Moren slog armene om hende og sagde:
    – Du gætter aldrig, hvem der er flyttet her til byen!
    – Hvem?
    – Morten.
    De slap hinanden.
    – Hvordan ved du det?
    – Han har været i avisen.
    – Hvad laver han?
    – Jamen, hvor skulle jeg vide det fra?
    Moren fandt den gamle lokalavis frem, og Lone tog den med hen til spisebordet. Rystede hendes hænder ikke en smule? Nej, det var nok bare, fordi hun lige havde båret alle krukkerne om på terrassen.
    Der stod han og smilede sammen med tre andre mænd. Hvad for noget? Han var blevet formand for en gruppe investorer, der ville bygge et badeland. Ved søen. Hallo!
    Lone kunne stadig huske hans stemme, og hvordan der var noget med Mortens hals, visse ord måtte ligesom tage tilløb, før de kom ud. Til borgermødet på biblioteket havde han sikkert brugt PowerPoint og rømmet sig og sagt innovativt koncept, og at de var godt klædt på til opgaven.
    Var der slet ingen, der havde fortalt ham, at det der kunne han bare glemme? Det var på en måde synd; Morten havde sikkert lagt liv og sjæl i projektet. Men søens nordside var fredet, sådan var det. Lones far fik også afslag, da han i halvfjerdserne ville bygge derude. Og siden havde der været vilde planer om både en roklub og en golfbane.

Da de var kærester, boede Morten lige om hjørnet, det var en ejendom med en masse studerende, og man kunne sole sig ude i gården. Det gjorde han aldrig, men hans cykel stod der.
    Det var endda Lone, der spurgte. Om ikke han ville med ud at spise. Hun kunne ikke længere huske restauranten. Måske var den mexicansk. Det var det helt store. Masser af orange smeltet ost og trekantede chips og drivvåd salat, som lå og blev varm.
    Hun gik med op bagefter. Forbrydelse og straf lå på natbordet, og hun vidste, at det var på grund af hende. Sådan var mænd. Hun var engang ude at spise med en idrætslærer, og han tog sin ring af midt under hovedretten.
    Første gang, hun havde Morten med hjemme, havde hun været hos frisør og i solarium, og hun tog ud af bordet og satte i maskinen og lavede kaffe og piskede flødeskum. Imens sad moren og Morten og snakkede.
    – Sikke flittig du er, bemærkede hun, og han smilede. Det var sådan en følelse, hun altid fik. At Morten tog hendes bedrifter og lagde dem i sin bankboks.
    Moren kunne navnene på mange af de andre i ejendommen, hvor Lone boede, og hun snakkede med, som om det også var hendes venner.
    – Klaus, kommer han stadig sammen med hende den tykke?
    Da de kørte hjem, ville Morten lige ud og se fabrikken. Han sad helt fremme i sædet med underarmene hvilende øverst på rattet. Albuerne strittede.
    – Det ser jo godt ud det her, sagde han.
    Lone fortalte, at henne på parkeringspladsen havde faren lært hende at bakke og parallelparkere.
    – Jeg tror, at jeg har kørt mindst tyve gange baglæns om det der hjørne, lo hun.
    Morten svarede ikke. Hans pande nikkede.
    Så forstod hun. Han talte lastbilanhængerne.

En dag, hvor Lone ringede til Mortens kontor, bad han hende vente, og hun kunne høre, at han gik ind og tog telefonen et andet sted.
    Hun ville bare spørge, om de kunne ses onsdag aften.
    – Det er nok ikke så godt.
    – Hvad mener du?
    – Kemien stemmer jo ikke rigtig, sagde han.
    Lone greb om radiatoren. Var den kold eller varm?
    – Jeg synes, at vi har det dejligt.
    – Jeg tror, at det er bedst, at vi holder op, før jeg bliver for glad for dig.
    – Jamen, hvad er der sket?
    – Ingenting. Jeg skulle nok have sagt det noget før.
    Hun så ud i gården og fik øje på hans cykel. Det var faktisk kun, når han gik ned med skraldeposen, at man mødte ham.
    Morten snakkede videre.
    – Det er klart, sagde Lone.
    Bagefter havde hun en aftale med en veninde, og de skulle gå en tur i skoven. Solen skinnede, og det var ved at blive efterår. Lone sagde, at hun var så træt for tiden, og veninden svarede, at hun skulle tage og begynde at løbe.

Moren ringede og fortalte, nu var det badeland endelig blevet skrinlagt. Der havde været et utal af møder med borgmesteren og teknisk udvalg og de grønne, og der måtte komme en helt ovre fra Naturfredningsstyrelsen, før de gav sig.
    – Så nu må ham din Morten have forstået, at man ikke bare kan komme og lave om på det hele.
    – Han er ikke min.
    – Nej, men du ved, hvad jeg mener. Man må lige stikke fingeren i jorden.
    – Du var da så glad for ham.
    – Det var vi begge, min pige. Ih, hvor du hang med næbbet.
    – Det er længe siden.
    – Og ved du hvad? Jeg har fundet ud af, hvor de bor.
    – Har du?
    – Han har købt Kits forældres hus.
    – Gud!
    – Ja, det må du nok sige.
    – Det hvide med altanen?
    – Lige præcis. Så nu er han nabo til Stig og Kylle.
    – Er han det?
    – Ja, de er også flyttet derned.
    – Jamen, boede de ikke ude ved skoven?
    – Jo, men så fik Kylle det med knæet og ville tættere på byen.
    – Nå ja.
    – De er så trætte af ham. Ungerne løber hele tiden ovre i deres have.
    – Har han børn?
    – To drenge. Og han klipper ikke hækken.
    – Gør han ikke?
    – Stig har haft fat i ham flere gange.

