Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

BIOGRAFI




Af
Martin Elmer

Omslag til Centrums udgave af bogen


Dårlige ridderromaner var, hvad Miguel de Cervantes Saavedra ville til livs med sin store roman: El ingenioso hidalgo Don Quixote de la Mancha, der udkom januar 1605.
Hans sære ridder, nærmest bedrøvelig af skikkelse, drager ud på sin radmagre Rosinante, en karikatur af en hest, for at kæmpe med alverdens troldskab og værne sin hjertes udkårne Dulcinea. Han slås med vejrmøller og befrier galejslaver, der går løs på ham selv: en virkelig inkarnation af en tåbelig ridder.
Som modsætning har han den mere reelle, tykmavede og praktiske folkelige mand Sancho Panza på sit æsel. Men hvilken plebejer! Kun troskabet mod Don Quixote kaster et forsonende lys over ham. Mens Hildagoen selv, den gale ridder, der skal forhånes, bliver idealets mand, højbåren, offervillig, ædel, i al sin forrykthed.
Romanens mange barokke situationer og dens underfundige humor med en vis distance til tingene kan stadig appellere til læsere 400 år efter udgivelsen.


På dansk er Don Quixote udkommet flere gange, den mest kendte er i Charlotte Dorothea Biehls oversættelse fra 1700-tallet. Hendes oversættelse er optrykt flere gange siden og kan stadig fås antikvarisk. Biehl har ligeledes oversat en række af Cervantes noveller under fællestitlen: Lærerige fortællinger. De udkom i 1781 og er ikke udsendt siden. Desuden er den lille fortælling Rinconete og Cortadillo oversat af Vagn Hansen og udsendt i Gyldendals Kulturbibliotek, 1988. I år 2000 udkom Don Quixote hos både Rosinante (oversat af Iben Hasselbach) og hos Centrum (oversat af rigmor Kappel Schmidt).

 

Mere eventyrlig end eventyret
– den bedrøvelige historie om Cervantes


Romanen Don Quixote fra 1700-tallet af Miguel de Cervantes er af de norske bogklubber netop blevet udnævnt til verdens bedste roman. Avisen havde inddraget prominente dommere fra 50 lande, heriblandt Salman Rushdie og sidste års modtager af Nobelprisen, V.S. Naipul.
Cervantes roman vandt med et komfortabelt flertal. Andenpladsen, der gik til Madame Bovary af Flaubert fik således 50% mindre stemmer.
Martin Elmer fortæller her i foredrags-formens punktvise nedslag historien om manden bag verdens bedste roman. Det viser sig at Cervantes liv var endnu mere eventyrligt end det, han beskrev i sin roman om den legendariske vindmølle-ridder.


Midt i Spanien ligger højsletten La Mancha, hvor man her og der stadig kan støde på de århundrede gamle vejrmøller, som den høje, tynde ridder Don Quixote de Mancha i sin egen fantasi tog for at være drabelige kæmper.

Nogle kilometer derfra går en mindre vej tværs gennem landet til den udødelige by El Toboso, hjemsted for Don Quixotes Dulciena (elskede). Hendes virkelig navn skal have været Ana Zarco de Morales.

I ca. 1922 besluttede borgmesteren i El Toboso, som var stolt af at kunne føre sin slægt tilbage til Don Quixotes elskede, at grundlægge et Cervantes-selskab med tilhørende bibliotek. Han skrev derfor til konger, præsidenter og premierministre over hele verden og bad dem sende et eksemplar af den berømte bog på deres eget sprog.

I dag findes i dette verdensberømte bibliotek eksemplarer af Don Quixote, hvor giveren har indskrevet sit navn, f.eks. Ramsay MacDonald, Hindenburg, Mussolini, Hertugen af Windsor. Og kommer man til El Toboso – nu for stor til at kunne betegnes landsby – kan man i dag ikke se en vinsæk i en venta (kro) eller en vindmølle eller en lille tyk mand eller et æsel eller en bondepige ved en brønd uden at alt dette leder tanken hen på forfatteren til Don Quixote.

Født ved Madrid
Skønt litteraturhistorikere i forskellige århundreder har gransket flittigt i Cervantes liv og levned og særdeles omfattende forfatterskab, har eftertiden ikke noget sikkert billede af denne fantastiske skikkelse i spansk litteratur.

Men man ved, han blev født 1547 i den smukke gamle universitetsby Alcalá de Henares i omegnen af Madrid, som ikke var Spaniens hovedstad på det tidspunkt. Det var Toledo. Han var nummer fire af syv søskende, hvoraf de seks overlevede barndommen.

Familien førte en omskiftelig tilværelse. Faderen ejede ikke stort andet end sit adelsskjold og havde hele livet økonomiske problemer. Af profession var han halvt apoteker, halvt læge. Hans langmodighed med patienternes betalingsevne gjorde det ofte nødvendigt for ham at stifte gæld, og det endte undertiden med et ophold i gældsfænglet.

