Ib Michael de luxe

Der er fart over feltet og gang i hormonerne, når Ib Michael endnu engang tager sin læser med en tur hjem til ungdommens Roskilde i sin nyeste roman, Blå bror. Der bliver slået ihjel, kørt om kap med politiet og kigget lidt ind under skjorten på en ung og storrygende Poul Borum undervejs – og det er bare i orden!

ANMELDELSE: Efter en flirt med det udtalt samtidskritiske, med spændingsromanens intrigefylde plot i sin seneste roman, Grill, er Ib Michael atter på hjemmebane i mere end én forstand: Vi er tilbage i 60'ernes Roskilde, Ib Michaels ungdom – akkurat som vi var i hans seneste erindringsfantasi, trilogien som omfattede Vanillepigen, Den 12. rytter og Brev til månen. Hovedpersonen deler fysiske og – så vidt det umiddelbart kan bedømmes – psykiske karakteristika med sin forfatter, og alle elementerne fra Ib Michaels imponerende bagkatalog er til stede.

Dette er fuldblods Ib Michael. Komplet med et indledningscitat fra sit eget fiktive alter ego, der slår fast, at vi nok ikke uden videre kan overføre det skrevne til den verden, vi normalt går og kalder den virkelige [se spalteteksten til venstre på siden, red.]. Med dobbeltgængersymbolik, flirt med det åndelige, med det kvindelige i manden og omvendt, med nedfaldne faldskærmssoldater, udlængsel, utilpassethed, vinterdepressioner, eksperimenter med euforiserende stoffer osv. osv.

Pakket med hormoner og kådhed
Åh ja. Blå bror er Ib Michael for maksimal udtrækning. Nye læsere (hvis de stadig findes) kan med sindsro begynde her – gamle ved nøjagtig, hvad de får: Et blomstrende sprog fuld af finurlige overraskelser – og endnu større og mere overraskende spring i handlingen, der løber som vand over sand: På én gang ubesværet, glidende og konstant med nye, springende bække, der trækker krogede, snirklede linjer bag sig.

Men når det er sagt, skylder jeg vel også at redegøre for de punkter, hvor Blå bror skiller sig ud fra det øvrige forfatterskab: Først og fremmest er den sjov. Helt basalt skæg at læse. Man smiler ofte – og ler flere gange undervejs. Blå bror er både løssluppen, munter og fuld af drenget, ungdommelig charme. Selvom den bestemt både er dramatisk og indeholder menneskelige og personlige kriser og dybe, dybe nedture undervejs, så berettes de med overskud og glimt i øjet, der lynhurtigt kammer over i den rene slapstick, når den netop myndige yngling kaster sig ud i en vild biljagt med politiet i hælene på landevejene mellem København og Roskilde.

Det er en roman så gnistrende fuld af livsmod og overskud som få. Den er pakket til randen med nerve, hormoner og ungdommens nærmest maniske kådhed. Og absolut genkendelig i sit sanselige portræt af tiden mellem barn og voksen – ved romanens indgang går jeg-fortælleren i 2.g, ved udgangen er han netop blevet student.

Selvom det vel nok må siges at høre til de absolutte rariteter, at abefesten i forældrenes fravær ligefrem kammer over i nazihyldester med oplyste hagekors ved indgangen(!) og sågar mord(!!) begået med en antik SS-dolk(!!!) på kælderværelset i murermestervillaen, så er alle elementerne fra ungdommens grænseland fanget på kornet og præcist eksponeret i Ib Michaels fremkaldervæske. Det er ikke langt fra at være rørende.

Borums bukser strammer
Man genkender også den særlige Ib Michaelske kinddans med fakta og virkelige personer, der hvirvler sig rundt på romanens bonede og til tider særdeles ubonede gulve for at efterlade sin læser aldeles rundforvirret men fremragende underholdt.

Journalisten i mig vil have kød på historierne, binde dem op på faktiske begivenheder og leder desperat efter fakta, mens han forsøger at passe Blå bror ind på en overskuelig plads blandt Ib Michaels øvrige bøger… Sørøverkaptajnen i mig griner bare sorttandet og romdrikkende af alle anstrengelserne, mens han ivrigt sluger afsnittene, hvor Ib Michael lader en ung og afmagret Henrik Nordbrandt indlægge med anorexi, en nærmest flintrende vanvittig Per Aage Brandt kravle rundt nede i et åbentstående flygel som en ukontrollabel jazz-maniker, der spiller direkte på instrumentets strenge, mens Inger Christensen småkvidrende og verdensfjernt står og holder låget for ham, og Poul Borum brummende, hårstrittende og storrygende på sine evindelige North State-smøger ser til, skruet ned i et par alt for stramme, sorte læderbukser, der snævrer alle de steder, et par bukser overhovedet kan snævre på en mandekrop.

Det er bragende godt!

Jeg overgiver mig til min indre sørøverkaptajn og undlader at forsøge at placere Blå bror i forhold til de andre bøger. Jeg må bare konstatere, at Ib Michael i 2006 som minimum er så god som nogensinde.