Kits hus. I tankerne gik Lone hen og kiggede ind i stuen. Der var den lange bogreol, og på bordet i hjørnet stod det store fuglebur. Det var nymfeparakitter, de var grå og sang så pænt.
    Solen vældede ind ad det store vindue, det var søndag morgen, og Kit stod midt på gulvet og slog sin lillebror i hovedet med et paprør.
    Moren kom ind og sagde: – Kit, det der så ikke særlig pænt ud!
    Kit græd og kom med en helt umulig forklaring.
    Så gik Lone ind i spisestuen, og der skinnede solen ikke. Det var Kits fødselsdag, og hendes to søstre sad ved bordet. Den ene var meget tyk, og hun var den rareste og sad og spiste flødeskum med sin teske.
    – Hvordan er det, du gratter med det? vrissede den anden.
    Nu var det aften, og Kits mor havde fået for meget vin og prøvede at være sjov på farens bekostning, men han råbte, hvad det var for noget at sige, og at det ikke var spor morsomt. Så tørrede hun øjnene med servietten og tav.
    Lone gik hjem og fortalte det, og moren smilede og sagde, at det lød, som om der altid var krig i majorens hus.
    Og nu var det Morten og konen, der gik omkring og lo og græd, og deres børn, der slog hinanden og drønede op og ned ad trappen og smækkede med døren eller lod den stå pivåben.

Lone gik op ad trappen med kokostæppet. Værelserne ovenpå var små og havde skråvægge, og forældrenes soveværelse havde udsigt til haven. Helt henne i hjørnet lå saunaen.
    Der gik hun ikke ind.
    Dengang anede Lone ikke, hvad en sauna var, og Kit fortalte, at man sad uden tøj, og der var meget varmt, og af og til kastede man vand på nogle sten, og så kom der damp og endnu mere varme. Meningen var, at man svedte, og bagefter skulle man tage et iskoldt styrtebad.
    Det var faren, der bestilte den hjem fra Sverige, og det var også hans vinkælder, hvor der lå nogle gamle flasker med støv på. Man kunne høre, at nogle gange var Kit stolt af ham, og resten af tiden var hun sur på ham, for han bestemte det hele. Først boede de i Ringsted, så fik han arbejde på kasernen i Varde, så flyttede de til Jægersborg, og nu var de så her.
    Lone var bange for Kits far. Han gik i knæbukser og cyklede de tyve kilometer ud til kasernen og hjem igen hver dag året rundt. Engang fortalte han om en rekrut, der løb, indtil han styrtede, og blodet stod ud af munden på ham.
    Han fortale også, at af og til skulle soldaterne marchere mange timer uden opsyn, og da havde de ikke lov til at foretage svinkeærinder. Bagefter blev de udspurgt. Der var altid nogen, som rakte hånden i vejret og tilstod, at de havde været hos bageren. Så måtte de marchere hele turen om igen.
    – Forstår I, piger, sådanne mænd har æren i behold!

Når Lone besøgte sin mor, var hun aldrig nervøs for at møde Morten. Det var fuldstændig uvirkeligt, at han befandt sig et sted lige i nærheden.
    Og så en formiddag, hvor hun var hjemme midt i ugen og gik tur langs med søen, var der en bil, som bremsede og standsede lidt foran hende.
    Det er ham, tænkte hun.
    Og det var det.
    Han lænede sig ind over sædet og åbnede døren.
    – Hej, Lone! Hvad søren…
    – Hej, Morten.
    – Kommer du ikke ind et øjeblik? Har du tid?
    – Jamen, det har jeg da.
    Han flyttede en taske, og hun satte sig ind og lukkede døren.
    – Du ser godt ud.
    – Tak. I lige måde.
    – Ja, vi er jo flyttet her til byen.
    – Der kan man bare se. Trives du?
    – Det kan du tro. Og hvad med dig?
    – Jeg er i København.
    – Er du det. Hvad laver du?
    – Jeg er blevet forfatter.
    – Er det sandt!
    – Følger du slet ikke med?
    – Nej, det må jeg jo ikke gøre. Men du skrev også godt dengang.
    – Hvordan ved du det?
    – Du… sendte mig jo nogle breve.
    – Gjorde jeg? Det kan jeg slet ikke huske.
    – Hvad handler dine bøger om?
    – Livet og sådan. Du kan være ganske rolig, jeg har ikke skrevet om dig, løj hun.
    – Pyh. Det var godt, lo han.
    Morten drejede sig og pegede.
    – Vi bor lige derovre. I det store, hvide.
    – Nej, hvor mærkeligt. Der boede min bedste veninde.
    – Så du kender det?
    – Ja. Jeg var tit hjemme hos dem. Men så flyttede de.
    – Vi har slået de to stuer sammen.
    – Det er sikkert en god idé. Hvad med køkkenet?
    – Ja, det er godt nok lidt af en tarm, men indtil videre beholder vi det.
    – Og saunaen, er den der endnu?
    – Den er vi helt vilde med! Om vinteren bruger vi den næsten hver aften.
    – Er der slet ingen, som har sagt noget?
    – Om hvad?
    Lone tøvede.
    – Så er det måske også bedst, at jeg holder min mund.
    – Nej, kom nu.
    – Min venindes far tog sit eget liv.
    – Fy for pokker.
    – Moren mødte en anden, og det knækkede ham fuldstændigt.
    – Ja, det kan være hårdt, sådan noget.
    – Det var Kit og mig, der fandt ham. Jeg glemmer det aldrig.
    – Føj for den lede.
    – Han sad i saunaen. Du ved, med geværet i munden.
    Morten så ud over søen.
    – Jeg troede virkelig, at du vidste det.