Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

SAMTALE
med Lázaro Covadlo


Af
Rubén Palma

 


Rubén Palma, der her for første gang introducerer et dansk publikum for Covadlo, er dansk-chilensk forfatter.
Betegnelsen er fjong med ham: "For det er jo det jeg er", siger han. Palma er født i Chile, 1954, men ankom til Danmark i 1974 og startede i fin stil med at vinde en kronikkonkurrence i Politiken i 86'.

I 1990 debuterede han som skønlitterær forfatter med Brevet til Danmark (Forlaget Hjulet.) Siden har han skrevet fortællingerne Møder med Danmark (Forlaget Hjulet, 1993), herudover, skuespil og børnebøger, klummer mm. Han er også ivrig debattør – ikke mindst om det danske sprog. Nyligt er novellerne Fra Lufthavn til Lufthavn udkommet (Hovedland, 2001). Læs mere på www.rubenpalma.dk

"Da jeg vandt Politikens kronikkonkurrence i 1985, tænkte jeg; Gud, jeg må ha' talent og sans for det, jeg må være god til det her, måske ikke fantastisk, men så galt er det heller ikke. Samtidig følte jeg, at det var en misforståelse. Jeg kom så hovedkulds ind i det og havde en fornemmelse af at have begivet mig ind på et område, som ikke var mit. Det var som at spille fodbold i sin fritid og så pludselig blive sat på landsholdet."
(Citat fra Annette Skov Rasmussen: Himlen er min hat, CDR-Forlag, 1993)
            /jhm
 

Det bedste frem i fortællingen

– en samtale med den argentinske fortæller Lázaro Covadlo

Efter mange års skriveri på dansk ville den dansk-chilenske forfatter Rubén Palma gerne have indblik i den nyere tids litteratur på sit modersmål. Han fandt undervejs frem til en spændende argentiner, der også havde noget at sige om Karen Blixen.

Det spanske sprogs skrivekunst oplevede i tresserne og halvfjerdserne en glansperiode med det såkaldte "latinamerikanske boom", som var medvirkende til at forny verdens litteratur. Siden har der været forholdsvis stille.

Ind i mellem er der dog stadig enkelte latinamerikanske forfattere, som gør sig bemærket i USA, og på disse kanter og her er bestselleren Isabel Allende utvivlsomt den mest kendte. Men ingen har siden nydt den samme skoledannende status som boomets mest betydningsfulde navne: García Marquez, Vargas Llosa, Rulfo, Donoso, Cortazar, etc.

For nogle måneder siden stillede jeg imidlertid mig selv disse spørgsmål: Hvad sker der i den spanske litterære verden lige nu? Hvem skriver, og hvad bliver der skrevet?


Arvtagerne til boomet
Ved at undersøge spanske medier over længere tid kunne jeg konstatere, at enkelte spanske kritikere har fundet frem til forfattere, som skulle være en slags arvtagere af det "latinamerikanske boom".
Disse er uruguayaneren Raúl Piglia, chileneren Roberto Bolaño og argentineren Lázaro Covadlo. Den første er bosat i USA, de to andre i Spanien. Og så vidt jeg ved, er ingen af dem oversat til dansk.

Jeg gav mig til at hurtiglæse, snuse må jeg hellere sige, i disse tre forfatteres bøger. Endelig besluttede jeg mig til at stifte et nærmere bekendtskab med Lázaro Covadlo, hvis fortællerform faldt mere i hak med mine egne tilbøjeligheder, – påvirkede som de er af mere end et kvartårhundredes ophold i Danmark og, oven i, næsten seksten års kamp med det danske sprog.


Opmuntrende læsning
Covadlo bliver ofte beskrevet som en "kult-forfatter". Og et utal af rosende vendinger er faldet om hans forfatterskab. Nogle af de mest garvede kritikere og kendte forfattere har eksempelvis sagt: "Covadlo´s succes er skrivekunstens succes" eller "Ingen skriver som Covadlo".

Den første af hans bøger, jeg læste, var Agujeros Negros (Sorte Huller), der førte til Animalitos de Dios (noget i retning af Guds Små Dyr); begge samlinger af fortællinger, som skaffede Covadlo en fast skare af læsere.
Jeg læste disse to bøger med indgående opmærksomhed, idet jeg, på det tidspunkt, selv var i gang med en samling fortællinger.

Denne læsning var en så opmuntrende oplevelse, at det motiverede mig til at sætte mig i forbindelse med Covadlo. Vi talte hovedsageligt om forskellige aspekter af fortællingen, som form, genre og mere til.


