INTERVIEW: Hvorfor har du udgivet din digtsamling i en plastikpose og uden sidenummer? Ville en traditionel, hæftet bog ikke kunne have gjort det?

– Fordi jeg spekulerer i, at jorden bliver oversvømmet. I en lukket pose vil papirerne forblive knastørre. Det er noget, jeg tænker meget over. Hvordan noget kan overleve. Hvordan jeg sikrer min udødelighed...

– Det står lyslevende for mig: Klokken er lidt over 12. Vi skriver 2167. Måske er det en doven søndag. Havde der ikke været vand over hele jordkloden, ville der have været 37,2 grader i skyggen. Og det er NU, det sker. Det er NU, Kaptajnen på rumfartøj 703 BEI får øje på det: noget der vugger blidt frem og tilbage i bølgernes favn. Og ja, Kaptajnen er ikke i tvivl... Det er en bunke papirer i en minigrip pose... Abonnent i dørmåtteland! Og det er selvfølgelig en sensation. Altså at finde et dokument fra en uddød civilisation på en planet, som ingen troede, nogensinde havde været beboet.

– Og jeg er ikke i tvivl om, at i den sammenhæng kan bogen ikke få andet end kultstatus! Måske tror de fremmede væsner, at det er et helligt skrift på linje med Biblen eller Nostradamus' forudsigelser. Og hvad vil de ikke få ud af en sætning som "vi holder om hinanden som våde viskestykker". Ja, hvad kan det ikke blive til!

– En anden forklaring på plastikposen er, at jeg vil betone, at hvert papir i sig selv er et selvstændigt udsagn, der ikke nødvendigvis refererer til en overordnet idé, som jeg på forhånd har bestemt, skal åbenbare sig for læseren. Digtsamlingen er en brugsgenstand, som man kan samle og sammensætte, som man lyster. De digte, man synes er spild af papir, kan man jo lave papirsflyvere af – så gør papiret da i det mindste lidt nytte, og der er en chance for, at læseren ikke føler, at han har spildt kr. 110,- på en digtsamling, der i fremtiden vil stå i reolen og samle støv.

De obligatoriske afslag
Du har oprettet dit eget forlag Dada-invest, hvor du selv står for udgivelsen. Hvorfor?

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er af den opfattelse, at et digt skal have form som en flødebolle

»... et digt skal have form som en flødebolle med kokos...«

med kokos, og ordene skal jodle over papiret med livrem og seler. Denne praksis falder selvfølgelig ikke ind i de etableredes forlags udgivelsespraksis... Derfor har Abonnent i dørmåtteland også indkasseret et par – i alt 4 obligatoriske! – afslag.

– Men det er jo ikke noget problem. Nærmere en fordel. For så er man er undergrund og avantgardeagtig og ingen kan beskylde én for at have designet ens udsagn for at maksimere profitten og falde i alles smag. Man er fri og kan gøre, hvad man vil, når man vil, og selv indkassere hele profitten. Endvidere er forlaget hovedsagligt etableret, fordi jeg godt vil have en platform, hvor jeg løbende kan udgive mine små tegneseriebøger – som jeg ikke kan forestille mig, at nogle forlag vil binde an med.

– Spørgsmålet er, om det at etablere sit eget forlag ikke nærmest er det eneste at gøre, hvis det man laver, har lidt for meget kant, eller tager sig underlig ud i forhold til den normgivende konsensus. Det er jo også den retning, man ser inden for musikbranchen.

Hylder en John Wayne-poesi
Øøøh, kan du uddybe dét med, at digtet "skal have form som en flødebolle med kokos"?

– Det er en ironisk kommentar til al den poesi, der mener, at et digt skal være som en torso, der leder efter et hoved og et par arme, og som aldrig render rundt med en dryppert i underbukserne, der er større end et knappenålshoved. Den type poesi er jeg i opposition til! Jeg hylder en John Wayne-poesi – eller cowboypoesi om man vil – altså en poesi, hvor ordene har skægstubbe og rider en blødende solnedgang i møde. En poesi, hvor dét at have jern på, vil sige, at man har trukket sin seksløber, for man er en mand, der holder ord og holder aftalen med byens lokale bedemand: en luder og en flaske Jack Daniels for en mand med hul i hjertet.

– Poesiens problem er, at den insisterer på kun at bestå af ord! Derved har poesien i teorien mistet sin rolle, som et medie der afdækker ny erkendelse – og i den dur. Altså den har mistet sin position som avantgarde. Poesien har endnu ikke

» Poesien har endnu ikke opdaget, at verden har forandret sig...«

opdaget, at verden har forandret sig – og det gælder i øvrigt også inden for andre kunstformer. Den måde, som det moderne menneske kommunikerer og aflæser kommunikation på, er uhyre kompleks. Alle mulige udtryk blandes, billeder, tekst og lyd. Og det siger sig selv, at en kunstform, der kun insisterer på at afdække ét element, ikke siger noget væsentligt, om den tid vi lever i, fordi den som udtryksform reelt set befinder sig på et lavere kommunikativt stadie end omgivelserne – på samme måde som fx stumfilm overfor talefilm.

