Camilla Christensen tager os igen på oplevelse i den brogede forstad blandt bistandsklienter, pensionister og hustrumishandlere...

ANMELDELSE: Camilla Christensen debuterede allerede i 1985 som digter og har siden slået sit navn fast som en habil lyriker. Men det var først i 2002, at hun fik sit gennembrud til en bredere kreds med romanen Jorden under Høje Gladsaxe. En satirisk og magisk socialrealistisk blandingsroman, der foregik i et tårnhøjt betonhelvede af et almennyttigt forstadsbyggeri befolket med skæve marginaliserede eksistenser.

Kommunale parceller
I sin nye roman Paradis tager Camilla Christensen læseren med på endnu en oplevelse i det brogede, almennyttige boliglandskab.

Denne gang sker det i selskab med den nyuddannede og lidt egenrådige landskabs- og havearkitekt Eva. Hun har – for selv at undgå den ydmygende trussel om arbejdsløshed – fået stablet et offentligt støttet kvarterløftsprojekt på benene i et nedslidt boligområde, hvor bistandsklienter, pensionister, indvandrere og en enkelt hustrumishandler lever side om side på små klaustrofobiske, kommunale parceller.

Evas idé er i al sin enkelhed, at kvarterets noget sammensatte flok skal motiveres til at deltage i en konkurrence om, hvem der kan plante den flotteste have. Dette gælder lige fra vietnameseren, der har gravet sin græsplæne om til et vandingssystem for risplantning, til ægteparret, som drømmer om at få etableret en kopi af den restaurerede barokhave ved Frederiksborg Slot udenfor stuevinduet.

I sin egenskab af uddannet haveekspert er det selvfølgelig Eva, som bestemmer retningslinierne for projektet og i sidste instans bedømmer, hvad der er smukt, og hvad som er grimt.

Rapporten går egne veje
Men projektet udvikler sig selvfølgelig ikke helt efter Evas hoved. Den unge, idealistiske havearkitet opdager til sin gru, at det er nemmere at lave landskabsplanlægning end at arbejde med levende mennesker.

Evalueringsrapporten, som Eva skal skrive til kommunen, former sig også i en noget andet retning end forventet. Den bliver til en fragmenteret, springende tekst, der mixer flere forskellige genrer. Bl.a. veksler Eva mellem at omtale sig selv i 3. og 1. person samtidig med, at hun inddrager sin problematiske kærlighed til 3 forskellige mænd i en bekendende, terapeutisk dagbogsform.

Det er på sin vis med afsæt i denne ufærdige evalueringsrapport, hvor teksten løber løbsk, at Camilla Christensens kunstnerisk kontrollerede fortælling om, hvad der rent faktisk skete med Eva og projektet, bliver til for læseren.

For meget botanik
Med haven i centrum og som allegori på alt muligt – fx det tabte paradis – forsøger Camilla Christensen at skabe en slags litterær samtidsbillede over det moderne risiko- og mulighedssamfund, hvor idyllen er truet. Og hvor ingen rigtig kan sige, hvad der er af det onde eller af det gode.

Det lykkes også til dels – men kun til dels. I Paradis savner man lidt af den originalitet i fortællingens fremdrift, persontegningerne og ikke mindst i selve sproget, der var med til at gøre hendes forrige roman til en stor læseoplevelse – og hvor begrebet allegori fik nye dimensioner.

Camilla Christensen forstår ganske vist stadig at underholde med humor og satiriske vrid. Men det sker ofte, at man føler sig en smule forladt i lange passager af kedsommelig botanisk leksikonviden. Meningen er givetvis, at det skal understrege Evas fetich. Men det er som om, at Camilla Christensen helt fortaber sig i detaljerne.

Gammeldags satire
Satiren over bureaukratiet, embedsmænd og politikere kammer også over i stivnede karikaturer af og til. Det virker næsten altmodisch i en tid, hvor den siddende borgerlige regering har gjort det til sin mærkesag at downsize alt, der ikke lige danser efter den markedsøkonomiske effektivitetsmaskine.

Man kan sagtens fornøje sig med et eksemplar af Paradis. Den rummer en del gode litterære og filosofiske refleksioner. Men det ville nu alligevel have klædt den med et par spadestik dybere her og der.