To bøger tager fat på København på hver deres måde. Debutanten Kaspar Colling Nielsen i en sær samling fortællinger – og nordmanden Lars Saabye Christensen i en lille poetisk erindringsbog.

ANMELDELSE: Kaspar Colling Nielsens skønlitterære debut, Mount København, er en af de mærkeligste skabninger i dansk litteratur i lang tid.

Ordet skabninger er valgt med omhu, for Mount København er fyldt med mærkelige skabninger.

Vender de tilvante forestillinger
I fortællingen om Pelikanen gennemgår en mand et stort antal operationer, der efterhånden forvandler ham til en fugl. Han får amputeret sine ben og hofter, huden bliver efterfølgende brugt til vinger. Man læser med en blanding skræk og fascination, men det er skrevet nøgternt, næsten som en reportage, som giver historien en paradoksal troværdighed.

I Tennismesteren køber og afliver en aldrende tennisspiller 11 katte, for at fabrikere en perfekt tennisketsjer af deres tarme. Eller hvad siger man til en magnetisk mand, der går rundt med skeer i nakken og ender med at blive ét med et kasseapparat fra Brugsen? Eller en mand der lever i en kompostbunke. Den mærkeligste skabning er dog titlens bjerg, som er omdrejningspunkt for bogens 17 fortællinger.

Såvel bjerget som hver af fortællingerne har med menneskelig stræben og udholdenhed at gøre, og det i en grad så alle love, ikke mindst naturlovene, bliver vendt på hovedet eller overvundet.

Bjerget er i sig selv en fuldstændig omvending af tilvante forestillinger om København og vort land. På Avedøre Holme har den danske stat i løbet af en periode på 200 år opført et 3500 meter højt bjerg. De ændringer i klima, geografi, kultur og samfundsforhold, som bjerget fører med sig er radikale. I Danmark har vi fået floder, evig sne og storslået og vild natur som aldrig før.

Et billede på sociale klasser
Allerede bogens titel røber, at vi også har med en samfundsbeskrivelse at gøre, for nok så fremmed tanken om et bjerg lige uden for København, lige så genkendelig er i virkeligheden det demokratiske/sociale eksperiment, som bjerget er et billede på.

Afgørende er det derfor, at det er den danske stat, der har ladet bjerget bygge, og på den kan Kaspar Colling Nielsen beskrive et samfund med sociale klasser, ulighed og friværdi, nøjagtig som vi kender det i den normale danske leverpostejsfarvede dagligdag.

Efterhånden som læsningen skrider frem, bliver man fortrolig med den groteske og absurde virkelighed, som Kaspar Colling Nielsen har fantaseret frem, for der er når det kommer til stykket lige dele Mount og København i bogen.

Undervejs er der også passager, som simpelthen forekommer at være for langt ude og som, i hvert fald for denne læser, får et ufrivilligt komisk skær over sig. Eksempelvis den afsluttende fortælling om den magnetiske mands kamp mod den danske hær, luftvåbenet og efterretningstjenesten, der ender som ren farce og actionkomedie – måske er det meningen?

Stilen er med mange korte hovedsætninger uden antydningen af lyrik eller sproglig billeddannelse, men en tør, beskrivende prosa, der nok skal til for at sandsynliggøre det fantasifulde univers.

Erindringens by
I Lars Saabye Christensens lille, nydelige erindringsbog, Mit danske album, spiller København også en vigtig rolle.

Her er det dog et helt andet København, der møder læsere – nemlig et fortidigt, nu for længst glemt. København i 60'erne, hvor den danske nordmand, Lars Saabye Christensen første gang kom rejsende fra Norge og København i 20'erne og 30'erne, hvor Saabyes far voksede op i byen.

Således starter bogen med Lars’ fødsel i 1951 og slutter med Mogens Hjort Christensens død i 2010. I tid omspænder bogen derfor næsten et helt århundrede og 1½ livsforløb.

Forskellige udtryksformer
I den indledende tekst står der: ”selv kan jeg desværre ikke huske noget af dette, og er/det ikke urimeligt at man aldrig får chancen for at huske noget fra de to største begivenheder/i sit eget liv, nemlig den første og den sidste/jeg fortæller bare det jeg har hørt/og som jeg værsgo må stole på.”

Alt det, som man kan huske noget fra, kan derimod registreres og fortolkes i tekst, fotografi og de to tekstformer spiller sammen i bogen, hvor fotografier fra den private samling optræder side om side med Lars Saabyes lyriske erindringer og Mogens Hjort Christensens erindringsskitser.

De forskellige udtryksformer danner en mosaik og bliver på én gang en hyldest til København som det var og et minde over den nyligt døde far.

Efter den indledende og indrammende prolog foldes denne afgørende refleksion ud: ”hukommelse er et hus/erindring en by……./for byen er flygtig, forbigående og utro/den skifter ham så snart du vender dig”.

Så er læseren advaret og vi er tvunget til at forholde os til en efterhånden ganske fortærsket problematik: forholdet mellem erindring og virkelighed, kan vi stole på vores erindringer og er al erindringskunst i virkeligheden ikke fiktion i en lidt anden forklædning og omvendt?

Fabulering og dokumentation
Saabyes lille bog lever dog i og af sin hybridform, i modstillingen af den poetiske fabulering, den fotografiske fiksering og den prosaiske dokumenteren. Realisme og mytologisering er ikke hinandens modsætninger i Saabyes univers, men tværtimod forudsætninger – for uden trangen til erkendelse gennem fantasien ville virkeligheden ikke kunne gøres levende for os.

Bogen er lidt som det sepiafarvede fotografi af Lars Saabye og storebror på Rådhuspladsen i København på omslaget af bogen. Det smager af svundne tider og slår en vemodig stemning an, hvilket er på sin plads i en bog om erindringens uhåndgribelige væsen, tidens ubønhørlige gang og den uundgåelige død.