Til trods for disse diffuse familieforhold lykkedes det Cervantes at få nogen skoleundervisning. De beskedne indtægter han opnåede som tjener og stik-i-rend-dreng for mere velbeslåede studenter, brugte han til at gå i teatret for, og dér lærte han med sine egne ord at "se livet i kunstens spejl".

Cervantes modtog formentlig undervisning i de traditionelle fag hos en sognepræst, der i 1568 blev leder af en kommunal lantinskole i Madrid. På bystyrets opfordring udsendte sognepræsten i 1569 en skrift til minde om den afdøde dronning Elisabeth af Valois. I dette bidrager Cervantes med flere digte.

Dømt for sammenstød
Noget tyder på, at Cervantes også kunne være en ilter person. Man mener, at Don Quixote var identisk med den Miguel de Cervantes, imod hvem der blev udstedt arrestordre nogenlunde samtidig med det føromtalte mindeskrifts udgivelse – han var dømt til højre hånds fortabelse og ti års forvisning for at have såret en Antonio de Sigura i et væbnet sammenstød.

Inden årets udgang befandt Cervantes sig i det mindste i Rom, uden tvivl flygtet for at undgå arrestordren og miste højre hånd. En tid var han tjener hos en italiensk prælat, men snart meldte han sig – som 22-årig – til militærtjeneste hos de spanske tropper i Napoli. Militærlivets strabadser inspirerede ham siden til meget af det, han skrev.

Det var i de år, hvor hele den kristne verden var truet af tyrkerne. Den tyrkiske sultan Selim II havde med brask og bram forkyndt at ville rive korset ned fra Peterskirken i Rom og sætte halvmånen op i stedet, og ingen tog det for at være en tom trussel.

Tyrkerne var så at sige overalt. De stod i Ungarn, fra Grækenland truede de Italien, fra Nordafrika Spanien, og deres sørøvere var en plage i hele Middelhavet. Til imødegåelse af denne kolossale trussel udrustede Filip 2. i 1571 i forbund med pavestaten og Venedig en flåde, som én gang for alle skulle knække tyrkerne.

Cervantes oplevede datidens blodigste søslag, hvorunder 8000 kristne og 25000 tyrkere mistede livet. Cervantes, der i forven var syg af malaria, blev under søslaget ramt af to skud i brystet, og en tredje kugle knuste hans venstre arm. Han kom sig af sårene, opnåede højere sold, men ingen forfremmelse som han havde håbet på.

Så skaffede han sig anbefalinger fra en af sine fjernere foresatte, Don Juan af Østrig, sejrherren fra Lepanto. Med sin broder Rodrigo, der også var kommet til Italien, påbegyndte Cervantes i 1575 hjemrejsen til Spanien. Men ud for den franske kyst blev deres galej kapret af mauriske pirater, og mandskab og passagerer blev taget med som slaver til Algier.

Slap for galej-tjeneste
På grund af den sønderskudte arm slap Cervantes for galejtjeneste. I stedet blev han sørøveren Dali Mami's private slave. Sørøveren fandt i Cervantes' besiddelse den tildige nævnte introduktions-skrivelse fra Don Juan af Østrig til Filip 2. af Spanien. Og han fik den tanke, at hans unge slave måtte være af særdeles fornem byrd. Derfor gav han ham ordre om at skrive til sine slægtninge efter en klækkelig løsesum. Men for de penge, det lykkedes familien at skrabe sammen, kunne de kun lige akkurat løskøbe broderen Rodrigo: Cervantes måtte blive i fangenskab.

Månederne gik. Cervantes så medfanger dø én efter én. Han så mennesker blive pisket og flået levende. I galgerne dinglede ligene af dem, der var blevet pågrebet under flugtforsøg. Og man må sige, at Miguel de Cervantes under disse ufattelige rædsler fremstod som en større helteskikkelse end dem, han senere digtede om. Han støttede og opmuntrede medfangerne og organiserede adskillige heldige flugtforsøg.

Til sidst blev han dog afsløret og dømt til døden. Men da han i disse udlændingeår havde udviklet en modig og stærk karakter, reddede det mirakuløst hans liv. Han påtog sig skylden for alle flugtforsøg. Og det imponerede maurerne så meget, at de skånede ham. For uanset hvor grusomt maurerne behandlede deres slaver, så beundrede og værdsatte de altid tapperhed hos en modstander.

Der skulle gå fem år før Cervantes blev fri. Prisen blev 500 gulddaler.

Startede som forfatter
Tilbage i Spanien igen opdagede Cervantes, hvor let verden glemmer en krigshelt. Der ventede intet embede, som han havde håbet. Han forsøgte at starte en levevej som forfatter og fik også en del fra hånden, en snes skuespil og hyrderomanen La Galatea.

