[…]
hvoddn slynge poesien om sig som en gennemblødt hund der / ryster pels / i regn

hvoddn fastholde ved at relativere enhver sandhed at glemme det er for sent og morgenen
tung og våd

hvoddn integrere drømmende drab i hånd som køber ind i Superegos Superstore

arh jeg ved godt hvem Jeg er når jeg sklænktre tafgklenhag

det er ikke uden en vis sarkasme hvoddn har indlejret sig i vores knogler

total og totalt ligegyldig produktion er det eneste der dur fordi den

i præcis samme grad som alt muligt andet hænger det sammen i en åbenlyst historisk form

tillad mig at krydshenvise til den midte der ikke er noget midtpunkt jeg skriver i det presente
men uden historisk erindring ville intet være smukt

skriver for at intet skal være smukt

sætninger er blevet den eneste aldrig-afgørende faktor

bestandigt større besvær med at retfærdiggøre en praksis der kun er en litterær praksis mit
splintrede hul af et hoved / lækker / skrift i mit øre

skab overgang i hele lortet spræng verden i luften jeg kan ikke i tilstrækkelig grad fremhæve
nødvendigheden heraf

this shit is going up in flames stikordenes tilfældige sammenrend i skriftens kuldsejlede skib

er det rester af en drøm eller er det drømmen udfoldet som rester af noget andet eller er det
bare drømmen udfoldet i et selvreferentielt system der altså nødvendigvis gradvist eller pludseligt
imploderer i feedback

jeg drømmer at jeg drømmer og jeg forstår godt at Hamsun ikke havde nogen konkret chance
for at slå hul på den overciviliserede natur han altid allerede befandt sig i

der er hele tiden én eneste side mere end der er og det er det der er i lige grad latterligt og
absolut nødvendigt

overraskelsen ved ikke længere at ville noget og at det er det eneste man trods alt vil
[…]