Fabelagtige noveller som giver lyst til stadigt mere.

ANMELDELSE: Lige fra første side i Camilla and the Horse står det lysende klart, hvorfor Christina Hesselholdt er en af Danmarks bedste forfattere.

Med bogens seks fortællinger skriver hun sig ind i en verden, hvor sproget, billederne og karaktererne danner et underfundigt puslespil af betydning.

En handlingssekvens fra en fortælling dukker overraskende op som et billede i en ny. En biperson det ene sted får sin egen fortælling det andet. Et betydningsfuldt navn fra én fortælling gives videre til en person i den næste.

Sproglig iscenesættelse
Den første fortælling hedder "Vandreturen" og dækker på overfladen over en ret banal kærlighedstematik, hvor et par er ved at glide fra hinanden. Men den sproglige iscenesættelse af temaet er fabelagtig.

Parret er på vandretur og litterær opdagelsesrejse i den engelske romantiks bakkede landskaber, hvor litterære giganter som Wordsworth, Coleridge og Brontë fik deres inspiration. Historien foldes ret fantastisk ud i en dialog med de gamle mestres fortællinger og ikke mindst digtene – som fortælleren undskyldende oversætter til dansk. Men hovedvægten ligger på en flyvemetaforik, som spejler den kvindelige hovedpersons angst for at forlade manden, men samtidigt åbner en ny mulighed.

Kongelig humor
I en anden fortælling møder vi et par, der kalder sig Prince Charles og Camilla. De er dog næppe det celebre par. Til gengæld bruger de en formue på en druktur i en berlinsk stripbar i et helt barokt handlingsforløb, hvor Camilla forsøger at afsætte Prince Charles eller hesten, som hun gavmildt betegner ham, til en rumænsk prostitueret.

Samme par finder vi også i sengen på et lurvet hotel i Lissabon den skæbnesvangre 11. september 2001. De går dog glip af dagen, da de ikke er så stærke til portugisisk. Et bizart tvist af påstanden om, at alle kan huske, præcis hvad de lavede den dag.

Her viser Hesselholdt også sin humor. Nok gik Camilla glip af dagen, men når hun tager cykelhjelm på er det for at beskytte hovedet mod ting, der falder ned, og hun lider ligeledes af en for hende selv uforklarlig kredsen om døden. Det er i sandhed kongelig humor.

Mange syn på virkeligheden
Hesselholdt leger veloplagt med fortællerpositionerne.

De første fem historier deles mellem en lille håndfuld jeg-fortællere, men indenfor den enkelte fortælling kan synsvinklen sagtens skifte i mellem dem. Det minder læseren om, at virkeligheden har mange perspektiver.

I sidste del overtager en fortællerstemme, der viser, at det ikke kun er den engelske romantik, Hesselholdt har orienteret sig i:

"De havde haft maler. Sofaen var blevet ombetrukket, og hunden havde fået forbud mod at sove i den, men den steg derop i dølgsmål om natten, og når den hørte dem vågne, steg den ned igen, de knirkende fjedre røbede den og bumset det gav, når den landede på gulvet. Og fordi den var så snedig blev den tilgivet."

Det her er sprog i klasse med H.C. Andersen. Og der er i øvrigt flere underfundige nik til nationaldigteren undervejs.

Man får lyst til mere
Kvaliteten falder på intet tidspunkt, selvom temaerne er velkendte. Lykkelig og ulykkelig kærlighed. Magtforhold i familien. At slippe ud af fortidens skygger. Det er sproget, billederne og sansen for de overraskende gentagelser, som gør det.

Camilla and the Horse er en af den slags bøger, som på overfladen virker som en lille bagatel, men ordene i den vokser, længe efter man har lagt den fra sig. Og man får lyst til mere. Man kan roligt sætte pengene på Camilla and the Horse. Den kommer sikkert i mål.