Mageløst makværk

ANMELDELSE: "Jeppe, Jeppe, Jeppe, hvad skal vi dog stille op med denne her... Eller måske rettere disse her, for hvor mange manuskripter er der? Tre? Fire? Fem? Og hvorfor er der ingen slutning? Og hvad sker der med det tyske, spanske og engelske til sidst i teksten? Og kunne titlen blive mere søgt?", sukkede forlagsredaktøren derinde på Gyldendal.

Men så rettede han ryggen, skålede på arbejdslegater, drak sig et læs pinde i ørerne og valgte at udgive hele molevitten uden videre.

Fiktionskarrusel
Forbrydelse og fremgang består tilsyneladende af fire til seks forskellige og forfærdeligt usammenhængende forløb, der udskifter hinanden gennem det fortællende jeg. Lige pludseligt har jeget skiftet identitet, og læseren befinder sig dermed midt i et nyt forløb, hvor de nødvendige forudsætninger for forståelse altid skæres langt og helt ned forbi minimum. Prinsesser, talende dyr, skovhuggere, Alexander den Store, Orfeus og en skovs ånd flokkes i en ellers på overfladen realistisk verden om bogens flakkende lys, der får dem alle til at danse og støde sammen i læserens bevidsthed.

Hvis man kan lide at føle, man forstår meningen med det, man læser, skal man holde sig langt væk fra denne stinkende og stikkende mosebryg. Kan man derimod godt klare lidt røg og haletudser, giver Brixvold en finurlig og knudret tur rundt i en osende knaldhat af en litteraturhistorisk reflekteret fiktionskarrusel.

Efter at have læst et par andre anmeldelser af bogen, er jeg kommet frem til, at man i Brixvolds mursten med stream-of-consciousness øjensynligt kan finde lige, hvad man leder efter; hvilket er en sjælden og sært skattet kvalitet ved et værk.

Godt sprog og kloge ord
I mine øjne er romancyklussen, eller hvad det nu kan kaldes, skåret ud af en bund Joyce, kogt op på god, gedigen Nietzsche-læsning, tilsat sprængt H.C. Andersen og et stykke Den lange Rejse, krydset med en solid dosis græsk mytologi og krydret med de seneste blod og sandal-film fra Hollywood. Jeg kan bedst lide den lange del lige over midten om Alexander den Store; som historisk roman kunne den snildt være blevet en regulær bestseller.

Som ufatteligt fragment er bogen imponerende rig på godt sprog og kloge ord; forfatteren har indsigt at byde på, og han kan sætte sætninger sammen, så det synger. Som eksperiment er den sådan lidt sendrægtig; hvad er det, vi skal med en opløsning af romanformen (igen), er det ikke snarere det modsatte, der er brug for lige nu? Og som fortælling er den simpelthen irriterende; rent teknisk får Brixvold svært ved effektivt at modbevise eventuelle anklager om slet og ret at have syet fem ufærdige brokker sammen i en klump uden at høvle hjørner af.

Ambitiøs svimmelhed
Forbrydelse og fremgang et ambitiøst stykke svimmelhed, der skånselsløst frasorterer sine læsere med skarpe sving, knive og økser. Den kan kun anbefales folk med bidende interesse for forbindelseslinjerne mellem det uforståelige og det indforståede.