Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
Benjamin Lebert: Crazy
Roman
Originaltitel: Crazy.
Oversat af: Katja Hein.
135 sider
kr. 199,-
Borgen.


Utilpasset ungdom

 

 

Af Ulf Joel Jensen

 

Omslag
 

 

Benjamin Lebert er ikke nogen helt almindelig forfatter. Han er nemlig kun sytten år. Det er godt nok ung! Og det sjove er, at denne ellers uanseelige biografiske detalje ændrer i hvert fald min opfattelse af hans debut, "Crazy", ganske drastisk. Faktisk både læste og anmeldte jeg først bogen, uden at være opmærksom på Leberts unge alder.

Og dén anmeldelse var ganske overbærende - og endda lidt irritabel i tonen. Sagen er nemlig den, at "Crazy" vækker kraftige mindelser om en tidligere læseoplevelse, jeg har haft. Og i dén sammenhæng falder "Crazy" en smule til jorden.

Modgang modner
"Crazy" er historien om en ung, tysk dreng med et mindre fysisk handicap, som ikke helt formår at tilpasse sig de forskellige kostskoler, hans forældre sender ham rundt til. Han bliver smidt ud fra den ene, forlader den næste og stikker af fra den tredje… Der er ikke rigtig plads til ham nogen steder - eller også har han ikke plads til skolerne og frem for alt deres elever og lærere i sit indre. Hovedpersonen, som deler navn med forfatteren, er ualmindelig moden af sin alder - sikkert på grund af sin delvise spastiske lammelse og forældrenes lurende skilsmisse. Modgang modner jo.

Lammelsen gør, at Lebert altid holdes en smule udenfor i klassen. Og i hans alder er det mere end vanskeligt at stå udenfor det gode selskab. Til slut beslutter Lebert sig da også til at stikke af fra den skole, som han indskrives på i starten af "Crazy". Resten af bogen former sig så som en beskrivelse af Leberts tur til München, hvor forældrene og søsteren bor.

I virkeligheden er det historien om en ung mands forsøg på at finde frem til sig selv. At finde ind til sig selv. At blive voksen og finde sin sjæl. Og er det ikke en usædvanlig situation for en 17-årig knægt - så er det i hvert fald usædvanligt, at han har overblik, overskud og ikke mindst sprogligt format til at omforme denne jagt på sig selv til en roman, der er vedkommende for andre.

Fuglene i Central Park
Men jeg talte før om en anden læseoplevelse, som jeg fik endda stærke mindelser om under læsningen af "Crazy". Og måske har den endnu vågne læser allerede gættet, hvilken bog - hvilken ualmindelig fremragende bog - der er tale om?

The Catcher in the Rye hedder den på engelsk. Den danske titel er lidt mere nede på jorden - knap så elegant: "Forbandede ungdom". Jeg taler selvfølgelig om J. D. Salingers uopslidelige klassiker fra 1945. Et must i enhver bogsamling - og skal man tro de imponerende oplagstal, så findes der heller ikke mange bogsamlinger uden et eksemplar af denne.

På en måde tror jeg, at man bør læse historien om Holden Caulfield, som hovedpersonen i "Forbandede ungdom" hedder, mindst én gang om året. For lige at minde sig selv om, hvad en ualmindelig god ungdomsroman har at byde på - også for de voksne læsere.

Holden Caulfield er en ung mand eller en stor dreng, der ikke kan finde sig til rette på de forskellige kostskoler, hans forældre sender ham hen på. Han forlader den ene, bliver smidt ud af den næste og stikker af fra en tredje. Der er ikke noget sted, der egentlig har plads til ham. Eller også er der ikke plads til dem i ham.

Han drømmer om søen i Central Park i New York - og spekulerer på hvad fiskene og ænderne gør om vinteren, når søen er frosset til: Om der kommer nogen og henter ænderne og kører dem et andet sted hen? Om fiskene bliver frosset fast til det igen bliver forår? Om alting bare går i stå, når det er så pokkers koldt..?

Det voksne barn
Holden Caulfield er blevet voksen for tidligt. Hans lillebror døde af leukæmi, og det har efterladt et gigantisk blødende sår indeni Caulfield, som ingen - mindst af alt ham selv - formår at læge. Men modgang modner som bekendt, og Caulfield er næsten uhyggeligt moden af sin alder. Og gråhåret oven i købet. En sær blanding af en ung dreng og en livstræt gamling.

Læserne møder Caulfield lige efter, han er blevet smidt ud af endnu en skole, fordi han ikke laver sine lektier. I stedet for at fortælle sine forældre om situationen, vælger Caulfield at tage sagen i egen hånd, og kort før jul rømmer han ganske enkelt skolen og begiver sig ud på en rejse hjemad. Hjem til New York, lillesøsteren Phoebe og den gode veninde Jane. Hjem til barndommen - væk fra den voksne verden.

Undervejs lærer vi så Caulfields tragiske historie at kende. Automatisk kommer man til at sætte pris på hans ærlighed og ufravigelige krav til sig selv og sine omgivelser. Og det hele ender naturligvis, som man kunne forudse: I en større nedtur for Caulfield. Det voksne liv kan man jo ikke sådan stikke af fra. Men hvilken bog det har været indtil da. Helt igennem klassisk. En vidunderlig klog fortælling om at finde ind til sig selv. Om jagten på ens sjæl.

Forbandede ungdom ned fra hylden
På en måde lyder det ret bekendt, ikke sandt? Og lighederne mellem "Crazy" og "Forbandede ungdom" slutter faktisk ikke hér. Sproget er ikke ligefrem ens i de to bøger, men dog meget enslydende. Tonen er den samme, og hele ånden; den ensomme, forfrosne og på én gang fortabte og forhåbningsfulde ungdomsånd præger begge bøger. Og var det ikke lige for Benjamin Leberts alder, så var det i virkeligheden en hel del mere interessant at læse Salingers - trods alt - bedre bog.

Men nu er drengen kun sytten. Og nu har han faktisk skrevet en velfungerende roman, som taber uden at tabe stort i sammenligning med genrens absolutte hovedværk…Det gør jo "Crazy" til et nok så interessant bekendtskab. Bogen fungerer godt, har masser at byde på, er forholdsvis troværdig og endda vældig godt skrevet.

Jeg kan jo dårligt gøre andet end anbefale, at man læser bogen. Tænk, hvad ham Lebert ikke kan drive det til… Men man bør gøre sig selv en tjeneste: Efter at have læst "Crazy", så skal man pille "Forbandede ungdom" ned fra hylden og læse eller genlæse dén. Men gør det endelig ikke i omvendt rækkefølge; det ville næsten være ondt overfor Benjamin Lebert.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]