Samtale med Covadlo
Det er mit indtryk, at fortællinger er mindre værdsat end romaner. Det ser ud som om, der er mere prestige i at skrive romaner. Jeg læste om en kendt spansk forfatter, som sagde, at hver gang han dukkede op med en samling fortællinger, så hans forlægger alt andet end glad ud.

– Det er ganske rigtigt. Forlæggerne foretrækker romaner frem for fortællinger. Men i virkeligheden er denne forskelsbehandling et spørgsmål om penge. Forlæggerne er bedre til at markedsføre romaner. Men det betyder ikke, udfra litterære og/eller kunstneriske synspunkter, at romanen skulle være mere prestigegivende end fortællingen.

– Hvis jeg skal være ærlig, mange krævende læsere og også forfattere, og blandt de sidste inkluderer jeg mig selv, opfatter fortællingen som en større litterær opgave end romanen. Jorge Luis Borges følte sig aldrig tiltrukket af romangenren (og skrev faktisk aldrig en roman). Nabokov, som var en dygtig roman- og fortællingsforfatter, foretrak de korte fortællinger

Det er som om du siger, at det er mere krævende at skrive en fortælling end at skrive en roman...?

– Ja, det gør jeg. Ser du, det er muligt at skrive en middelmådig roman, uden at dennes middelmådighed virker iøjnefaldende, eller, sagt på en anden måde... det kan tage tid at opdage en romans middelmådighed. Men en dårligt skrevet fortælling bliver hurtigt opdaget; genren giver ikke meget rum til fejl og udbedringer.

– Til gengæld kan en roman være fyldt med reparationer. Man kunne sige, at en god roman er sammenlignelig med et stort land; med sine ørkener, dale, bjergkæder og byer. En fortælling kan jævnføres med en have... enhver fejl bliver straks synlig.

Hvad er fortællingens fornemste opgave?

– At syntetisere, at sige så meget med så lidt som muligt. Og her kan jeg ikke lade være med at tænke på den tyske arkitekt Ludwig M. van der Rohe; hans enkle, funktionelle arkitektoniske principper finder jeg anvendelige indenfor fortællerkunsten. "Mindre er mere", sagde han.

– I en fortælling er alt tilovers et minus. Mange gode fortællinger er blevet spoleret, fordi de blev udvidet med unødige tilføjelser eller vedhæng. Som sagt før, en roman kan bedre tåle "pynt" og omveje. Jeg kommer nu også til at tænke på Oscar Wilde og hans fremragende udtalelse: "Hemmeligheden bag at være kedelig... er at fortælle det hele".

– Mange ting står bedre frem hvis de forbliver usagte eller antydet, således at læseren kan udarbejde egne slutninger. En fortæller lærer lidt efter lidt at udvikle sine egne redskaber, "kneb" om man vil, for at holde sig til de mest betydningsfulde elementer i en fortælling.

Jeg ved at dette spørgsmål, kan lyde fjollet. Men kunne du fortælle om nogle af dine kneb?

– Det er ikke let at svare på, fordi disse "kneb" som regel opstår under skabelsesprocessen. Og uden for sammenhængen kan det virke trivielt eller intetsigende. Men jeg vil prøve alligevel.

– I en af mine fortællinger møder en historielærer en meget tiltrækkende kvinde. Men hun synes, han virker en smule fjern og spørger ham, hvad der sker. Sagen er den, at han virker fjern, fordi han gerne vil giftes med hende og er i tvivl om, hvorledes han kan delagtiggøre hende i disse drømmerier. I det næste afsnit er de gift, og fortællingen fortsætter mod sin afslutning.

– Det voldsomme spring i tiden er, synes jeg, en meget anvendt og virksom måde at holde sig til det betydningsfulde.

Er der nogle bestemte fortællere, som du står i gæld til?

– Heldigvis har verdenslitteraturen præsteret mange gode fortællere. Jeg betragter Borges som en sand mester. Hovedsagelig på grund af sin intellektuelle søgen i skæbnens rundkredsagtige væsen. Jeg synes, at den afsluttede cirkel, som struktur, altid har udgjort en vigtig bestanddel af fortællerkunsten, idet det tillader at afrunde en historie.

– Men selvfølgelig, der findes også de gode historier, som ender åbne, så læseren selv må gruble over afslutningen. Andre gode fortællere er Poe, Maupassant, Melville, Flaubert, Carver, Cortazar... ja, fortegnelsen over mine foretrukne kunne blive lang. Og så er der også Isak Dinesen, altså Karen Blixen.

Aha! For en fastboende i Danmark, som jeg, er Karen Blixen særlig interessant. Hvad er i dine øjne, det særlige ved hende?

