Christian Haun Nielsen har fem romaner på samvittigheden. Den seneste kom tidligere i år – en underlig, men velskrevet sag, som ikke sådan uden videre lader sig hælde ned i de sædvanlige genrer…

INTERVIEW: Debut som 25-årig med en stærkt rost roman. Derefter yderligere tre kritikerroste romaner i løbet af de næste bare to år – og det er altså rigtige romaner, vi taler om. Måske ikke verdens længste bøger, men romaner med en facetteret handling, et fuldt udfoldet persongalleri osv.

Herefter fulgte en usædvanlig lang pause (på over et år), inden Christian Haun Nielsen, for det er ham, vi taler om, sendte sin femte roman, Jor, på gaden. Men så ligner den til gengæld heller ikke de andre. For Jor er – ja, hvad er det egentlig for en størrelse? Til Sentura siger Haun:

Væk fra dumheden
– Selv har jeg vist kaldt den lidt af hvert: En "socialrealistisk fantasy-roman", en udviklingsroman eller en roman om børn og forældre, om begær og følelser smeltet sammen med politisk magt, og om at overleve rent fysisk under strenge vilkår. Og så er der jo også det her element med at finde styrke i drømme og forestillinger. Men jeg er vist den sidste, man skal spørge. Det har vist sig, at folk læser den meget forskelligt, og det er fint med mig, så længe de har lyst til at læse den! Lyder det fra Haun, som uddyber:

– Jeg vil jo også helst krybe uden om det her genre-spørgsmål, for i Danmark betragtes fantasy vist mest som børne- og ungdomslitteratur. Jeg kan ikke løbe fra, at det er fantasy, men jeg har gerne villet skrive en bog, der brugte genrens muligheder, uden at give køb på den litterære kvalitet. Det er "fantasy for voksne", hvis man skal give det et åndssvagt navn.

– Jeg havde de her personer, som interesserede mig, og jeg havde en voldsom lyst til at udforske den frihed, som genren også indeholder, og til at komme væk fra den dumhed, som hersker visse steder i "almindelig" fantasy. I sidste ende havde jeg en historie, som nok kunne være fortalt i nutidige rammer, men som ville miste noget ved det.

Muligheder og begrænsninger
Rammerne er i hvert fald alt andet end almindelige: I Jor følger vi en lille gruppe unge i deres opvækst i en lille landsby. Tiden er en anden – måske henlagt til fremtiden, måske til fortiden, måske til et helt andet univers. I hvert fald er der også skabninger og naturlove på spil, som vi slet ikke kender til. Tiden går – vores hovedpersoner bliver efter dramatiske mellemregninger voksne, og kommer til at spille afgørende roller i det, der ender med at være en universel kamp mellem godt og ondt, en kamp, der truer hele verdens eksistens…

Det lyder alt sammen meget kulørt – og det er det også. Men samtidig er der en undertone af alvor og oprigtighed i bogen. Så hvorfor bruge denne usædvanlige ramme om historien?

– Den første og grundlæggende idé fik jeg engang i 1998: Det var en historie eller et indre billede af en kriger, der var på rejse sammen med to børn, sultende og forfulgte, gennem et frossent og hærget landskab. Derefter udviklede romanen sig langsomt, i noter, fantaseren og research. Jeg lavede den her fiktive verden (som ikke er så meget anderledes end vores), fordi historien havde brug for de muligheder og begrænsninger der lå i den ramme.

Ingen hyperproduktivitet
Lige dér studser den opmærksomme læser. Eller burde gøre det: Ved årstallet 1998. For Haun debuterede for kun seks år siden, i 1999. I mellemtiden har han så skrevet yderligere tre romaner, inden han i starten af 2005 sender Jor på gaden. En bog som altså blev påbegyndt i 1998… Hvad er nu dét for en arbejdsrytme?

– Man kan godt få den opfattelse, at jeg er hysterisk produktiv, men det er ikke helt tilfældet. Jeg sidder også og nørkler, og jeg har taget mig af ufaglært arbejde og familien ved siden af. Efter Naut og Et sekunds orkan, som tog et par år hver at skrive, gik jeg i gang med Jor, og den har jeg knoklet med i tre-fire år – ud over redigering. Sideløbende med det arbejde fandt jeg så nogle gamle manuskripter frem fra skufferne, for ligesom at holde gryden i kog. Rock Nekropolis er oprindelig skrevet i 1994 og Reservatet i 1995-96.

– Det var utroligt godt at have dem liggende brak i en fem-seks år, for jeg kunne se alle fejlene, og hvordan det kunne blive bedre bøger. Jeg skrev dem ret hurtigt militærisk igennem, og de blev nye og funklende (efter min egen mening). Men jeg spytter altså ikke romaner ud på samlebånd! De fem romaner er skrevet over en periode på tolv år. Og jeg arbejder kun på ét projekt ad gangen, siger Christian Haun.

Mere psykologi til genren
Hauns første fire bøger er måske nok lidt skæve i det – men så absolut forankret i en genkendelig samtid. Undtagelsesvis befolket med folk fra fortiden – men slet ikke noget i stil med Jor, der markerer et regelret genreskift. Hvad skal der til for at gennemføre et sådan skifte – og så overbevisende? Skal man fx have pløjet et halvt bibliotek bestående af obskure fantasy-titler igennem? Tilsyneladende ikke:

– Jeg har ikke selv læst så voldsomt meget fantasy. I mine unge dage læste jeg Tolkiens Ringenes Herre og Silmarilion adskillige gange, og jeg gravede mig gennem Magaret Weis' og Tracy Hickmans Dragonlance-bøger. De var meget traditionelle, og som voksen læser har jeg forsømt at give mig i kast med nogle af de mere interessante værker, fx Philip Pullmans bøger. Jeg har ikke rigtig haft smagen for det, mest på grund af det lave litterære niveau, der hersker mange steder i genren. Jeg har læst en smule af Clive Barker og Neil Gaiman, som var fremragende, men de bruger moderne omgivelser og personer.

– Men så dukkede denne her idé op, og jeg fik lyst til selv at prøve genren, den helt traditionelle med et fiktivt landskab og samfund osv., og med et lavt teknologisk stade blandet med magi. Historien passede bare til det. Jeg havde måske ambitioner om at forny genren og at gøre den mere psykologisk, men det var historien, der trak sig ind i den verden. Resten må læseren bedømme.

Nu må det være nok
Men hvis Haun ikke læser fantasy i store mængder – hvad læser han så?

– Ja, med hensyn til min egen smag, læser jeg et par bøger om ugen – og meget forskelligt. Jeg er lige blevet færdig med et Philip Roth-trip, og før det var det vist Virginia Woolf. Jeg læser næsten alt det ny danske, og der er faktisk meget godt iblandt. Jeg læser meget amerikansk, og jeg læser genrelitteratur; science fiction og thrillers, dog mest science fiction fra før 1990. Hvis det er godt, læser jeg det! Danmark har også mange fine lyrikere, jeg har gang i Nordbrandt og Klaus Høeck lige nu. Man kan vist sige at jeg læser lidt for meget. Jeg vil til at skære ned. Men det er meget frugtbart, når man selv skriver, at se sig lidt omkring, lyder det fra Christian Haun, inden han slutter interviewet af med en overraskende melding:

– Jeg tror dog ikke, at jeg vil skrive mere nu. Der er en verden derude, som ligger og venter, og jeg føler ikke, at jeg kan skrive en bedre roman end Jor lige foreløbig. Jeg hældte mit hjerteblod i den skide bog, og nu må det være nok!