|
|
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
| M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k |
|
Publiceret d. 24.11.2008 [Opdateret d. 14.4.2009]
UDDRAG [Uddraget bringes med venlig tilladelse fra forlaget og forfatteren]
Af
* RELEVANTE LINKS:
|
Novelle fra Camilla Hesselholdts Camilla and the Horse [Rosinante, 2008]:
Camilla og Charles [Camilla]Charles og jeg tilhører den minoritet, som med cirka et døgns forsinkelse opdagede, hvad der var sket d. 11. september. Det skyldtes en blanding af sprogbarriere, genopblusset forelskelse og almindelig distraktion. Vi var i Lissabon og boede på det mest lurvede hotel, man kan forestille sig. Gangene, hvis løbere var fugtgennemtrukne og øjensynlig anbragt for at skjule manglende gulvbrædder, var fulde af skrammel, som aldrig var kommet videre; udtjent møblement hobede sig op, senge sovet til døde, stole siddet ihjel, borde med tommelfingerformede fordybninger efter melankolikere, der gik og måske tænkte i ring, rundt om bordet og rundt igen. Uden for vores dør stod en gammel skrivemaskine. Når man slog en tast ned, blev bogstavets spinkle metalben hængende i luften, halvvejs mellem farvebåndet og de andre bogstaver (blomsterengen af oldgamle bogstaver), som om det ville sige: Nej, alene gør jeg det ikke. Hvem kan sige sig fri for en svaghed for skrivemaskiner? Hver gang jeg kom hjem, hver gang jeg skulle ud, slog jeg en tast ned. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Ligesom en, der ser et klaver og må spille. Erindring ankommer, I kender perronen: før jeg endnu havde skrevet et ord, endsige et digt, jeg var nok nitten, slæbte jeg min 7,5 kilo tunge skrivemaskine med mig på en togrejse med mange skift til Rom, Firenze, Venedig, uden på noget tidspunkt at få skrevet et ord, men det opvejedes fuldstændig af, at en ung amerikanerinde sagde til mig, at hun godt forstod, jeg slæbte rundt på det tunge bæst, "for hvad er en forfatter uden sin skrivemaskine," sagde hun. Og så var jeg solgt. Erindring afblæst. Den efterlader en behagelig kriblen, men også en fad smag i munden, fordi det aldrig blev til ret meget. Jeg har det ligesom tasten, dinglende mellem himmel og jord: Nej, alene gør jeg det ikke. Men jeg kan stadig godt lide skrivemaskiner. Og jeg kan godt lide at læse Charles' madanmeldelser og foreslå en ændring hist og her. Anmelderens anmelder, det er mig. Det var ikke kun erindringen om amerikanerindens udsagn, der fik det til at krible i mig. Firenze, nytårsaften, for et kvart århundrede siden, hun havde langt sort hår og en rød duffelcoat på, ligesom Paddington, og det var muligvis derfor jeg tænkte på hende som en lille bjørn, jeg har aldrig kunnet stå for den slags knapper// i den slags frakker, af træ og aflange, knappes på tværs. Tilbage til Lissabon. Vores hotelværelse var skjoldet af fugt, ligesom resten af hotellet. Når jeg satte stikket til min hårtørrer i kontakten, kunne jeg tænde og slukke lyset i værelset på min hårtørrer, derimod kunne jeg ikke få den til at blæse. Og så var der et spejl, hvori man akkurat kunne skimte sig selv og hinanden – nøgne og favnende hinanden optrådte vi, Charles og Camilla, behørigt forskønnet, næsten kun konturer, et sted langt inde i spejlets rustne nat, imens (eftersom vi hele tiden gjorde det, har vi nok også gjort det imens) flyvemaskinerne fløj ind i tårnene. Bagefter, sultne af al den kærlighed, forlod vi værelset, jeg slog som altid en tangent ned, måske den dag 'd' for disaster, og gik med armene om hinanden, sultne og lykkelige hen ad den farlige gang og ned ad den farlige trappe, elevatoren var simpelthen for farlig, selv for lykkeriddere som os. Nede i receptionen dukkede en af de indiske ejere op fra sit rum under trappen og sagde noget til Charles og trak ham i ærmet. Han lod sig trække med ind i rummet. Og jeg fulgte med som det tynde øl. Han var øjensynlig vældig ophidset over noget i fjernsynet. Jeg kunne se en masse røg og regnede med, at det var en skovbrand. "Nej, vi gider ikke se film nu," sagde Charles venligt, for han er altid venlig, og trak sit ærme til sig. "Det er ikke en film," sagde jeg, "jeg tror, hans hjemlands skove brænder." "Årh," sagde Charles og bøjede sig frem og strøg inderen over kinden, "det skal nok blive godt altsammen." Inderen forstod ingenting. Til sidst lod han os med et skuldertræk gå. Og uden at vide det gik vi ud i en forandret verden. Men det gør man selvfølgelig hele