Publiceret d. 23.9.2008
[Opdateret d. 10.3.2010]
UDDRAG
Christina Hagen:
Sexdronning
Noveller
160 sider
Kr. 179,- (vejl.)
Gyldendal
Udkommet 3. september 2008
[Uddraget bringes med venlig
tilladelse fra forlaget og forfatteren]
Af Christina Hagen
Christina Hagen
Er født 1980, har leveret tekster til forskellige tidsskrifter, uddannet fra Forfatterskolen 2004-2006.
Sexdronning er hendes første bog.
Litteraturen kan gøre os friere
"Jeg håber, læserne får det ud af bogen, at de tænker, at der er nogen, der er mere vanvittige og ondskabsfulde og sexgale end de selv, at de får en eller anden form for "frelse", eller hvad man nu skal sige, ved at læse den. Det er det, jeg selv har haft brug for, og som jeg selv bruger litteratur til."
Citat: Christina Hagen i DR2's Kulturguiden [d. 7. september 2008]
|
*
RELEVANTE
LINKS:
Læs Senturas anmeldelse af Christina Hagens Sexdronning også andre gode links...
Læs nogle overraskende og ærlige svar fra Christina Hagen på nogle spørgsmål fra oestrogen.dk...
Besøg Christina Hagens hjemmeside...
|
|
Novelle fra Christina Hagens Sexdronning [Gyldendal, 2008]:
Sambo
Og så er der Sambo. Fra han ligger med sin pantersorte hud
i mit hvide sengetøj, i mine hvide lagener, ved jeg, at jeg
har fat i noget af usædvanlig karakter. Det føles, som om
han ånder på en anden måde end de andre. Som om hans
vejrtrækning på en måde ikke er dansk.
Jeg bevæger hovedet lidt tættere hen imod det sorte ansigt,
og det undrer mig, at jeg ikke kan dufte eller lugte
noget. Så jeg rykker endnu tættere på og ligger til sidst
krampagtigt mellem lagenerne og strækker alle muskler i
min krop. Fødderne stritter ud over kanten, og min mave er
helt stram. Sådan ligger jeg, da han pludselig slår øjnene op.
Hans store, sorte pupiller drukner mit udsyn, og det føles,
som om han invaderer mig med mørke og dybde. Som om
det sorte vokser sig større, udvider sig. De plejer at blive
mindre, pupillerne, de plejer at trække sig sammen og blive
helt små som ubetydelige prikker. Men hans bliver bare
større og større. Jeg kommer i tvivl om, hvad han mener
med det der blik. Måske er han bange for at vågne op i en
fremmed seng, en fremmeds seng. Måske er han stadig fuld.
Måske tænker han slet ikke og skal bare tisse.
Jeg forestiller mig, at han er min elskede. Som vi ligger
der, kan jeg få ham til at minde mig om steder, jeg aldrig har
været sydlandske, varme, støvede og fugtige. Steder, hvor
luften er fed af frugt, og duften af vulgært søde blomster
tvinger sig vej op gennem næseborene. Steder, hvor nektaren strømmer ned ad murene, og folk hilser ved at lette på
deres hatte. Hvor de smiler til mig, som om de i ti-femten
år har ventet på, at jeg skulle komme forbi, men alligevel er
så benovede over at se mig, at de næsten ikke ved, hvordan
de skal hilse eller tale til mig.
Måske er han sådan en, der kan få mig til at glemme
regnvejret udenfor på gaden, få mig til at glemme, at der er
flere forskellige slags vaskepulvere, jeg skal tage stilling til,
når vi handler. Han kan ringe mig op og med amerikansk
accent invitere mig ud flere dage om ugen og få mig til at
føle mig nedlagt og forelsket. Morgen, middag, aften og
nat kan han tale ind i telefonrøret sige søde ting med sit
store, hvide tandsæt, sit lyserøde tandkød. Det vil være
charmerende. Jeg kan se ham som en rigtig mand med velformede
overarme. Høre ham udtale mit navn som ingen
anden, og når han går i hvidt hørtøj, så kan man ane hans
dunkle skind inde bagved. Det tænder mig. Han er neger.
Inden han når at sige noget eller rejse sig, kommer jeg i
tanker om, at det også er en mulighed, at jeg kan foragte
ham. Jeg forestiller mig, at han er min lille spøg, en provokation,
en joke, et oprør, jeg aldrig fik gennemført tidligere.
Som en skriggrøn taske i imiteret pels, der er på mode igen
for en meget kort bemærkning. En kitsch-neger. En designerbavian.
