Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 14.4.2009
[Opdateret d. 23.5.2010]

ANMELDELSE
Julia Butschkow:
Apropos Opa
Roman
Samleren
202 sider
Kr. 299,95
Udkommet 27. februar 2009

 

Af
Michael Balle Jensen




Omslag til bogen

Julia Butschkow
Er født 1978, uddannet fra Forfatterskolen i 2001.

Hun har tidligere udgivet romanen Lunatia (2004), digtsamlingen Lykkekomplex (1997) og kortprosasamlingen Så Simpelt (1999).

Derudover har hun skrevet en del dramatik bl.a. teaterstykket Sidespor, der i 2001 blev opført i både København og Malmö.

Hun modtog i 2005 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Portræt af Julia Butschkow fra bogens omslagsflap. Foto: Lars Gundersen.
Portræt af Julia Butschkow fra bogens omslagsflap.
Foto: Lars Gundersen

 


*

RELEVANTE LINKS:

På Julia Butschkows hjemmeside kan du læse et uddrag af bogen – og finde et link til et spændende interview i DR2's Deadline...

Hør nogle indslag fra forskellige programmer på DR, hvor Julia Butschkow fortæller mere om Apropos Opa...


  Fortidens tabuer

Hvordan forliger man sig med, at farfaderen har været topnazist i SS? Julia Butschkows roman falder godt ind i tidens erindringsbølge uden at være tør historieskrivning. Den er først og fremmest en æstetisk oplevelse.

ANMELDELSE: Den delvist selvbiografiske roman Apropos Opa er en stærk slægtsfortælling. Forfatteren Julia Butschkow leverer en velkomponeret og stramt fortalt beretning, hvor vi følger hendes alter ego, en ung kvinde, der har sat sit liv på hold.

Beretningen om Julia krydses med beretning om farfaderen, Opa, i det krigshærgede Tyskland omkring 1945, ligesom vi kommer rundt i landet i beretninger fra Julias fortid.

Julia har taget et kedeligt og trivielt job hos urmageren på Hovedbanegården,efter at have fået en depression, der fik hende til at stoppe med universitetsstudierne. Så nu sidder hun bag urmagerens disk med Se og Hør frem for Sartre og Hemingway, er på lykkepiller og uden nogen retning i tilværelsen.

Frigjorte forældre
Temaet bliver som sådan lettere freudiansk. Bag Julias sindstilstand ligger et gevaldigt svigt fra hendes hippieforældre. Og den historie får vi også med.

Forældrene får fra hinanden. Faderen flytter i kollektiv og moderen forsøger sig som lesbisk. Men midt i al deres selvrealisering glemmes pigen. Selvom faderen da får hende til at overvære gruppesex i kollektivets bollerum, fordi det er naturligt.

Men de voksne har som sådan også rigeligt at gøre op med. Moderen har sin indremissionske forældre i det mørke Jylland. Mens faderen hele livet igennem må kæmpe mod et uforløst opgør med sin egen fader, Opa. For faderen bliver det kun til en flugt. Væk fra sine tyske rødder. Han tager til København. Han skifter navn fra Jürgen til Jørgen. Og betegnelsen "far" kan han ikke holde ud at bære. Det minder ham for meget om Opa.

Topnazisten
Historien om Opa er den historie, der sideløbende rulles ud. Det er den helt store familiehemmelighed. Foruden at være en temmelig uengageret men dog ganske autoritær skikkelse over for sine sønner, er han tidligere topnazist inden for SS.

Julia, som ellers syntes godt om farfaderen, afdækker ved sin tyske fætters hjælp – for faderen er tavs om det – den forfærdelige familiehemmelighed. Opa var medansvarlig for jødeudryddelsen i en af Polens værste udryddelseslejre.

Det er den frygtelige sandhed om familien. Og den har lagt sig som en sort skygge over forholdet mellem generationerne. Et altomfattende tabu, som leverer nøglen til, hvorfor det også gik galt i den næste generation. Til gengæld virker det, som om Julia får taget det opgør med bedstefaderen, som faderen ikke magtede, og det peger på, at hun nu selv kan komme videre.

Gribende fortællestil
Bogen rejser nogle interessante dilemmaer omkring forholdet til fortiden og bliver på den måde en flot rejse gennem vores fælles europæiske historie. Den skriver sig fint ind i den altomfattende erindringsbølge i nutidens litteratur. Vi er åbenbart meget optagede af forholdet mellem individ og slægt for tiden.

Men det er for de litterære og fiktive kvaliteter iblandet den gribende fortællestil og gode komposition, den fortjener ros. Heldigvis bliver den til en æstetisk oplevelse frem for tør historieskrivning. Den lover godt for Julia Butschkows kommende forfatterskab.

[ t o p ]       [ h j e m ]