Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 14.4.2008
[Opdateret d. 14.4.2008]

ANMELDELSE
Christian Dalsgaard:
Tolk
Spændingsroman
272 sider
Kr. 299,-
Lindhardt og Ringhof
Udkommet 15. april 2008

 

Af
Tina Charlotte Møller




Omslag til bogen

Christian Dalsgaard
Er født 1964 i Århus. Efter at have afsluttet sin seminarieuddanelse i 1989 flyttede han til København, hvor han er bosat i dag sammen med sin kone og fem børn. Arbejder som lærer.

Har tidligere udgivet romanerne Kom igen til Mandalay [2003] og Leonoravej [2004].



*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Christian Dalsgaards side på Forfatternet – bl.a. mulighed for at sende forfatteren en mail...


 

At oversætte verden

En intelligent spændingsroman om skyld, ansvar og sammenbrud – med samme fortælletempo som de bedste biljagter på film.

ANMELDELSE: Jonasz er født i Polen, men vokset op i Danmark. Til daglig arbejder han som tolk for Københavns Politi. En dag støder han på det lokale møntvaskeri ind i Eigil med det flakkende blik og bibelcitaterne. Og omtrent samtidig indleder han et forhold til Agnieszka, som lever i et voldeligt ægteskab med en polsk mafiaboss.

Da Jonasz bliver indkaldt som tolk i en sag om cigaretsmugling, opstår der pludselig forbindelseslinjer mellem Eigil, Agnieszka og den polske mafia – og i løbet af ganske få døgn forvandles Jonaszs stilfærdige tilværelse til et sandt inferno af vold, mord og religiøst vanvid.

Ude på langsiden spøger en række sidepersoner, heriblandt Jonaszs alkoholiserede mor, den koleriske og sygeligt jaloux politimand Claus Nørregaard, og kioskejeren Mehmet med de varme brune øjne.

Troværdige personer
Begivenhederne fortælles i tilbageblik af Jonasz selv. Undervejs får vi derfor indskud af en mere selvreflekterende og velovervejet Jonasz, end ham, som vi stifter bekendtskab med i den fremadskridende hovedfortælling, hvor de ydre omstændigheder og jeg-fortællerens overilede beslutninger styrer forløbet.

Christian Dalsgaard tegner med sikker hånd sit persongalleri, så hver enkelt karakter fremstår solidt troværdig og med egne individuelle skyggesider. Den eneste undtagelse er hustruen til politimanden Claus Nørregaard, som flere steder fremtræder langt mere overskudsagtig, end man kan forvente af en kvinde i hendes situation (en situation, som ikke skal afsløres her).

Det tilgives dog i den samlede kontekst, hvor ikke mindst Jonasz' personlige sammenbrud, der starter som små krakeleringer i overfladen og munder ud i en nærmest total opløsning, er fortalt med en indlevelse og en nerve, som jeg sjældent har set et sammenbrud skildret med.

Intelligent spænding
Det er blevet til en forrygende og medrivende spændingsroman, hvor fortælletempoet opretholder samme hastighed som den, der mærkes under de bedste biljagter på det store lærred.

Fortællingen om kriminalitet, om skyld, ansvar og ansvarsforflygtigelse, om identitetsdannelse og personlige sammenbrud bærer samme temaer som Camus' legendariske Den fremmede, men her er fortællingen iscenesat som en actionfilm. Værkets overordnede tema er imidlertid snarere kommunikation – den gode og den mangelfulde – og brug og misbrug af samme.

Glem alt om de populære og overfladiske kriminalromaner, som læses af gud og hver mand i disse år. Tolk er intelligent spænding, der vil noget, og som vil det på flere niveauer.

[ t o p ]       [ h j e m ]