spørgsmål, der tilsyneladende er stillet ud fra hendes tavse bevidsthed om, at det kan vi ikke forestille os. "If you can imagine..." Og så fortsætter hun med at berette om vintrene i Auschwitz i 1940'erne og indskyder, at drivhuseffekten har bevirket, at vintrene ikke er så kolde som dengang; en subjektiv betragtning, som jeg ikke tager hende ilde op. Den anden ting, jeg bider mærke i, er hvor ofte hun i en indskudt sætning gør opmærksom på, at de allierede kendte til Auschwitz-Birkenau under krigen, men ikke en eneste gang angreb lejrene. Hun nævner det systematisk og derved bliver det en fast takt i hendes ellers urytmiske komposition. Det er et tema, der også går igen i digtene. I en af museets udstillinger hænger der et militært luftfoto taget af U.S. Air Force i tidsrummet mellem april 1944 og januar 1945. Fotoet blev fundet af CIA i det amerikanske forsvars efterretningsarkiver i 1978. Digtene cirkler om emnet. Betty taler om det i alt, hvad hun ikke siger. Det er som om Vestens passivitet og Guds tavshed er blevet synonyme. Er der noget, vi skal have talt ud om, tænker jeg midt i støvet og prøver at ignorere en ny sten i sandalen?

Det er køligt i gaskamrene, hvor der ligger roser på de grå, krakelerede gulve. I krematorierne brænder der levende lys. Uden tvivl en rigtig og nødvendig handling for de, der har efterladt blomsterne, lysene – et stedfortrædende udtryk for deres egen tavshed, deres uartikulerede sorg og manglende evne til at fatte dette helvede. På mig virker det malplaceret og smagløst, næsten forkert.

Og dog – for jeg er ikke sikker.

Når man ikke kan udtrykke den smerte, det tab, den lidelse og håbløshed, der knytter sig til den umenneskelige verden Auschwitz, burde man så lade være? Være tavs eller sige noget, der er bedre end stilhed? Ord er jo ikke nok – hvilket også gør digtene så mærkeligt konstruerede. Og hvis ord ikke er nok, er straf helt ude af proportion. Man kan ikke straffe nogen for Auschwitz, for ingen kan dø så mange gange. Men man kan prøve. Man kan jage de ansvarlige rundt på kontinenterne. Man kan hænge Rudolf Höss på en funklende ny galge og lade den stå i århundreder. Men er én hængning nok for umenneskelighed – eller er det én hængning for meget, fordi den blot lægger endnu en lidelse til den samlede sum? Man kan også skyde de ansvarlige eller spærre dem inde i grupper a fem på 0,6 kvadratmeter i kælderen under Dødsblok 11. Så kan de stå der og tænke over begreberne ansvarlighed og menneskelighed. Ansvarlighed og menneskelighed. Men det vender ikke historien. Det gør ikke lidelsen mindre. Det forhindrer ikke, at det sker igen. Og det bringer ikke tabet på afstand og værdigheden tilbage til de, der blev den frarøvet, da der kun var værdigheden tilbage at ekspropriere. Man kan få taget livet med værdigheden i behold, men man kan ikke få taget værdigheden med livet i behold. Ikke et rigtigt liv.

Detalje og helhed 
Tilbage med tog til Warszawa efter Krakow og Auschwitz. Det er anderledes at køre i tog efter at have set sporene løbe ubønhørligt ind gennem porten i Birkenau. »Hjertet har ikke sans for detaljen, men sans for helheden« står der i en sms-besked, jeg modtager fra min ven Erik i Danmark. Han aner ikke, at jeg er i Auschwitz. Jeg spørger tilbage gennem natten fra Warszawa til Århus, om det er deri at hjertets konflikt med æstetikken består. Det er en on going diskussion, vi har. Èt minut senere kommer det bekræftende svar ind i telefonen med fire karakteristiske Nokia-bip. I Auschwitz rammes man først af helheden; af alt, hvad man har set, hørt, læst og frygtet om dette sted – kort efter rammes man af mere end det. For Auschwitz er virkelighed både i det håndgribelige og i ens forestilling.

I Auschwitz er det detaljerne, der gør det største indtryk – hvis man kan bruge det udtryk. 'Impact' ville være mere passende. Detaljerne er fuglene, der synger på rygningen af den gamle polske kasernebygning, den afskallede maling på dørkarmen ind til kontoret, hvor SS én gang om måneden uddelte dødsdomme som var det gratialer. Detaljerne er den måde, som pigtrådshegnets stolper bøjer forover, i bøn eller skam med 6000 volt. Detaljerne er også alt det, som er der nu, men ikke var der i 1940'erne: Det grønne græs med solens refleks i dets perlende fugt, vandpytterne og fornemmelsen af at husmurene når som helst kan bryde ud i en taktfast march.

Og så poesien om Auschwitz, som bør blive læst. Den poesi, der ikke er et billede på virkeligheden, men som er virkeligheden. Som det i øvrigt gælder al vellykket poesi.