Noir med Bruun streg under

Med Morellimetoden fortsætter Jonas Bruun – heldigvis – hvor han slap med sin krimidebut Drivjagt. Det er en stram lille bog om en sær høj privatdetektiv og et mord i Sydsverige.

ANMELDELSE: Kender du fornemmelsen, kære læser, af ikke at vide, at man savner noget, før man får det igen? Det kan fx være den knasende fornemmelse af et perfekt stegt spejlægs lysebrune, boblende kant, drysset med salt i flager og stegt i smør, som sammen med den smeltende, bløde blomme, man dypper de friske, grønne asparges i, får en til at indse, hvor uforklarligt sjældent man nyder denne spise.

Eller det kan være Jonas Bruuns anden krimi, Morellimetoden, der (gen-)åbner ens øjne for, hvor ualmindeligt fremragende Bruuns romandebut egentlig var.

Stærkt underholdende
I denne anden bog følger vi Slavek Lorentzen, kuldslået kriminalbetjent og endnu mere agterudsejlet akademikertype – og nuværende privatdetektiv med base i København. Han får en simpel opgave i at hitte en forsvunden blond skønhed af en ubehagelig skægget type. Han finder damen i Sverige, spiser hummer og makrel med hende, går i seng med hende – og vågner op til hendes lig…

Allerede her fornemmer man sikkert det fortegnede univers, som genopstår i en helt ny skikkelse fra Bruuns første roman Drivjagt. Tonen i Morellimetoden er nøjagtig den samme. Og sprogligt er bogen nøjagtig lige så veldoseret. Det er et klassisk krimiunivers af den gamle, amerikanske skole med privatdetektiver, smukke blondiner, mord og uudtalte konflikter. Hedebølge, letvægtsjakkesæt og store villaer. Det er ramt så præcis på kornet, som var det stanset ud af en kulfiberplade.

Slavek Lorentzen er en sært forlæst detektiv med appetit på vin, selvdestruktion og sorte hummere. Han diskuterer glædeligt græsk mytologi og moderne litteratur – he is a contradiction in terms. Han er en absolut ulogisk og temmelig urealistisk figur i et aldeles grotesk og fortegnet sort/hvidt tegneserieunivers – hvor tegnerne desværre meget hurtigt løb tør for den hvide farve.

Det er så sort en roman, at selv den skandinaviske lyse sommernat kommer til kort. Det er noir, noir, noir. Slavek og hans medoptrædende på Bruuns scene er så livstrætte og kyniske, at det bliver uforklarligt livsbekræftende og stærkt underholdende.

Noget med oste
Det kan være, at jeg får det her til at lyde som en helvedes intellektuel og litterær krimi. Det kan sågar også godt være, at det er det, den er. Men den er – heldigvis – også noget andet og mere: Den er skarp, koncis og hamrende underholdende. Det er sjovt, det er spændende, det er medrivende og en stor, stor oplevelse at læse med.

Og så har Jonas Bruun tilsyneladende noget med oste – det er herligt! Det er alt sammen herligt, den er varmt anbefalet, og det er bare om at komme i gang. Du har savnet denne bog – du ved det bare ikke endnu.