Og så er der Sambo. Fra han ligger med sin pantersorte hud i mit hvide sengetøj, i mine hvide lagener, ved jeg, at jeg har fat i noget af usædvanlig karakter. Det føles, som om han ånder på en anden måde end de andre. Som om hans vejrtrækning på en måde ikke er dansk.
    Jeg bevæger hovedet lidt tættere hen imod det sorte ansigt, og det undrer mig, at jeg ikke kan dufte eller lugte noget. Så jeg rykker endnu tættere på og ligger til sidst krampagtigt mellem lagenerne og strækker alle muskler i min krop. Fødderne stritter ud over kanten, og min mave er helt stram. Sådan ligger jeg, da han pludselig slår øjnene op. Hans store, sorte pupiller drukner mit udsyn, og det føles, som om han invaderer mig med mørke og dybde. Som om det sorte vokser sig større, udvider sig. De plejer at blive mindre, pupillerne, de plejer at trække sig sammen og blive helt små som ubetydelige prikker. Men hans bliver bare større og større. Jeg kommer i tvivl om, hvad han mener med det der blik. Måske er han bange for at vågne op i en fremmed seng, en fremmeds seng. Måske er han stadig fuld. Måske tænker han slet ikke og skal bare tisse.
    Jeg forestiller mig, at han er min elskede. Som vi ligger der, kan jeg få ham til at minde mig om steder, jeg aldrig har været – sydlandske, varme, støvede og fugtige. Steder, hvor luften er fed af frugt, og duften af vulgært søde blomster tvinger sig vej op gennem næseborene. Steder, hvor nektaren strømmer ned ad murene, og folk hilser ved at lette på deres hatte. Hvor de smiler til mig, som om de i ti-femten år har ventet på, at jeg skulle komme forbi, men alligevel er så benovede over at se mig, at de næsten ikke ved, hvordan de skal hilse eller tale til mig.
    Måske er han sådan en, der kan få mig til at glemme regnvejret udenfor på gaden, få mig til at glemme, at der er flere forskellige slags vaskepulvere, jeg skal tage stilling til, når vi handler. Han kan ringe mig op og med amerikansk accent invitere mig ud flere dage om ugen og få mig til at føle mig nedlagt og forelsket. Morgen, middag, aften og nat kan han tale ind i telefonrøret – sige søde ting med sit store, hvide tandsæt, sit lyserøde tandkød. Det vil være charmerende. Jeg kan se ham som en rigtig mand med velformede overarme. Høre ham udtale mit navn som ingen anden, og når han går i hvidt hørtøj, så kan man ane hans dunkle skind inde bagved. Det tænder mig. Han er neger.
    Inden han når at sige noget eller rejse sig, kommer jeg i tanker om, at det også er en mulighed, at jeg kan foragte ham. Jeg forestiller mig, at han er min lille spøg, en provokation, en joke, et oprør, jeg aldrig fik gennemført tidligere. Som en skriggrøn taske i imiteret pels, der er på mode igen for en meget kort bemærkning. En kitsch-neger. En designerbavian. De vil selvfølgelig vide, at jeg mener det for sjov. Det vil være underforstået blandt dem, der er interesserede i at forstå det.
    Han er sådan en type, der kan virke lidt beskidt, uden at man lige kan sige hvorfor, og selvom han sikkert både går i bad og bruger aftershave. Hans håndflader har ikke samme farve som hans håndryg, og jeg væmmes en lille smule ved ham. Jeg undrer mig over, hvorfor det nu ér, at de ikke har samme farve inden i hænderne som alle andre steder på deres kroppe. De giver ikke umiddelbart mening. De er ikke logiske.
