Besøg Lars Bukdahls blog på Weekendavisen...

Et lokumsbesøg var det, der fik vor anmelder til at finde ind til Lars Bukdahls alfabetbog.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: I det seneste nummer af tidsskriftet Apparatur, hvor Lars Bukdahl i en artikel diskuterer alvor vs. spøg, citerer han sig selv for engang at have skrevet:

"Jeg vil mene, at den ualvorlige tilgang kræver større dedikation og flid end den alvorlige, fordi den er tvunget til at kvalificere sig hver gang, den har ingen lam og lammende attitude at stive sig af med."

Jeg er langtfra enig i alt, hvad Bukdahl her skriver i sin artikel, men dog enig i, at der kan være noget om ovenstående udsagn, især når det gælder digte. Man kunne her henvise til Per Højholts idé om show, som kræver timing, præcision og professionalisme, førend det bliver kvalificeret og i visse tilfælde også sjovt.

Lokumspoesi
Med denne viden er det naturligvis interessant at læse Bukdahls seneste tekstsamling Alfabeter fra Pluto. Det tog mig ca. en halv time at læse den igennem første gang, og jeg tænkte, at det var da måske lige lovlig lidt, og ville jeg overhovedet tage mig sammen til at læse den igen?

Imidlertid lå den længe og lurede på mig rundt omkring i huset, under hele juleferien og lidt til, hvor den gik igen som kravlenisser i min dårlige samvittighed.

Til sidst fandt jeg den liggende på lokummet og her begyndte jeg så at læse den for alvor (igen), og dér fandt jeg ud af, at den var i sit helt rette element, så der blev den liggende juleferien ud. Normalt er det tegneserier, magasiner og andet letlæseligt stof, som befinder sig på lokummer, udover den besøgende selv, men Bukdahls bog passede faktisk perfekt ind her.

Et idékatalog
Hvorfor det? Jo, dels fordi den har et fantastisk fint håndbogsformat, en størrelse man kan have i inderlommen, nogenlunde så bred som en lokumsrulle, og dels fordi den i det hele taget er sat enormt fint efter grafisk idé og design ved Malene Kyed.

Dertil kommer, at man kan bladre og slå op i bogen, nærmest hvor som helst, og få sig et billigt poetisk grin.

Man kan diskutere, om det er poesi. I hvert fald er det ikke poesi i gængs forstand, snarere et idékatalog, men som sådan yderst poetisk, og selvom jeg flere gange løb tør for papir, så overvejede jeg ikke en eneste gang at bruge Bukdahls bog til andet end at læse i – det var den trods alt for morsom til.

Suser hurtigt igennem bogen
Det er altså den humoristiske ide, som er det bærende element i disse tekster, hvilket netop er medvirkende til, at man kan suse så hurtigt igennem bogen og sikkert også medvirkende til, at en del af disse tekster vil blive brugt i antologier, som eksempler på ditten og datten, akkurat ligesom flere af Simon Grotrians digte fra Fire (1990), fx "Hest på glasstag", der består af to gange UU.

Alligevel kan man sagtens blive imponeret ved genlæsning af Bukdahls bog og trække på smilebåndet en gang til, og det er præcis her, at stramheden, dedikationen, kommer ind i billedet.

Bukdahls poetiske projekt
Med sin smalhed, humor og finurlige ideer manifesterer bogen det poetiske projekt, som ligeledes er blevet kørt i stilling i anmeldelser og diverse småtekster rundt omkring fra Bukdahls side de seneste ti år eller sådan.

Det skal altid være sjovt at skrive og læse ifølge Bukdahl, og præcis her udviser han den største dedikation, tilsyneladende også så stor dedikation, at tiden nu er kommet til, at han en smule uretfærdigt skal slagtes bagfra af forfatter- og kritikerkolleger, som vi har set det i den verserende debat bl.a. på Jyllands-Postens hjemmeside.

Humor med alvor
Måske er det ikke kun konjunkturerne inden for den økonomiske verden, der er ved at ændre sig fra optur til røvtur, men ligeledes inden for litteraturen, hvor alvoren måske er på vej tilbage i billedet. Hvis den da nogensinde har været væk?

Her kunne man henvise til Bukdahls gode ven og kollega, Jens Blendstrup, som for mig at se udelukkende er så morsom, som han er, fordi der altid ligger en enorm alvor bag teksterne. Det ER sgu pissealvorligt det her, synes teksterne at sige, og man må egentlig ikke grine, men netop derfor gør man det.

Blendstrups tekster virker som om, at de altid er i gang med at gøre noget ulovligt. De er skrevet under et ofte usynligt forbud, lidt ligesom Kafkas i øvrigt – vi kender historien om faderen osv. Det er imidlertid ikke denne form for humor, som Bukdahl, synes at dyrke. Her er der snarere tale om påbud.

Måske ligger der både en svaghed og en styrke her hos Bukdahl, i det krampagtigt morsomme, at det død og pine SKAL være morsomt. Men hvorfor egentlig det, kunne man spørge og formentlig intet svar få, dog om muligt dø af grin imens.

Konceptet holder
På trods af den indvending synes jeg, at bogen og dens koncept holder.

Fra Bukdahls perspektiv er det klart, at The Show must go on, men som Freddie Mercury synger videre i Queens legendariske sang: "Ooh! Inside my heart is breaking/My make-up may be flaking/But my smile, still, stays on".

Drivkraften i et show er sjældent humoren i sig selv, hvis humoren "i sig selv" da overhovedet kan siges at findes. Der skal mere på spil, før det for alvor bliver sjovt.

 
Teksteksempel