ANMELDELSE
The Man Who Wasn't There
Instruktør: Joel Coen
Manus: Joel Coen, Ethan Coen
Med danske undertekster
USA, 2001
116 min.

Efter den skæve, musikalske crazy-komedie O Brother, Where Art Thou (2000) er Coen-brødrene tilbage i topform med film noir-pastichen The Man Who Wasn't There (2001). Det er et klassisk trekantsdrama om begær, bedrag, forbrydelse og straf, men som sædvanlig vender the Coens op og ned på konventionerne, og den dystre krimi-intrige bliver til sort komedie. Det er mesterlig og elegant "anti-noir".

Handlingen udspiller sig i sommeren 1949 i en lille by i det nordlige Californien. Her lever vores helt, den reserverede frisør Ed Crane (Billy Bob Thornton), et stille og begivenhedsløst liv med sin kone Doris (Frances McDormand). Ed er en middelmådig mand uden de store ambitioner. Han er tydeligvis utilfreds med sin tilværelse og har ikke tænkt sig at arbejde i den lokale barbershop resten af sine dage, men problemet er bare, at han ikke ved, hvad han ellers skal lave.

Så han tramper tålmodigt videre i livets trædemølle, mens han venter på en vej ud af det endeløst monotone morads, han er fanget i. Og en dag sker det utrolige! Ed får en enestående chance for at score kassen og går straks i gang med at udtænke en skummel plan. Planen går dog mildest talt i vasken, og langsomt vikles han ind i en tragisk intrige, der får fatale konsekvenser for alle involverede.

Anti-noir
Brødrene Coens film er kendt for deres gennemførte æstetik, skæve humor, utallige referencer og groteske personnager, og The Man Who Wasn't There er ingen undtagelse. På overfladen fremstår filmen som en hyldest til 1940'ernes klassiske film noir værker, men der spilles så kraftigt på genrens virkemidler, at man fristes til at kalde filmen en "anti-noir". Alle klichéer får en tur i vridemaskinen, og det er meget, meget morsomt uden nogen sinde at blive plat og letkøbt satire. The Coens mestrer til det yderste den elegant underspillede humor.

Anti-helte og femme fatales
Men mens de klassiske film noirs typisk er dystre krimier, som udspiller sig i storbyens golde underverden, handler The Man Who Wasn't There om almindelige middelklasseamerikanere fanget i dagligdagens klaustrofobiske rutine.

Vores helt Ed Crane har ikke meget tilfælles med den hårdkogte kvindeforfører, vi kender fra værker som John Hustons Ridderfalken (1941) og Carol Reeds'Den tredje mand (1949). Han ejer ikke skyggen af maskulin handlekraft, og kvindetække har han tilsyneladende heller ikke. Da han finder ud af, at hans kone har en affære, er hans eneste kommentar: "It's a free country". Sådan taler en sand anti-helt!

Men hvor patetisk Ed end måtte være, er der alligevel noget over ham, som fænger og vækker sympati. Man fornemmer, at der bag hans garvede stenansigt skjuler sig en mand af format – en passioneret drømmer, som blot skal vækkes fra sin tornerosesøvn. Det skyldes ikke mindst Billy Bob Thorntons eminente præstation. The Man Who Wasn't There er hans første film med Coen-brødrene, men det er forhåbentlig ikke den sidste.

Frances McDormand yder ligeledes en pragtpræstation i rollen som Eds kone Doris. Det er ikke nogen stor rolle, men den er vigtig, for det er hende, der som filmens svar på en femme fatale lokker vores helt i fordærv.

Doris er dog ikke nogen klassisk femme fatale. Hun er en sprælsk dame med hang til fest og farver, bingo og sladderblade, og det hænder, at hun får sig en lille én. Og ofte én for meget. Hendes sprudlende karakter står i skærende kontrast til Eds mutte gemyt, og det kommer derfor næppe bag på nogen (heller ikke Ed!), da det afsløres, at hun har en affære med sin chef, den joviale Big Dave (James Gandolfini).

The Man Who Wasn't There Frances McDormands sjette film med Coen-brødrene. Sidst vi så hende var helt tilbage i 1996, hvor hun vandt en Oscar som bedste kvindelige hovedrolle i morddramaet Fargo. Og det er alt, alt for længe siden. Vi har savnet hende!

Gyldne Palmer
Med The Man Who Wasn't There manifesterer the Coens sig endnu engang som independent-filmens ukronede konger. De formår som få andre at appellere til både det kræsne og det brede publikum med deres dybt originale og ofte absurde film. Deres unikke sans for æstetik, den skæve humor og eminente stilistiske flirten med filmiske og litterære genrer er flere gange blevet belønnet med Palmer, Oscars, Golden Globes og alskens kritikerpriser.

Og i 2001 kom turen til The Man Who Wasn't There. Filmen vandt de Gyldne Palmer for bedste instruktion, men men denne gang måtte Joel Coen dog dele æren med David Lynch, der fik prisen for Mulholland Drive.