Er den sydafrikanske forfatter J.M. Coetzee's Ungdomsår mon en roman eller en erindringsbog?

"Kun han er tilbage til at tænke. Hvordan skal han beholde dem alle sammen i hovedet, alle bøgerne, alle menneskene, alle historierne? Og hvis ikke han kan huske dem, hvem vil så?" Sådan slutter Drengeår, den sydafrikanske forfatter J. M. Coetzee's erindringsbog fra 1997. Drengeår er et eksemplarisk udtryk for den mistro til den selvbiografiske form, som Coetzee selv har formuleret på denne måde:

"Men er der nogen sandhed i facts? Man fortæller sin livshistorie ved at vælge fra et væld af minder og i den proces vil der være udeladelser. At undlade at sige at man torturerede fluer som barn er, logisk set, i lige så høj grad et brud på den faktiske sandhed som at sige man torturerede fluer, når man ikke gjorde det. At sige at selvbiografien – eller historien – er sand så længe den ikke lyver, er at påberåbe sig en temmelig meningsløs forestilling om sandheden."

Selvom mange af de faktuelle ting er sande i betydningen "har fundet sted", vælger Coetzee at bruge de virkemidler, som vi normalt forbinder med fiktion. Drengeår er skrevet i tredje person historisk præsens. Coetzee omtaler sig selv i 3. person og slipper dermed elegant uden om det skær af retrospektion som ellers er en klar konvention i den selvbiografiske genre. Drengens perspektiv bliver bestemmende for hele bogens forløb og det giver Coetzee mulighed for at give stoffet en "form, der er gennemsigtig nok til at reflektere lyset fra vores liv, men også har samme faste, rolige distance som et kunstværk" som Virginia Woolf har sagt i forbindelse med sine dagbøger.

Coetzee vil for en hver pris undgå det element af biografisme som hænger ved mange forfatteres biografier – en fodnote til de fiktive værker. Drengeår og den netop udkomne Ungdomsår insisterer på at være værker i deres egen ret – kald dem selvbiografier eller romaner.

At ty til omskrivninger
Spørgsmålet om den realistiske repræsentationsforms krise bliver i forbindelse med J.M. Coetzee særlig interessant, når man betænker, at han en stor del af sit liv som forfatter har levet under Sydafrikas undertrykkende regime. Et samfund der systematisk undertrykte sine modstandere og gav dem mundkurv på. Når tingene ikke kan siges direkte, tyr kunstnerne ofte til omskrivninger.

Coetzee's tidlige romaner var således forbilledlige politiske allegorier om magtmisbrug, imperialisme, vold og undertrykkelse. Den modsatte reaktion, at producere realistiske repræsentationer af samfundet, er kommet stærkt til udtryk hos Nadine Gordimer, en anden af Sydafrikas verdenskendte forfattere.

Coetzee indtog tidligt den modsatte position, den postmodernistiske kunne man sige, hvor ikke blot den politiske undertrykkelse er et væsentligt emne, men udsigelsen – måden hvorpå man kan skrive om disse ting – er et vigtigt tema i sig selv. Kan man som hvid forfatter tale de sortes sag uden at få de hvides historiske medansvar og skyld med i billedet? Det drejer sig ikke kun om selvbiografiens og historieskrivningens sandhedsværdi, men også om en tvivlende tilgang til en egentlig revision af historien, som heller ikke kan forlade sig på gengivelsen af facts, hvor man ved udvælgelsen af disse ikke kan undgå at udelade andre og ligeså vigtige.

I et essay trykt i The New York Times, "Into The Dark Chamber: The Novelist and South Africa" funderer Coetzee over forfatterens situation under de totalitære staters evige kontrol. Hans udgangspunkt er, at tortur synes at have udøvet en særlig fascination på en del sydafrikanske forfattere, ham selv inklusive. Ifølge Coetzee forholder det sig sådan, fordi torturkammeret kan anvendes som en metafor for forholdet mellem bøddel og offer og fordi staten, ved at søge at skjule sandheden om torturudøvelse, skaber forudsætningerne for at romanforfatterne kan forestille sig torturkammeret som en repræsentation af relationerne mellem de herskende og de undertrykte.

Som læser af Coetzee's bøger bliver det virkelig interessant, da han til sidst opsummerer sine iagttagelser i følgende lille poetik: "Den virkelige udfordring består i ikke at spille spillet på statens betingelser, men i stedet etablerer sin egen autoritet og forestille sig (imagine) død og tortur på ens egne betingelser."