– De nordiske landes litteratur besidder en særlig substans. Jeg tænker på de islandske sagaer. Og også på H.C. Andersens fortællinger, der i virkeligheden ikke kun er læsestof for børn, som man sædvanligvis tror, men for mennesker i alle aldre.

– Karen Blixen opfattes som en direkte arvtager af Sherezade, og defor har hun altid vækket min interesse. Hendes fortællerkunst er som at åbne en kasse, som indeholder en kasse og så endnu en kasse. Hun har skabt nogle bedrageriske fortællinger, hvor det er svært at vide, hvilken er den egentlige historie.

– Jeg har læst alle Blixens noveller. Jeg blev meget begejstret, ja forundret, over Seven Gothic Tales (på dansk: Syv Fantastiske Fortællinger) ... særlig over The Monkey, hvor abbedissen i Closter Seven har et underligt, afsporet forhold til aben. Det afsindige når sit højeste, når den udmattede abe kravler op på en buste af Immanuel Kant!

Kunne du nævne nogle eksempler på enkelte fortællinger, der har gjort indtryk på dig?

– Jo, blandt dem jeg har stødt på, har Gustave Flauberts Un coeur simple efterladt et varigt indtryk hos mig. Bedriften, eller det geniale i denne fortælling, er måden hvorpå forfatteren beskriver en simpel kvinde fra ydmyge kår. Her formår forfatteren, uden klynkeri, at vække læserens indlevelse, således at man føler medlidenhed og ømhed for denne ædle, fattige kvinde.

Theodore Sturgeon, science fiction forfatteren, skrev Return, en skildring om et barn, der flygter hjemmefra, og efterhånden som han kommer længere og længere væk hjemmefra, møder han forskellige versioner af sig selv i fremtiden. Og Kafkas Forvandlingen... jo, den er også et mesterstykke.

Hovedsagelig i spanske aviser har jeg nogle gange stødt på et skel mellem realistiske fortællinger og fantastiske fortællinger. Findes der et skel mellem det fantastiske og det realistiske?

– Der findes utallige opfattelser af, hvad er det ene, og hvad er det andet. Grundlæggende tror jeg, at der findes gode og dårlige fortællinger under begge betegnelser. Hvad mig angår, jeg nyder at sætte en vis mængde magi, fantasi i det realistiske – og ligeledes det omvendte; sætte noget realisme i det fantastiske.

– Man skal ikke forveksle virkelighed, en given virkelighed med sandheden, med det sande fysiske. Jeg kommer igen til at tænke på Karen Blixen, som så det uforudsigelige og det fantastiske som drivkraften i de skønlitterære virkeligheder og fiktioner.

– I hendes fortælling, The Deluge at Norderney, forklarer den indtagende og perverterede Malin Nat-og-Dag, for en gejstlig teorien om, at Gud foretrækker sandhedens masker... fordi Gud kender allerede sandheden. "Sandheden er for skræddere og skomagere" bliver der sagt og mere håndfast kan det næppe siges.

– Men uanset hvad stilen er, skal en god fortælling kunne vise nye opfattelsesformer, skabe nye indfaldsveje til virkeligheden, gøre os i stand til at se tingenes skjulte væsen.

Afsluttende. En forfatters særlige metode til at nå frem til sine digte eller fiktioner er ofte noget – hovedsageligt – kritikere taler om ? Ville du genkende noget, du kunne kalde din metode?

– Ja, det tror jeg nok jeg kunne. I mit arbejde plejer jeg at tænke på analogien med vinflasken og champagneflasken. Hvis man skal åbne en flaske vin skal man bruge kræfter for at få proppen ud. Sagt på en anden måde: Man skal forcere indholdet ud.

– Anderledes er det med champagneflasken, hvor det er trykket indefra, der får proppen til at springe op og indholdet til at vælte ud. Jeg er overbevist om, at det er trykket fra det underbevidstes dybder opad, som bringer det bedste frem i en fortælling.

 

Fakta om Lázaro Covadlo:

Født i Buenos Aires, Argentina, i 1937. For tiden bosat i Barcelona, Spanien.

Samlinger af fortællinger: Agujeros Negros (Sorte Huler). Forlaget Àltera, 1997. Animalitos de Dios (Guds Små Dyr). Forlaget Mondadori, 2000.

Romaner:
Conversación con el monstruo. Emecé, 1994. La casa de Patrick Childers. Mondadori, 1999. Remington Rand, una infancia extraordinaria. Mondadori, 1999. (Kan fås som engelsk billigbog under titlen Remington Rand Me)

Læs mere om forfatteren på www.covadlo.com (siden er på spansk)

 

[ t o p ]       [ h j e m ]