Kritikerne havde dog ikke så høje tanker om Cervantes som dramatiker, som han selv havde, men romanen roste de, selv om den kun blev en beskeden læsersucces. Den indbragte ham ikke flere penge, end han lige akkurat kunne købe et sæt tøj til at blive gift i, samt præstere de 100 dukater, som efter tidens skik og sædvane skulle sættes til side til den udkårne.

Bruden med det imponerende lange navn Calatina de Palacios Salazar y Vozmediano var et udmærket parti for en ung, falleret litterat. Men hun var kun halvt så gammel som han og slet ikke skabt til bohêmelivet blandt Madrids skuespillere og forfattere. Ægteskabet blev en tragedie for dem begge og var i øvrigt barnløst.

Rod i skattereregnskaberne
Efter giftermålet så Cervantes sig om efter et arbejde og blev skatteopkræver et stykke tid. Det mest ildesete embede af alle. Han fik også ansættelse som kommisionær ved den kongelige proviantering med den opgave at indsamle forsyninger til "Den store Armada", som kongen var ved at udruste til at besejre England med.

"Spanien synger allerede sine sejrhymner," skrev Cervantes begejstret og gik igang med at plyndre gårdene og byerne i omegnen af Sevilla for forråd. Men regning var ikke et fag han håndterede ret godt, og da hans regnskaber ikke stod for et nærgående kontroleftersyn, gik der ikke lang tid, før han igen sad bag lås og slå.

Fængselsopholdet modnede imidlertid Cervantes og var medvirkende til at hans navn skulle komme til at lyse i verdenslitteraturen for al eftertid.

Tiden var modnet
I fængslet stiftede han bekendtskab med tyvenes specielle jargon, og han hørte mordernes egne beretninger om deres misgerninger. For Cervantes var disse tragiske skæbner et spejlbillede af det virkelige liv, der – som han vidste af egen erfaring – var grumt og hårdt. Dog undertiden med et forsonende skær af frivol komik over sig. Noget han havde øje for, og som blev nerven i hans talent.

Efter endnu engang at være blevet løsladt, var han parat til at give sig i kast med det, der skulle blive til hans hovedværk: Don Quixote. Hans landsmænd var samtidig parate til at modtage hans måde at se verden på, for i mellemtiden var også de blevet rigere på erfaring. "Den "uovervindelige" spanske armada lå nemlig nu på havets bund. Og med den var alle Spaniens storhedsdrømme drunknet i dybet.

Tiden var med andre ord inde til at lade en sund latter lyde, så det spanske folk kunne glemme dets sårede stolthed. Midt i sin fornedrelse og fattigdom lod den nu 58-årige Cervantes Don Quixote med hans tro tjener Sancho Panza ride ind på verdenslitteraturens arena.

Første del af Don Quixote kommer
Romanen udkom i januar 1605, tyve år efter at Cervantes sidst havde udsendt en bog. Da han havde planlagt en fortsættelse, blev den kaldt første del. Det var ikke noget, der umiddelbart klingede i kassen. Det er sandsynligt at antage ud fra kendskabet til honorarer til andre forfattere på den tid, at forlæggeren kun ydede Cervantes et beløb på mellem 150 og 200 dukater. Det var på denne tid en forholdsvis beskeden sum.

Et bevis på, at Cervanates trods sin berømmelse var dårligt stillet, var at hans søster Magdalene, der hele livet havde bekymret sig meget om sin brors pekuniære problemer, fandt det nødvendigt at gøre en tilføjelse i sit testamente. For at udfri sin bror af pligten til at udrede begravelsesomkostningerne ved hendes død lod hun dem påhvile franciskanerne.

De sidste leveår
I sine sidste leveår modtog han nogen, men ikke synderlig stor hjælp af fornemme velyndere, som på deres egen velvillige måde fortolkede den karakteristik, en af cencorerne fremkom med i forbindelse med udgivelsen af anden del af Don Quixote i slutningen af 1615 til forfatterens fordel: "gammel soldat, adelig og fattig".

I denne anden del begiver den sørgmodige ridder sig atter ud for at øve store bedrifter, men med mindre tro på sig selv end tidligere. Alderen trykker, virkeligheden er mere påtrængende og eventyrets glans ved at tjene det vandrende ridderskab er falmet. Selv om heltens desillusionering tydeligvis afspejler forfatterens egen, ser det dog ud til, at Cervantes bevarede humorens glød og noget af sit næsten aldrig svigtende optimistiske livssyn til at modstå den genstridige virkelighed med.

På sine gamle dage lod Cervantes sig optage i franciskanernes lægbroderorden, men selv om han 23. april 1616 lod sig begrave i dens dragt, kender ingen hans grav mere.

Men også fremover vil billedet blive bevaret af denne åndens rytter, der rider over La Mancha med fældet lanse, parat til at spidde alt, hvad der er kunstlet og forlorent – en høj, tynd og uforglemmelig skikkelse, der i solnedgangen kaster sin skygge over Spanien, over verden og over de svundne århundreder.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]