Forfatteren opgave består ifølge denne tankegang ikke i at skabe minutiøse realistiske beskrivelser af de historiske og politiske forhold, da det vil give, om ikke et usandt, så dog et ufuldstændigt billede af samfundet og historien. Gennem skriftens mulighed for omskrivninger åbnes der op for en personlig fortolkning af historien og de politiske forhold, der vil rumme en sandhed.

Frygten for nederlaget
Ungdomsår er et bud på, hvordan de komplekse tematiske og fortællermæssige strukturer, som Coetzee har kredset om i romaner som Vanære, Foe og Historien om Michael K kan realiseres i den selvbiografiske form. Det historiske, politiske og personlige væves til et tæt sammenhængende mønster og fremstår som en personlig vision af stor kraft.

Fra en formel betragtning ligner Ungdomsår en roman, der benytter samme fortællerforhold som Drengeår. Det er karakteristisk for Coetzee, at denne bog lanceres som fiktion, selvom den udelukkende baserer sig på selvbiografisk stof. Helst var han sikkert fri for at genrebestemme den. Hvor Drengeår var en roman forklædt som selvbiografi, er Ungdomsår en selvbiografi forklædt som roman.

Flyttet på eget værelse
Hovedpersonen i Ungdomsår er let genkendelig som den ældre udgave af drengen fra Drengeår. I mellemtiden er han blevet 19 år og forsøger at frigøre sig fra sin svage, nu alkoholiserede, far og sin dominerende mor. Han er flyttet på eget værelse, læser matematik og litteratur på universitetet i Cape Town, ernærer sig ved diverse studenterjob og drømmer om at blive forfatter. For at undslippe militæret og på grund af desillusion over forholdene i Sydafrika, flygter han til London, imperiets hovedstad, hvor mangt et ungt menneske fra de tidligere kolonier er kommet for at prøve kræfter med tilværelsen.

I London møder John, som hovedpersonen hedder, modgang og skuffes i sine bestræbelser på at møde kærligheden. Naivt og komisk forestiller han sig, at hvis han blev en stor kunstner ville han også møde den store romantiske kærligheden. Som Henry Miller, Hemingway og Picasso. Men de affærer han har med kvinder er fulde af kompromiser og forbliver uforløste.

Til sidst sætter Coetzee selv fingeren på sin egen ungdommelige lidelseshistorie og mangel på succes – han er bange: "Det der er galt med ham, er at han ikke er parat til nederlag."

Rig på allusioner
Sideløbende med jobbet som programmør arbejder John på at blive forfatter. Ungdomsår er rig på allusioner, medens John arbejder sig gennem de kunstneriske forbilleder: Eliot, James og ikke mindst Ezra Pound. Disse litterære helte formåede alle at løsrive sig fra den kultur, de oprindelig var rundet af og blive en del af den engelske moderkultur. For en ung mand fra de tidligere kolonier med en blandet sproglig og kulturel bagage er det vanskeligere at tilpasse sig og John skildres ofte som en fremmed, der i isolation kæmper for at blive en del af en kultur, der i sidste ende ikke uden videre vil vide af ham.

Mod bogens slutning lykkes det for John at finde de to former for litteratur, som sætter ham i stand til at etablere sin egen autoritet. Den ene er historikeren Burchell og hans to bind om Sydafrikas historie. Den anden vigtige indflydelse er Samuel Becketts romaner, der dukker op som en åbenbaring for den unge John mod historiens slutning. Med udgangspunkt i disse to egentlig modsætningsfyldte former for litteratur, historieskrivningen og den eksperimenterende, sorte absurdisme hos Beckett, må man formode, at John er klar til at udvikle sin egen form for stileksperimenterende historieskrivning. Coetzee's romaner bære vidnesbyrd om dette.

Poetisk sandhed
Med Ungdomsår lever Coetzee op til de krav, han selv stiller til selvbiografien. Med fiktive virkemidler forholder han sig med klædelig distance til sandhedsbegrebet som det implicit forstås i den mere traditionelle erindringslitteratur samtidig med, at han med stor autoritet gennemskriver sine kernetemaer om det historiske, individet og det politiske.

Ungdomsår kan læses som en roman, men den giver mest mening som en fortsættelse af Drengeår og som en fortsat diskussion af den faktuelle løgn og den poetiske sandhed. Det er vanskeligt at forestille sig, at ikke også Ungdomsår bliver fulgt op af endnu et selvbiografisk bind: Jeg glæder mig allerede.