    Jeg laver små eksperimenter med min lille kæreste. Drypper vand på hans hud, når han ikke ser det. Jeg er fascineret af hans salte, hvide overflade, når han har svedt. Tænker på, om vi mon har samme blod, og hvordan det ville se ud, hvis vi blandede det. Som min lille gadegøgler, min spøjse rekvisit, trækker jeg ham rundt til mine forældre og venner. Lilleper med Bodil Kjær. Viser ham frem, mens jeg hiver i hans store tykke basunkinder. Han burde synge i et negerjazzband på fuld tid. Jeg håber, de vil synes, at han er for fræk eller for mørk eller bare alt, alt for uciviliseret. Når de kvæles i kaffen over bulen i hans bukser eller et slangord, han bruger, som man ellers kun har hørt i et amerikansk talkshow, så er min mission nået. Min insisterende tunge tvinger jeg ned i hans hals ude ved carporten, inden vi sætter os ind i hans BMW og suser ned ad villavejen. Mit lange lyse hår kaster jeg til den ene side, mens jeg spænder sikkerhedsselen og vinker til hele den pukkelryggede, inden vi, ebony and ivory, salt and pepper, det moderne svar på "Lady og Vagabonden", forsvinder i horisonten.
    Jeg sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af hans kørekort. Jeg tænker på at spørge, om det er et, han har fået "lavet", men jeg ved, at han vil tage det tungt, hvis det virkelig er ægte. Han er sikkert glad for, at han er kommet til et land, hvor der ikke er så ulideligt varmt, at huden klistrer til nappaen og danner små, emmende svedmønstre af røvbalder og skulderblade.
    Jeg forestiller mig, at han er min ven. I så fald vil han være en perifer af slagsen. Helt ude på Lars Tyndskids marker, så langt ude vil han være. Men han vil alligevel være registreret i min elektroniske telefonbog – under et humoristisk pseudonym. Sambo f.eks.
    Til festerne vil han være inviteret. Jeg inviterer ham sammen med alle mine danske venner. Af respekt for ham vil jeg måske også invitere en mand fra Spanien eller en dame fra Nicaragua. Det lyder så godt. Nicaragua. Det er sådan et navn, man kan udtale uden risiko for, at maden vælter ud af munden, eller at man spilder noget, man lige har drukket. Jeg holder øje med ham, når han konverserer med de andre. For at sikre mig, at han opfører sig pænt, men også for at se til, at de andre behandler ham ordentligt og ikke kommer med racistiske udtalelser, fortalelser eller malplacerede vittigheder. Jeg spørger til, hvordan der er i hans land, og selvom jeg får at vide, hvor det er, han kommer fra, så glemmer jeg det. Det lader jeg ham selvfølgelig ikke vide. I stedet prøver jeg at indkredse det.
    Når han har pænt tøj på, så roser jeg ham for hans pæne skikkelse og gode tøjsmag, og selvom hans tendens til at vælge lidt for lyse farver irriterer mig, så lader jeg ham være. Ræsonnerer mig frem til, at det er noget, han selv skal finde ud af. Jeg siger "ja, tak", når han inviterer mig i Tivoli eller på restaurant, og jeg er stolt af at gå ved siden af ham. Som en foregangskvinde, som en uovertruffen mester i integrationens kunst. Jeg siger hans navn mange gange højt og griner mere, end jeg plejer, for at vise, at det ikke har nogen betydning, at han ikke er dansker. For at vise ham, at afrikansk humor er absolut kompatibel med dansk humor.
    Jeg får ham til at nedfælde et par egnsretter fra sin hjemby, og jeg hænger dem op på mit køleskab, selvom jeg er en smule pinligt berørt over hans barnlige håndskrift. Dog glæder jeg mig over, at han er ret god til at stave.
