Et sandt knustværk

Katrine Buchhave Andersen giver vores moderne zapperkultur én på tv-kassen i sin debutroman.

ANMELDELSE: Zap! Der klippes til første scene i denne semi-dokumentar: Eva sidder foran skærmen og zapper mellem de mange kanaler. Udsynet til verden, set gennem fjernsynsskærmen, glider sammen med indblikket i Evas hjerne. De sidste hundrede års bevidsthedsstrøm er forvandlet til en endeløs række af elektrisk gnistrende øjeblikke, hvorunder associationer springer planløst fra a til z og tilbage igen.

Zap! Vi springer fra Forunderlig forvandling på skærmen til Evas indre billeder af forældrene umiddelbart før deres skilsmisse. Hånd i hånd vinker de farvel til gæsterne, indtil de sidste har taget afsked. Vender sig bort fra hinanden. Cut – og zap! Ugen efter vender far hjem fra Thailand med en ny kæreste med barn i maven. Evas mor springer ud som lesbisk. Eva selv zapper rundt i sit liv mellem kvindekamp, kærester, konsumering og kanaler – og får stadig mere kvaps i knolden.

Zap-zappezap! På børnekanalen bliver børn malet røde, grønne eller blå. Så er mængden lettere at overskue. Det er bedst at tilhøre en gruppe, for ellers er man dømt ude, og ens mor vil aldrig kunne finde en igen. Som voksen er det derimod vigtigt at skille sig ud. Derfor må alle igennem den forunderlige forvandling for at kunne skille sig lige så meget ud som de andre. Og måske en tur gennem medicinalindustriens vridemaskine. Hvorfor gå rundt og have det dårligt med sig selv, når der findes produkter mod alt og for alt? Zap! Det handler om at være bevidst om verden, bevidst om sig selv og bevidst om bevidstheden.

En mur af sprog
Sprog og sprogbilleder rejser sig som en uigennemtrængelig mur foran læseren og viser tilbage til nutidsmenneskets narcissistiske interesse for og udstilling af eget tankemylder. Beretningen om Eva skriver sig således ind i den række af ironisk semi-selvudstillende, samtidsspejlende og sprogmættede romaner, som efterhånden er blevet et særkende for en del af folket fra Forfatterskolen. Man kan fx tænke på Lars Frosts Smukke biler efter krigen eller Lone Hørslevs Fjerne galakser er kedelige.

Buchhaves billedbombardement er et sandt knustværk – undskyld, jeg mener kunstværk – som givetvist vil begejstre yngre analytiske hjerner med hang til samtidslitteratur og særlig fokus på sprogets processer. Selv tilhører jeg desværre en generation, som foretrækker en god fortælling og oplevelsen af en vis progression undervejs i værket. Buchhaves bombardement er mere, end jeg kan klare.

Ovenpå den omgang vil jeg sætte mig hen og slappe lidt af foran mit fjernsyn. Zap-zap!