– Jamen, sproget kan noget i sig selv, vil man selvfølgelig insistere. Ja-ja, det kan det da – det er bare ikke interessant, hvad det kan, fordi man kan så meget andet spændende ved at blande og udforske samspillet mellem de forskellige medier. Poesiens problem er ganske enkelt, at den ikke længere er nysgerrig. Den har mistet sin lyst til at eksperimentere, og når den endelig eksperimenterer, bliver den inden for eksperimentets grænser: altså den traditionelle definition på poesi, som hævder, at et digt består af ord! Dette er selvfølgelig et udsagn, som jeg ikke selv lever helt op til – hvad Abonnent i dørmåtteland jo også vidner om. Det er jeg bevidst om, så det er lige så meget mig selv, jeg bøvser i hovedet. Jeg siger hermed også, at jeg ser poesi mere som en tilstand, end som en form – hvad det så præcis vil sige...

– Faktisk læser jeg ikke særlig meget. Og slet ikke lyrik, som jeg synes er alt for kedelig og gammeldags. Jeg vil sige – som Sylvester Stallone ville sige, hvis han blev spurgt om, det var i orden, at der blev lavet en Barbieudgave af ham: "Hvorfor må jeg ikke tørre røv i groft sandpapir, min tunge er jo ikke et stykke stegt bacon – vel?" Der er dog visse lyrikere, jeg sætter ret stor pris på – som fx Eske K. Mathiesen, Peter Laugesen, Fernando Pessoa. Og så en masse andre.

Digteren er ikke intimmassør
Ok, du er jo ikke den første lyriker, der udtrykker skepsis overfor ordene. Men har dine egne eksperimenter så bragt dig nye erkendelser?

– Indrømmet: Jeg vil ikke være alene med sproget. Sproget gør mig mørkeræd. Men jeg vil godt korrigere mit foregående svar. Det er forkert at bruge ordet erkendelse. Det drejer sig i stedet grundlæggende om at finde nye måder at beskrive

» Jeg vil ikke være alene med sproget. Sproget gør mig mørkeræd...«

verden på, og på hvordan det er at eksistere i denne verden, som det er min holdning, at al kunst, inkl. poesi, skal beskæftige sig med. Set fra det perspektiv anstrenger Abonnent i dørmåtteland sig for at skabe en ny optik. Det sker ikke i de enkelte digte eller tegninger, men i sammenstillingen af digtene og tegningerne, hvor digtene bliver udtryk for et jegs bevidsthed, mens tegningerne bliver "rekvisitter", fra den virkelighed jeget lever i. Jeg har simpelthen tegnet den kulisse, hvori digtene agerer som skuespillere.

– Den manøvre, jeg foretager i Abonnent i dørmåtteland, er reelt den samme, som når ordmænd indgår i sammenhænge med musikere. Her tænker jeg på fx Frodegruppen med Jens Blendstrup, Mindspray med Peter Laugesen, samt Dan Turèll og Halfdan E's udskejelser. Forskellen er måske blot, at det musiske rum taler mere til følelserne og måske er mere associativt, end visuelle rum er. Måske.

Pik, røvhul og onani
Mange af dine digte har en snert af konkretisme og kan minde om tekniske tegninger. I kontrast til den kontrol bruger du "farlige" ord som pik, røvhul og onani...

– "Mere lys" skulle Goethe have sagt på sit dødsleje. Fed replik. Det vil jeg også sige, når enden nærmer sig, men med en lille tilføjelse – "Mere lys, så jeg kan se, om det passer, dét jeg fornemmer, at jeg har en bussemand til at stikke ud af røvhullet...". At være konkret handler jo om at få andre til at se, det man ser. En mere jordnær forklaring er, at jeg er billedkunstner, og derfor er meget optaget af at se.

– Angående det med de mere tekniske opstillinger af ordene, så handler det jo om, at formen visuelt spiller sammen med indholdet. Det med de farlige ord og ord, der ikke er poetiske, er jo en ældgammel diskussion og for mig at se giver diskussionen ikke mening. Hvis et ord har gonorré, kan det kun kureres hvis det bliver behandlet for gonorré.

Skriver i lommelygtens skær
Hvordan arbejder du praktisk med dine digte – er du en spontanskriver?

– Et digt skrives i ét hug – hvorefter jeg bruger oceaner af tid på at stramme op. I ny og næ flytter jeg rundt på noget, men finder som regel ud af, at det kun ødelægger digtet.

» Jeg skriver aldrig noget til. Jeg dur ikke til at konstruere...«

Jeg skriver aldrig noget til. Jeg dur ikke til at konstruere, fordi det så bliver for konstrueret. Og jeg er af princip en stor tilhænger af tilfældighed. Her modsiger jeg mig selv på mange punkter, det ved jeg, men sådan er det i praksis. Min praksis er mobil. Et digt er færdigt, når jeg ikke kan skære flere ord væk.

– Jeg skriver, inden jeg falder i søvn – når lyset er slukket. Jeg har en lommelygte og min skitsebog til at ligge ved siden af sengen. Nogle gange skriver jeg midt om natten, hvis jeg tilfældigvis vågner. Jeg retter om dagen, alle digtene i Abonnent i dørmåtteland er over halvandet år gamle, nogle flere år, ni af dem har været udgivet i enten Hvedekorn eller Øverste Kirurgiske. I andre perioder skriver jeg overhovedet ikke digte. Men jeg er alligevel altid på arbejde med sproget – fx i mine tegneserier.

 
Digte og tegninger fra Abonnent i dørmåtteland

4.

5.

6.

NB! Klik på billederne for at se i stort format.