Hej Anne.

"Samtidsthriller fra den erotiske besættelses overdrev"... Det er meget godt solgt fra forlagets side. Det er over en uge siden, jeg modtog Leonora Christina Skovs bog. Lige da jeg havde fået den ind ad døren, læste jeg de første 2-3 korte kapitler – men de sagde mig så uendelig lidt, at jeg slet ikke har kigget i den siden.

Den virker ikke rigtig overbevisende, vel?

/Ulf

Hej Ulf

Du sætter mig i lidt af et dilemma. Skal jeg svare: "Du har så uendelig ret. Her er tale om en indpakning, der ikke holder, hvad den lover. Gå ud i solen, foråret er for kort til denne bog", eller skal jeg omvendt lokke dig med romanens fortællermæssige pointe, som man altså må gennem hele bogen for at erfare?

/Anne

Hmm.

Ja, det er vel næsten dit valg. Jeg havde håbet på, at du ku' fortælle mig, at så snart jeg kom yderligere et par kapitler ind i den, så ville alting åbne sig og blive meget bedre.

Men det lader ikke til være tilfældet? Min statusrapport er lige nu, at jeg er kommet til side ca. 110 – uden at være blevet i godt humør.

/u

Det ligger mig fjernt at love noget, som den aktuelle roman ikke kan holde, men påtager mig for en kort bemærkning rollen som the good cop. Champagnepigen bruger sex – ikke erotik – til at belyse samtidens magtstrukturer, hhv. medie- og kendisrelationen og relationen mellem Øst og Vest. Prisværdigt initiativ, men mudret udført... og det er så her, the bad cop får ordet...

/Anne

Det var ellers noget af en kortfattet og benhård analyse fra morgenstunden. Problemet med den er bare, at den ikke ligefrem motiverer mig til at genoptage læsningen... Der er ikke meget mere end et par dage til, at bogen udkommer, jeg er endnu ikke helt færdig – eller jo, jeg er jo netop HELT færdig, men desværre mangler jeg stadig en halv bog – og jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg skal komme videre.

Det er lidt som at læse til eksamen: En vidtstrakt odyssé gennem ørknen fyldt med oaselignende overspringshandlinger: Så skal man liige have en kop kaffe. Så skal man da liige tjekke, om der er kommet mail. Så skal man da liige svare på dem. Mon ikke også, at man kunne tisse, hvis man anstrengte sig, mon ikke også der er lidt vasketøj, der skal på plads, mon ikke børnene helst skal hentes lidt tidligt i dag – og vupti, mens jeg skriver dette, er tiden gået igen, og jeg skal ud af døren på en to-dages turné i det jyske. Jeg må hellere tage bogen med. For syns skyld...

Må jeg komme med en midlertidig og mere prosaisk analyse af Champagnepigen: Den er røvkedelig! Hvad skal jeg med en belysning af magtstrukturen mellem medier og kendte? Hvordan skulle dette bare perifert kunne interessere mig? For mig at se lugter det mere af spekulation, end af noget andet: Kendte + medier + sex + lummerhedsfaktor = ... Ja, det ved jeg faktisk ikke – men der er i hvert fald ikke kommet nogen specielt interessant bog ud af det.

Nå, bilen dytter, tomgang er skidt for CO2-udladningen – Jylland here I come.

/Ulf

Hmm, mon ikke bare du skulle lade bogen ligge. Jeg tror, vi begge rammer plet med den samlede karakteristik: "et røvkedeligt forsøg på at sige noget om forholdet mellem magtfulde og afhængige gennem lumre og særdeles uophidsende samlejer og intriger i kendisverdenen".

Og så til det benhårde. Er det ikke dig, der er aldeles benhård i afvisningen af bogens tema? Jeg er fuldstændig enig i, at resultatet er mislykket, men idéen er vel ikke nødvendigvis et mindrebemidlet forsøg på at presse kendiscitronen med lidt lagengymnastik. Mon ikke elskere af den genre holder sig til den rene vare i Se og Hør og Eurowoman?

Hårdt presset og atter iført min absolut mest positive brille kunne den seksualiserede samtidsskildring godt have sagt mig noget, fordi den forsøger at se det store i det små – og nu er jeg altså hypersolidarisk med romanen – og fordi den har et godt tag om kompleksiteten i over/underordningsrelationer i romanens lange kæde af ofre, der bliver bødler for nye ofre, der bliver...

Mit problem er især, at den flimrende personkarakteristik gør det fuldstændig umuligt at engagere sig i disse forvildede personer endsige gide holde bare nogenlunde styr på det vildtvoksende persongalleri. De interesserer mig ikke, derfor interesserer deres barndomstraumer og seksuelle mummespil mig heller ikke, og om et par dage vil jeg næppe kunne referere hverken handling eller idé.

Er spændt på, om Jylland blev et vendepunkt, eller om vi endegyldigt skal sende Champagnepigen videre til læsernes egen dom.

/Anne

Vel hjemme fra Jylland er jeg tæt på at give op. Jo, jo – jeg skal nok læse den færdig. Ikke så meget af interesse som af en bizar pligtfølelse. Og jeg er da også tæt på målet.

Men jeg er bare slet ikke på.

Ok. Lad os iføre os den positive vante og den solidariske brille. Bestemt – der kan da godt komme gode bøger ud af den der med, at vold avler vold, her oversat til overgreb bliver til overgreb eller ofre, der bliver bødler for nye ofre, der bliver... Der er vi enige: Det KUNNE der godt.

Og der kunne også godt blive noget sjovt (ikke nødvendigvis lummersjovt) ud af en seksualiseret samtidsskildring. Måske vil jeg endda selv uden den supersonisk solidariske solbrille sige, at der ligefrem er en pointe i at lave en seksualiseret samtidsskildring.

Men det er bare ikke nok.

Hvorfor skal det pakkes ind i noget kendis-helvede og noget hult ekko fra gucci-overhalingsbanens tomhed, som jeg troede var død og begravet sammen med Easton Ellis' seneste ligkisteroman? Den del af det, og det er altså det, der kaster de længste og mest dræbende skygger, er bare ikke interessant. Læg dertil, at det hele flimrer rundt, og bogen er både hul og underligt postulerende i sin karakterskildringer. Og så er der ikke meget tilbage at grine af.

Jeg tror, vi skal overlade den til læserne – hvem de så måtte blive. Personlig ærgrer jeg mig over, at jeg ikke lige nappede en dosis ramsaltet autencitet fra Henrik List i stedet...

/Ulf