tiden. Jeg vil nødig overvurdere begivenhedens betydning; der er sket så meget andet ondt før og siden, og samfundene havde måske lukket sig om os alligevel. Og vi havde måske lukket os om os selv af ængstelse alligevel. Tårnenes sammenstyrtning var måske bare en anledning. Det mener, for eksempel, Charles. Desværre er jeg ikke i stand til at præstere en selvstændig, en original politisk analyse; jeg er ikke skolet til det; så jeg støtter mig til og gentager, hvad jeg har hørt og læst. Godt, jeg har min avis. Godt, jeg har iek. Og ikke mindst, godt, jeg har Charles. Og også godt, jeg har Alwilda. Hun er skrap. En dag, jeg kom cyklende, blev jeg stoppet af en journalist, som spurgte mig, om han måtte have lov at spørge mig, hvorfor jeg brugte cykelhjelm. Kunne der være ret mange svar på det spørgsmål? Men for at overraske ham, sagde jeg, at det var, fordi jeg var bange for, at der skulle falde noget ned i hovedet på mig. "Oppefra?" spurgte han. "Oppefra," gentog jeg. "Jeg tilhører en nation af forsigtigpetere, vi er blevet bange for alt." "Kan du ikke nøjes med at tale for dig selv," sagde han. "Jo," svarede jeg, "det vil jeg også helst. Og længe før d. 11 gav jeg mig til at frygte det værste. Altid. Det eneste, jeg ikke er bange for, er salmonella. Jeg spiser rå æg med dødsforagt." "Hører og skriver dødsforagt," sagde han, "men vi skal ikke tale om æg. Selv om et æg, der lander på køkkengulvet og et hoved, der lander på asfalten, selvfølgelig kan sammenlignes." Og så fik han travlt, for han havde fået den ide, at hans lille indslag om cykelhjelme kunne indledes med et billede i slowmotion af et æg, der smadredes mod en hård flade. Hvor han løb. Så ingen skulle stjæle hans gode ide. Så lad os tale om blomster, siger jeg nu (journalisten er væk). Jeg sidder netop foran en buket næsten sortrøde gladiolus hjemme i vores stue og tænker på, hvordan det ville være at vandre ind i sådan en fløjlstragt. Tro nu ikke, det handler om det kvindelige køn, giv agt, for det handler igen om døden. Vandre ind i sådan en tragt af fløjl, dreje hovedet og se den lukke sig bag en. Være omringet, lukket inde, blive kvalt i liflig duft, mod bløde vægge, og måtte dø blomsterdøden. Men hvor kommer den fra, spørger jeg mig selv, og det sker også, Alwilda spørger mig, og Charles, denne kredsen om døden. Længe var jeg dem svar skyldig. Jeg trak på skulderen og vendte ansigtet bort og besluttede i fremtiden at holde døden for mig selv. Som om den var mit problem alene, mit og kun mit. Derfor var jeg glad, da jeg en dag hos V. S. Naipaul i Ankomstens gåde fandt et muligt svar. Jeg lærte stykket udenad, og næste gang Alwilda spurgte mig, svarede jeg: "At se muligheden, ja, visheden om undergang allerede i selve skabelsesøjeblikket: sådan var mit temperament. Den sindstilstand havde jeg fået bibragt som barn i Trinidad, til dels som følge af familiens forhold: de halvvejs forfaldne eller medtagne huse, vi boede i, vore mange flytninger, den almindelige utryghed ..." "Trinidad," sagde Alwilda vantro, "vi boede da hele tiden i Roskilde, og der var simpelthen så pænt hjemme hos jer, ikke spor forfaldent." "Utrygheden," sagde jeg dystert, "utrygheden, der blev flyttet en del rundt på møblerne, jeg blev længe ad gangen sat på græs hos slægtninge, der var megen sygdom, der blev brat vendt op og ned på mit liv, mennesker ankom og afgik." "Ja, barndommen er en sump," sagde Alwilda, "man hænger fast. Hver eneste dag gentager jeg blindt, hvad andre har sagt til mig. Hvem taler nu gennem mig? spørger jeg mig selv, er det lille mor eller lille farfar, hvem var det nu spindelvæv på kosten gjorde fuldstændig syg, hvem var det, der brølede det til mig, når jeg havde fejet de høje lofter for spind og glemt at rense kosten, og der sad noget på børsterne, som lignede en formuldet grød. Og nu er det mig. Jeg er ligeglad med, hvordan kosten ser ud. Men et brøl forlader mig. Når Daniel ikke har renset den efter sig." "Er det ikke lidt mageligt at falde tilbage på tanken om, at man bliver talt igennem? Skal man ikke tage ansvar for, hva' man siger?" "Men når der nu bliver talt igennem en. Først har jeg lagt – ja, hvad har jeg lagt – person til, at min farfar har brølet ad mig. Og så, når der brøles igennem mig, skal jeg også tage ansvar for det." "I det mindste får du fornøjelsen af at brøle det til Daniel." "Som senere igen vil brøle det til en ny person, der vil brøle det ..." |
Læs Senturas