De vil selvfølgelig vide, at jeg mener det for sjov.
Det vil være underforstået blandt dem, der er interesserede
i at forstå det.
Han er sådan en type, der kan virke lidt beskidt, uden
at man lige kan sige hvorfor, og selvom han sikkert både
går i bad og bruger aftershave. Hans håndflader har ikke
samme farve som hans håndryg, og jeg væmmes en lille
smule ved ham. Jeg undrer mig over, hvorfor det nu ér, at
de ikke har samme farve inden i hænderne som alle andre
steder på deres kroppe. De giver ikke umiddelbart mening.
De er ikke logiske.
Jeg laver små eksperimenter med min lille kæreste. Drypper
vand på hans hud, når han ikke ser det. Jeg er fascineret
af hans salte, hvide overflade, når han har svedt. Tænker
på, om vi mon har samme blod, og hvordan det ville se ud,
hvis vi blandede det. Som min lille gadegøgler, min spøjse
rekvisit, trækker jeg ham rundt til mine forældre og venner.
Lilleper med Bodil Kjær. Viser ham frem, mens jeg hiver i
hans store tykke basunkinder. Han burde synge i et negerjazzband
på fuld tid. Jeg håber, de vil synes, at han er for
fræk eller for mørk eller bare alt, alt for uciviliseret. Når de
kvæles i kaffen over bulen i hans bukser eller et slangord,
han bruger, som man ellers kun har hørt i et amerikansk
talkshow, så er min mission nået. Min insisterende tunge
tvinger jeg ned i hans hals ude ved carporten, inden vi sætter
os ind i hans BMW og suser ned ad villavejen. Mit lange
lyse hår kaster jeg til den ene side, mens jeg spænder sikkerhedsselen
og vinker til hele den pukkelryggede, inden
vi, ebony and ivory, salt and pepper, det moderne svar på
"Lady og Vagabonden", forsvinder i horisonten.
Jeg sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af hans kørekort.
Jeg tænker på at spørge, om det er et, han har fået
"lavet", men jeg ved, at han vil tage det tungt, hvis det
virkelig er ægte. Han er sikkert glad for, at han er kommet
til et land, hvor der ikke er så ulideligt varmt, at huden
klistrer til nappaen og danner små, emmende svedmønstre
af røvbalder og skulderblade.
Jeg forestiller mig, at han er min ven. I så fald vil han være
en perifer af slagsen. Helt ude på Lars Tyndskids marker,
så langt ude vil han være. Men han vil alligevel være registreret
i min elektroniske telefonbog under et humoristisk
pseudonym. Sambo f.eks.
Til festerne vil han være inviteret. Jeg inviterer ham sammen
med alle mine danske venner. Af respekt for ham vil
jeg måske også invitere en mand fra Spanien eller en dame
fra Nicaragua. Det lyder så godt. Nicaragua. Det er sådan et
navn, man kan udtale uden risiko for, at maden vælter ud
af munden, eller at man spilder noget, man lige har drukket.
Jeg holder øje med ham, når han konverserer med de
andre. For at sikre mig, at han opfører sig pænt, men også
for at se til, at de andre behandler ham ordentligt og ikke
kommer med racistiske udtalelser, fortalelser eller malplacerede
vittigheder. Jeg spørger til, hvordan der er i hans land,
og selvom jeg får at vide, hvor det er, han kommer fra, så
glemmer jeg det. Det lader jeg ham selvfølgelig ikke vide.
I stedet prøver jeg at indkredse det.
Når han har pænt tøj på, så roser jeg ham for hans pæne
skikkelse og gode tøjsmag, og selvom hans tendens til at
vælge lidt for lyse farver irriterer mig, så lader jeg ham
være. Ræsonnerer mig frem til, at det er noget, han selv
skal finde ud af. Jeg siger "ja, tak", når han inviterer mig i
Tivoli eller på restaurant, og jeg er stolt af at gå ved siden af
ham. Som en foregangskvinde, som en uovertruffen mester
i integrationens kunst. Jeg siger hans navn mange gange
højt og griner mere, end jeg plejer, for at vise, at det ikke
har nogen betydning, at han ikke er dansker. For at vise
ham, at afrikansk humor er absolut kompatibel med dansk
humor.
Jeg får ham til at nedfælde et par egnsretter fra sin hjemby,
og jeg hænger dem op på mit køleskab, selvom jeg er en
smule pinligt berørt over hans barnlige håndskrift. Dog
glæder jeg mig over, at han er ret god til at stave.
