Prince Charming på sit vide system

Når Rasmus Nikolajsen slynger ord – ikke sjældent sødmefulde som "sukker" og "kys" – ind i sine systemer, kommer der rigtig gode digte ud af det, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Man plejer ofte at sige om systemdigtere, at systemet frisætter digteren og digtene. Det er en tanke, som fx Thorkild Bjørnvig strejfer i sit klassiske essay Intethed og Form fra 1960.

Spørgsmålet er naturligvis, om det er rigtigt?

Mange digtere har nemlig først skrevet deres bedste digte i det øjeblik, at systemet rent faktisk bryder sammen. Men også i sådanne tilfælde kan argumentationen blot forlænges en smule, for hvis systemet nu ikke havde været der i første omgang, så havde det jo heller ikke kunnet bryde sammen.

Alt "smedes sammen"
I Rasmus Nikolajsens nye digtsamling Alting ender med et bryllup er der tale om 64 digte, alle udformet efter et system med 8 gange 8, dvs. hvert digt er på 8 linjer og indeholder 8 stavelser i hver linje. Det kommer der nogle helt fantastiske digte ud af.

Om systemet så rent faktisk bryder sammen er en anden sag. Umiddelbart ikke, for alting ender faktisk med et bryllup i denne lille bog – dvs. i overført forstand, for det hele finder sammen på papiret, og på papiret kan alt ske i Nikolajsens forunderlige ordunivers. Helt konkret finder man desuden en hel del kærlighedsdigte, så her passer titlen også på indholdet.

Ordmaskiner
Det kan både være umådelig smukt og ustyrlig morsomt.

Lad mig citere et af de smukke digte som det første:

jeg kysser dit suk som blade
spoles baglæns på: skal vi dø
af kedsomhed eller elskov?
mon gæstekravet bølger os
i bange knæk af krem? Hvem kan
så passe mine særheder?
jeg spoler dit kys baglæns på
som blade sukker: skal vi dø?

Og dernæst et morsomt et af slagsen:

Der er plads til begge dele i Nikolajsens stramt komponerede digte, hvor ordet "som" måske er det mest regelmæssige og det, der kan få samlingen til overhovedet at lade sig gøre.

"Som" forudsætter at noget er "som" noget andet. "Som" gør, at man kan sammenligne, og at man kan gøre det i det uendelige. Derfor føles det også som om, at man allerede ved læsningen af det første digt, er trådt ind i en slags ordmaskine. Nogle af disse ordmaskiner laver så en art knas i maskineriet ved at opføre sig efter en egen orden, fx ovenstående, hvor kys, blade, suk og spole ordspillende byttes rundt og skaber nye betydninger.

Rammende ordspil
Måske er det netop her, at man kan tale om, at systemet frisætter digtene for Nikolajsen.

Nikolajsen har altid haft en enorm tæft for ordspil, men med disse systemer bliver de endnu bedre og endnu mere spektakulære. Systemet danner en frugtbar ramme for de betydningsmæssige glidninger [læs: ordspil], der sker imellem ordene.

Men systemet er også mere overordnet med til at skære igennem de indimellem endog meget private og intime associationer og ordklip, der benyttes. Eller skære igennem er måske ikke den rette metafor, men så objektivere og ikke mindst optimere Nikolajsens private associationer, fx i dette digt:

som en taleboble hæftet
fast i rammen som når skærmen
med ét kollapser så krigen
fosser ind i stuen som da
kun folket var ved magten som
fedtfingre på et glas som at
vågne af en drøm og stikke
fjæset op af en gryderet.

Fjæs og gryderet – de to ord passer fantastisk sammen, og det er systemet, der på den ene side fremhæver dem, imens det på den anden underminerer.

Postmoderne popdigte
Et andet træk i digtene er, at Nikolajsen benytter sig af et hav af citater, både i kendt og ukendt form – det han andetsteds har kaldt at remixe sit digt.

Også disse leverer et smukt eklektisk samspil med de private detaljer, som Nikolajsen er så fremragende til at benytte sig af. Det betyder, at man står med en sælsom og yderst original cocktail af privat og objektiveret stof, som faktisk udgør denne bogs sider på bedste vis.

Det er postmoderne popdigte. Hvad Thomas Troelsen er inden for musikken i Danmark, det er Rasmus Nikolajsen inden for lyrikken. Når han skruer på ordknapperne, kan selv systemer være uimodståelige.