INTERVIEW
med Claus Ankersen om poesiens mundtlige formidling

INTERVIEW: En af de mest aktive hjemlige repræsentanter for oplæsningsscenen hedder Claus Ankersen. Han har bl.a. arrangeret en lang række faste ugentlige oplæsningsaftener og været initiativtager til dannelsen af den første interesseforening for danske scenekunstnere.
    Vi satte ham stævne for at høre nærmere om, hvad man kan bruge en litteratur "uden evergreens" til:

Hvilke muligheder har det talte ord i forhold til den skriftlige formidling – er der fx nogle former for litteratur, som ikke egner sig til oplæsning?

– Man kan vel sige, at i det talte ord, erstattes læserens egen indre stemme med en ydre, fortolket version, som tit i nutidig spoken-word er skaberens egen. På den måde tilsættes altså et ekstra lag, som helst skulle gå ind og gøre oplevelsen fyldigere og mere flerstemmig.

– På den anden side er der den hage ved levende litteratur, at det orale ofte opfattes som fælleseje – noget kollektivt uden afsender. Når en traditionel digter fx bruger to år på at sidde og arbejde med poesi i lønkammeret og derefter udgiver det på skrift, er der ingen som helst tvivl om copyright på hverken påfuglefjer, vendinger eller sprogfornyelse.

– Men når en scenekunstforfatter afleverer sit materiale, som tit er upubliceret i traditionel forstand – fordi det publiceres i nuet, fx over scenekanten eller gennem radiobølgerne – opfattes værket ofte ubevidst som frit tilgængelig, kollektiv ejendom uden afsender. Det glider direkte ind i sproget uden at forfatteren bliver krediteret for sin kreativitet.

Konstant nyproduktion
– Scenekunstformen kræver ikke sjældent en langt mere intensiv og koncentreret nyproduktion end i traditionel litteratur. Der er meget få "greatest hits" eller evergreens i den mundtlige formidling. Og både publikum og performere lever højt på en stadig strøm af nyt materiale, som hele tiden forholder sig kreativt til sin omverden.

– Hvis man skal være lidt fræk, kan man måske spekulere på, om det kunne være grunden til, at en del af de mere etablerede forfattere er lidt knappe med deres scenekunstoptræden og med at afprøve nyt materiale for publikum. For har man ikke har en stor kreativ mølle kørende i baghovedet, er det måske heller ikke så god en idé... Sagt med et glimt i øjet.

Lige ind i rygmarven
– Der er også selve aspektet med optræden. Her befinder man sig som scenekunstforfatter i et sted mellem at være forfatter og skuespiller – er både er skabende og udøvende kunstner på en gang. På det område er der sket en enorm udvikling igennem de seneste tre-fire år.

– I mine øjne er performerne generelt blevet både meget dygtigere forfattere, mere levende fortolkere, mere stramme i udtrykket – og langt bedre til at spille på hele det spektrum af virkemidler, man kan benytte på scenen i øjeblikkets litterære scenekunst.

– På scenen kan man spille litteraturen lige ind i rygmarven på tilhøreren, der oplever ordet direkte fra hestens egen mund. Her får man kontant respons på sit materiale og en del konstruktive tilbagemeldinger, man som "lønkammer-skribent" nok sjældnere er forundt.

– Oplever man, at en tilhører virkelig føler sig rørt af materialet, og kommer med en spontan tilbagemelding efter showet, er det alle anstrengelserne værd. Så har man gjort det godt som kunstner, synes jeg.

Bøger stimulerer fantasien
Selvom Claus Ankersen er åbenlyst fascineret af scenekunstlitteraturen og det talte ord, understreger han også bøgernes eget potentiale. Spoken-word er slet ikke ensbetydende med en kritik af bøger eller det skrevne ord i al almindelighed:

– Det skrevne ord har, naturligvis, også sine styrker. Hvor litteraturen i performance bliver prægnant og tung af oplevelse, ja dér stimulerer bogen den indre fantasi på en helt særegen måde. Personligt har jeg altid været noget af en bogorm og har altid elsket bøger. Men har også vægtet de "seriøse" og de mere "trivielle" litterære genre nogenlunde ens: Sartre i den ene hånd og science fiction i den anden!

– Måske er det også et træk, som går igen i scenekunstlitteratur: Man kan fordybe sig og samtidigt føle sig underholdt, men det vil jeg lade være op til andre at vurdere...

Den smalle poesi
Du har tidligere gjort opmærksom på det, du kalder for "ismalsætningen" af dansk litteratur. Hvad vil det sige?

– Dansk litteratur – og specielt dansk poesi – har gennem de sidste mange år, aktivt iscenesat sig som en helt særlig kunst. En dybt seriøs genre, som er svært begribelig. Og i det hele taget er der skabt en kultur omkring lyrik og litteratur som noget særligt svært tilgængeligt, der bliver leveret af særligt udvalgte kunstnere til særligt begavede læsere. Med andre ord skrevet for de kloge – af de endnu klogere.

