I længden bliver Silhuet af en synder lumsk kedelig, selvom dens gotiske univers er ret helstøbt.

ANMELDELSE: Mørket har sænket sig. Vinder hyler. Sneen isolerer fra omverden. Grene slår mod ruden. Det elektriske lys kommer og går efter forgodtbefindende. Og overalt på det kolde, mørke og forladte gods Liljenholm hersker besynderlige og ildevarslende lyde. Der er sindssyge selvmordere og rygter om genfærd. Der er dobbeltgængere og voldelige overgreb…

Leonora Christina Skov har begået en gotisk roman med alt, hvad der hører til.

I Silhuet af en synder følger vi i bedste gotiske stemning og litterær kompositionsform afsløringen af de forfærdelige familiehemmeligheder, som godset Liljenholm gemmer på. Det sker i flere forskellige tidslinjer, der konstant krydses i bogens komposition.

Bogens hovedhandling er sat til 1941, hvor den primære fortæller Agnes sammen med godsets arving Nella opsøger godset for at få det solgt. Men først vil de klarlægge familiens hemmeligheder.

Den lesbiske Marlowe
Agnes er en interessant type. Hun er åbenlyst lesbisk og lidt af en cross-dresser. Således vandrer hun rundt i herretøj i det meste af fortællingen. En slags kvindelig Sam Spade eller Phillip Marlowe, tænker man umiddelbart – og der var jo egentlig også en hel del gotik over de hårdkogte noir-kriminalhistorier. Men der hører ligheden faktisk op, for i det meste af bogen sidder hun blot bag et bord og skriver.

Bag sig har Agnes en halvskummel og kriminel baggrund og et familietraume – hun er vokset op på et børnehjem uden at kende til sine forældre. Men af grunde, der først set i fortællingen går op for læseren, har hun en helt særlig motivation for at undersøge, hvad der går for sig på Liljenholm.

Her krydses fortællingen så af andre tidslinjer. Bl.a. nogle oplevelser i 1936, hvor Agnes og Nella møder hinanden på godset, da Nellas mor, den skrækromantiske forfatter Antonia von Liljenholm, ligger for døden.

Samtidigt bevæger historien sig ved hjælp af dagbøger, breve og forskellige andre former for beretninger tilbage i tiden, hvor familiens historie og hemmeligheder afdækkes ganske langsomt. Og det er ikke så få ting, som familien gemmer på.

Da fortællingen indledes har en mystisk forfatterinde faktisk allerede udgivet en konspirationsteori i romanform omkring de vanvittige og morderiske liljenholmere. Men ingen konspirationsteori er faktisk vanvittig nok i forhold til, hvad der virkelig er sket. Der er ikke så få skeletter i skabene på godset.

Ferm konstruktion
Bogens største styrke er Leonora Christina Skovs fantastiske overblik, der lader de utallige linjer i fortællingen krydse hinanden i et tilsyneladende uoverskueligt væv. Men alligevel samles linjerne til sidst. Konstant tilbageholdes oplysninger, og fortællerne (for der er mange fortællerstemmer i bogen) afbryder sig selv og skyder andre fortællinger ind. Det er meget fermt konstrueret.

Men det er paradoksalt nok også bogens væsentlige svaghed. Det bliver simpelthen for kedeligt i længden. Så når det kommer til stykket, og alle afsløringerne foldes ud, så sidder man tilbage med følelsen: Var det ikke andet? Trods det, at afsløringerne er frygtelige.

Samtidigt lægger man bogen til side med det indtryk, at alt er forklaret. Så der er ikke noget, der kan give en hovedbrud bagefter. Men på den måde lægger Leonora Christina Skov sig sådan set godt i sporet af de oprindelige gotiske fortællinger, som lige så ofte endte med at få alle spøgelserne hængt grundigt til tørre. Og så er det, at det fortrængte ofte virker uskadeligt i forhold til dets indpakning.

Skruet ned for effekterne
Dertil kommer, at Silhuet af en synder næppe kan siges at rumme særligt meget af den skrækvirkning, som dens gotiske forbilleder havde. Det er trods alt begrænset, hvor mange sider at gyset kan fastholdes over knirkende gulve og grene mod ruderne. Der sker faktisk også det besynderlige ca. halvvejs i bogen, at Skov skruer ned for effekterne og lader fortællingen køre videre uden.

Og det er da også vanskeligt at forestille sig, hvordan moderne mennesker, der er vant til daglige tv-billeder af vold, død og krig, for slet ikke at nævne Hollywoods mest udspekulerede og vanvittige skrækeffekter, kan skræmmes af, at HFI-relæet på et gammel gods snart kunne trænge til en udskiftning.

Den største synd i Silhuet af en synder er faktisk, at det på lange stræk er en ret kedelig bog. Og det er faktisk det mest skræmmende ved oplevelsen. Men godt konstrueret og indledningsvis stemningsfuld, det må man give den.