Jeget i svingdøren

Christina Englund har skrevet en nervepirrende psykologisk thriller. Men der er ikke meget lys at hente i den.

ANMELDELSE: Hvad sker der, når ulykken slår ned? For hovedpersonen Gitte i Christina Englunds roman Dør til et værelse bliver nyheden om, at hendes søn og ægtemand er blevet dræbt i en trafikulykke starten på et mentalt sammenbrud.

Den konflikt, der udløses med ulykken, er dog forberedt i forvejen. Sagen er nemlig, at Gitte er sin mand utro og har fundet på en undskyldning for at være sammen med sin elsker i stedet for med sin familie. Det gør også, at hun ikke befinder sig i bilen da ulykken finder sted.

Psykologisk thriller
For Gitte kommer det til at handle om at placere et ansvar for ulykken og af denne bestræbelse udspringer romanens kompleksitet.

For selvom plottet, der drejer sig om de afgørende begivenheder – utroskab og ulykke – er enkelt, så er spørgsmålet om skyld langt fra sort og hvidt. På samme måde som Gittes utroskab lige så godt kan forstås som fraværet af kærlighed og begær i ægtemandens blik, så er lastbilchaufførens rolle, som den, der kører Gittes familie ned, lige så tvetydig.

Chaufføren er også et offer, selvom Gitte helst vil fremstille ham som en bøddel. Hendes projekt bliver det paradoksale: At få ham til indse en skyld, som han allerede er opmærksom på, han har. Det er imidlertid måden, hvorpå Gitte foretager konfrontationen med chaufføren, der fjerner romanen fra konventionel realisme – for i stedet at gøre den til en nervepirrende psykologisk thriller.

Ustabil fortæller
Dør til et værelse er fortalt af Gitte selv. Det er en fortælling, hvor alle begivenheder ses gennem jegets prisme. Som i Edgar Allen Poes mesternovelle Hjertet, der røbede opstår uhyggen ved, at læseren gradvist indser, fortælleren er sindssyg.

Store dele af fortællingen viser sig at være fortalt fra en lukket afdeling og veninden "Ulla", der terroriserer chaufføren med spionage og et kvælningsforsøg på dennes lille barn viser sig at være en udspaltning af Gitte.

Gittes ustabilitet er med til at forklare romanens struktur, hvor der foretages voldsomme skift i tid og sted: snart er man hjemme i familiens hus, så i et sommerhus, senere hos Gittes far og pludselig befinder man sig midt i en overvågning af chaufføren, hvor en slags rapport fremhævet med maskinskrift minutiøst registrerer alt omkring chaufførens hus. "Forfatteren" til denne rapport viser sig at være Gitte selv.

Umotiveret psykologisk reaktion
En del af romanens spænding består i opdagelsen af fortælleren Gittes skizofreni. Når jeg har valgt at løfte sløret for denne konflikt og dermed forære romanens "overraskelse" væk, så skyldes det, at det er nødvendigt at afsløre for at kunne gøre opmærksom på præmissen for vurderingen af romanen.

På den ene side forsøges der med en realistisk roman, der skal beskrive almene konflikter om skyld og tilgivelse, og på den side har man en psykologisk thriller, der beskriver en indre verden i sammenbrud. Hver for sig ville de to niveauer virke godt, men de fungerer ikke nødvendigvis godt sammen.

Problemet er, at Gittes psykologiske reaktion bliver alt for umotiveret, uklar og alt for lidt overbevisende. Gittes karakter er tegnet godt og hendes lukkede, analyserende tilgang til verden stemmer godt overens med en person, der har svært ved at komme i kontakt med sine følelser. Men derfra og til at udvikle en voldelig skizofren personlighed på baggrund af en affære og en bilulykke er der alligevel et godt stykke vej.

Der savnes en dybere redegørelse for Gittes forhistorie, så man som læser bedre kan forstå, hvorfor hun reagerer, som hun gør.

Privat bekendende
Læseren lærer aldrig hovedpersonen ordentligt at kende, og i stedet får man et forvirret indblik i en person, der gradvis går mere og mere i opløsning. Der er ikke meget lys at hente og slutningen er så trøstesløs, at denne læser blev efterladt med en trist, klam fornemmelse: en rigtig feel bad-roman.

Nu er det jo imidlertid ikke en forfatters opgave at få læseren til at føle sig godt tilpas, og det skal også retfærdigvis siges, at Englund skriver bragende godt og rent kompositorisk er meget virtuos.

Alligevel er Dør til et værelse ikke en roman, som jeg kan anbefale af hjertet. Kendetegnet for stor kunst er altid foreningen af det almene og private, det håbefulde og det trøstesløse. Trods det flotte sprog føles Dør til et værelse alt for klaustrofobisk intim, alt for privat bekendende og stilistisk hjemløs.

Lige som fortælleren selv er romanen en svingdør, der ingen vegne fører hen undtagen ned i det meningsløse mørke.