– Både kunstnere, anmeldere, redaktører og publikum har alle været med til at skabe et billede af digtning som tung, tør og berøvet for selvironi. Oplæsninger skulle foregå i absolut andagt, uden mindste betoning og i et monotont, nærmest drævende tempo – formodentlig med det formål for øje ikke at lede tilskuerens betydningsdannelse for meget på vej.

– Ordet skulle altså udfolde sig "neutralt" og fx klap og latter har i den traditionelle oplæsning derfor næsten været set som sabotage af litteraturen selv. Det er dét, jeg mener med "ismalsættelsen".

Lyrik til folket
Ankersen tager lyrikken seriøst, men slår også et slag for, at seriøs digtning ikke nødvendigvis går hånd i hånd med det elitære og selvhøjtidelige. Han opfordrer de danske forlæggere til at få øjnene op og turde publicere og markedsføre "lyrik til folket":

– Jeg kan ikke se, hvorfor det åndfulde ikke kan være underholdende også. Ikke at det absolut skal være det – der er jo mange typer underholdning, og ikke alle er lige udbytterige.

– Jeg ser heller intet naturgivent i, at lyrikken skal forbeholdes et mindretal. Havde den danske forlagsstand lidt rygrad, ville de vove bundlinien og publicere "lyrik til folket". De kunne fx markedsføre det som bestsellerstof. Og lur mig om ikke, man på et tiår eller to kunne få lyrikken ind i danskernes bevidsthed som noget folkeligt igen – som noget helt nødvendigt for selvforståelsen. I al fald som et stimulerende element i hverdagens forbrug af kunst.

Ikke stort stampublikum
Kan man ikke sige, at når man igen og igen optræder for de samme mennesker på de samme scener i København også selv dyrker det smalle – bare på en anden måde?

– Jeg er dybt uenig i din forestilling om det samme publikum. Jeg har optrådt for en uendelighed af folk over hele landet og synes absolut ikke, man møder det samme publikum. Om det så er museumsgæster på Trapholt, unge på Roskilde-festival eller biblioteksgængere i Århus – uanset hvad – så er der hovedsageligt tale om forskellige sammensætninger af folk.

– I løbet af de 14 aftener med Wicked Wednesday, jeg arrangerede i det foregående år, har gengangerne stort set kunnet tælles på en hånd. Det var aldrig de samme, som kom... Og det kan selvfølgelig så altid diskuteres, om det er et godt eller et dårligt tegn.

– Altså, selvfølgelig har den levende litteratur også sit stampublikum, sine blå kulturbybadges og sine hattedamer. Helt som museerne har deres stamgæster, teatrene deres abonniner og gallerierne deres faste indbudte. Det synes jeg heller ikke gør noget. Men alt i alt er der ikke noget stort stampublikum til den levende litteratur, der som sagt også ofte appellerer mere til det ikke-traditionelt litteraturinteresserede publikum.

Misundelse og brødnid
– Jeg er i øvrigt på det rene med, at en mindre klike af forfattere har ondt over, at performancepoeterne er synligere og måske når et større publikum – uden at være udgivet på de kommercielle forlag. Uden dette blåstempel – som tilmed er økonomisk tvivlsomt med tanke på, hvor smalt et publikum, de henvender sig til – ses man som scenekunstforfatter ikke som "rigtig" nok til at lege med på det selvudnævnte litterære parnas.

– I det hele taget vil jeg påstå, at den uforholdsmæssige store grad af brødnid, store armbevægelser og små ånder i endnu mindre sko, er en uklædelig del af både undergrunds-scenen og parnasset. Noget, som klart trækker ned i den samlede bedømmelse i forhold til de andre spændende, kreative verdener, man kan boltre sig i.

Vigtigt at eksperimentere
Udover at have arrangeret oplæsninger i København er du jo også selv udøvende poet og performer. Hvad opnår du selv i mødet med dit publikum?

– I det direkte møde med publikum, prøver man sig selv af og sætter både sit værk og sig selv på spil. Og det i en ganske anden grad, end når den eneste berøring med modtagerne af ens produkt er redaktørens bemærkninger eller anmelderes betragtninger – og så den uendelige stilhed der ofte følger efter.

– Jeg læser ikke op for klapsalvens skyld og konkurrerer dybest set kun med mig selv – som jeg også i parentes bemærket altid dømmer relativt strengt. For når undersøgelsesfeltet dybest set er den menneskelige eksistens, forholdet mellem verden og os, tror jeg, det er vigtig kontinuerligt at eksperimentere.

– Hvis man er generøs og modig nok til at sætte sig og sit materiale på spil i fortolkning overfor et publikum, får man også det bedste fra begge verdener: Litteraturens fordybelse og skabergerning på den ene side. Teaterets direkte kontakt og intensitet på den anden. Det er bare at gå i gang, bogorme!