Jeg forestiller mig at være hans mor. Det slår mig, hvor
lille han ser ud med sine store mørke øjne. Som om de er
hele hans person. Som en ubehjælpsom negerdreng, der er
helt mutters alene ude i den store ensomme ørken, uden
dromedarer eller æsler til hjælp. Uden vand, uden mad,
højst en daddelpalme. Lost in the middle of nowhere. I princippet
kunne jeg være hans mor. Aldersmæssigt går det ikke
op, men derfor kan jeg sagtens se det for mig alligevel. Jeg
vil være god ved ham, han er mit lille, mørke barn. Jeg vil
have fået andre og hvide børn efterfølgende, men han vil
være mit første barn. Mit sorte barn, som vi var så taknemmelige
for. Han kom direkte fra et hul af et børnehjem uden
elektricitet eller vand. Bygningerne var faldefærdige, og det
er utroligt, at der overhovedet er nogen, der kan bo på den
måde. Det er helt ufatteligt. Jeg kniber en tåre, hver gang jeg
forestiller mig de kår, han levede under, og takker Gud for,
at han stadig er i live. Jeg dømmer ikke hans forældre, fordi
jeg ved, at sådan er det bare dernede, sådan er vilkårene, og
moren var ung og fattig og havde ingen muligheder for at
tage sig af ham. Vi har valgt at kalde ham "Anders", selvom
det på sin vis kan have sin charme at hedde et eller andet
eksotisk.
Jeg forestiller mig ham som min livstidsfange. Jeg kunne
være hans ældre, danske veninde i citationstegn. Han er
min voodoomand eller en sheik fra fremmede himmelstrøg.
Rig måske, eller i hvert fald med en lækker kulør og bombastiske
gloser. Jeg leger, at han er storforbryder, indsat i et
amerikansk fængsel death row og at han har gjort noget
meget, meget slemt, som ingen kan tilgive. Noget, som er
så slemt, at vi skal holde det hemmeligt for omverdenen.
Noget, som er så slemt, at det knytter os sammen som par
på trods af race og kultur. Jeg sender et brev til den ene
eller den anden og refererer til menneskerettighedskonventionen og beder dem kigge én gang til på hans sag. Jeg får
et rengøringsjob og sparer sammen til en advokat, sender
min negermand mange lange breve og lægger billeder ved
fra hverdagssituationer hjemme i Danmark.
Jeg forestiller mig at være hans chef. Og han ved selvfølgelig,
i sagens natur, at jeg er hans overordnede, hans boss.
Han ved, at han skal gøre sit arbejde ordentligt, ligesom alle
mine andre ansatte. Når vi holder medarbejdermøder, skal
det være helt klart, at han har lige så megen taletid som
alle andre. Han har fået det bedste skrivebord, og i vores
profil på hjemmesiden smiler han hvidt og bredt på et lille
billede, som man kan forstørre. Han har fået lov at hænge
breve og tegninger op, lavet af hans sydlandske familie.
Når han møder om morgenen, nikker jeg til ham, for at han
skal føle sig hjemme. Jeg klapper ham hårdt på skulderen
og siger, at de da vist ikke er helt ringe til at spille fodbold
dernede i Tyrkiet, og om han så kampen i går?
Vi overvejer p.t. en alkoholfri påskefrokost i det grønne og
en fortælletirsdag, hvor de, der har et andet oprindelsesland
end Danmark, kan fortælle lidt om deres kultur. Hvordan
de lever og ser på verden. Jeg har udskrevet et A4-ark med
opdaterede regler for, hvad man må kalde dem. For eksempel
blev neger på et tidspunkt erstattet af sort. I den
periode landede der pludseligt en del femmere i "dummekassen"
en lille papkasse med hul foroven til opbevaring
af "strafmønter" for verbale krænkelser af enhver art. Der
var femmere for sexistiske vittigheder, dårlig omgangstone
og manglende solidaritet generelt.
Og så er jeg tilbage, hvor jeg ligger med ham ved min
side og ser ind i hans store, primitive ansigt. Hans kindben
sidder højt, og læberne er pink i midten og nærmest sorte
i kanten. I en hurtig bevægelse klemmer han mit hoved
imellem sine mørke hænder og presser til, så jeg ligner en
vanskabning. "Buuuuh!" brøler han lige ind i mit ansigt og
griner stort, mens hans øjenomgivelser krøller sig sammen
og dækker de blodsprængte øjenæbler. Jeg har lyst til at
kalde ham neger eller bavian.
NB! Novellen står s. 18-24. Opsætningen kan forekomme lidt anderledes end i bogen. © Christina Hagen og Gyldendal.
[ t o p ] [ h j e m ] |