    Jeg forestiller mig at være hans mor. Det slår mig, hvor lille han ser ud med sine store mørke øjne. Som om de er hele hans person. Som en ubehjælpsom negerdreng, der er helt mutters alene ude i den store ensomme ørken, uden dromedarer eller æsler til hjælp. Uden vand, uden mad, højst en daddelpalme. Lost in the middle of nowhere. I princippet kunne jeg være hans mor. Aldersmæssigt går det ikke op, men derfor kan jeg sagtens se det for mig alligevel. Jeg vil være god ved ham, han er mit lille, mørke barn. Jeg vil have fået andre og hvide børn efterfølgende, men han vil være mit første barn. Mit sorte barn, som vi var så taknemmelige for. Han kom direkte fra et hul af et børnehjem uden elektricitet eller vand. Bygningerne var faldefærdige, og det er utroligt, at der overhovedet er nogen, der kan bo på den måde. Det er helt ufatteligt. Jeg kniber en tåre, hver gang jeg forestiller mig de kår, han levede under, og takker Gud for, at han stadig er i live. Jeg dømmer ikke hans forældre, fordi jeg ved, at sådan er det bare dernede, sådan er vilkårene, og moren var ung og fattig og havde ingen muligheder for at tage sig af ham. Vi har valgt at kalde ham "Anders", selvom det på sin vis kan have sin charme at hedde et eller andet eksotisk.
    Jeg forestiller mig ham som min livstidsfange. Jeg kunne være hans ældre, danske veninde i citationstegn. Han er min voodoomand eller en sheik fra fremmede himmelstrøg. Rig måske, eller i hvert fald med en lækker kulør og bombastiske gloser. Jeg leger, at han er storforbryder, indsat i et amerikansk fængsel – death row – og at han har gjort noget meget, meget slemt, som ingen kan tilgive. Noget, som er så slemt, at vi skal holde det hemmeligt for omverdenen. Noget, som er så slemt, at det knytter os sammen som par på trods af race og kultur. Jeg sender et brev til den ene eller den anden og refererer til menneskerettighedskonventionen og beder dem kigge én gang til på hans sag. Jeg får et rengøringsjob og sparer sammen til en advokat, sender min negermand mange lange breve og lægger billeder ved fra hverdagssituationer hjemme i Danmark.
    Jeg forestiller mig at være hans chef. Og han ved selvfølgelig, i sagens natur, at jeg er hans overordnede, hans boss. Han ved, at han skal gøre sit arbejde ordentligt, ligesom alle mine andre ansatte. Når vi holder medarbejdermøder, skal det være helt klart, at han har lige så megen taletid som alle andre. Han har fået det bedste skrivebord, og i vores profil på hjemmesiden smiler han hvidt og bredt på et lille billede, som man kan forstørre. Han har fået lov at hænge breve og tegninger op, lavet af hans sydlandske familie. Når han møder om morgenen, nikker jeg til ham, for at han skal føle sig hjemme. Jeg klapper ham hårdt på skulderen og siger, at de da vist ikke er helt ringe til at spille fodbold dernede i Tyrkiet, og om han så kampen i går?
    Vi overvejer p.t. en alkoholfri påskefrokost i det grønne og en fortælletirsdag, hvor de, der har et andet oprindelsesland end Danmark, kan fortælle lidt om deres kultur. Hvordan de lever og ser på verden. Jeg har udskrevet et A4-ark med opdaterede regler for, hvad man må kalde dem. For eksempel blev neger på et tidspunkt erstattet af sort. I den periode landede der pludseligt en del femmere i "dummekassen" – en lille papkasse med hul foroven til opbevaring af "strafmønter" for verbale krænkelser af enhver art. Der var femmere for sexistiske vittigheder, dårlig omgangstone og manglende solidaritet generelt.
    Og så er jeg tilbage, hvor jeg ligger med ham ved min side og ser ind i hans store, primitive ansigt. Hans kindben sidder højt, og læberne er pink i midten og nærmest sorte i kanten. I en hurtig bevægelse klemmer han mit hoved imellem sine mørke hænder og presser til, så jeg ligner en vanskabning. "Buuuuh!" brøler han lige ind i mit ansigt og griner stort, mens hans øjenomgivelser krøller sig sammen og dækker de blodsprængte øjenæbler. Jeg har lyst til at kalde ham neger eller bavian.

NB! Novellen står s. 18-24. Opsætningen kan forekomme lidt anderledes end i bogen. © Christina Hagen og Gyldendal.