"Carpe diem" lyder budskabet i Rifbjergs nye roman.

ANMELDELSE: Det begyndte vist med, at min søster forærede mig En hugorm i solen, dengang jeg blev elleve. De næste år læste jeg flere af Rifbjergs romaner. En del af indholdet er rimeligvis gået hen over hovedet på mig dengang, men jeg tog stemningerne til mig, for Rifbjerg kan om nogen beskrive en stemning, male et miljø.

Hvad det kom af, gik først op for mig, da jeg som voksen og med et litterært og sprogligt studie som ballast på ny fik en Rifbjergtekst mellem hænderne og genopdagede ham. Det var noget med lyden af en bolds stød mod grunden en klar sommeraften...

Det var Rifbjergs særegne mestring af sproget, hans evne til at finde det præcise udtryk for hver situation, hans fabelagtige fornemmelse for at orkestrere, tempoet, pauserne, der så at sige bjergtog mig.

Middelklassefamilie og hemmeligheder
Rifbjerg gentager kunsten i Dagstelegrafen, en roman om de tre generationer af familien Nielsen.

Den er en middelklassefamilie som så mange andre med opretstående klaver (som naturligvis ingen har lært at spille på), med plæne udenfor vinduerne og hemmeligheder i kælderen.

Kapitel for kapitel følger vi den ældre Emma Nielsen, der skriger sin angst og sit mindreværd ud i klædeskabet i Vanløse, hendes godmodige ægtemand Richard, der snart river løv i haven, snart ligger på obduktionsbordet, datteren – den fraskilte Rie – der kurtiseres af en kikset kollega, og så hendes bror Carsten, der studerer "dustdevils" fra sin udsigtspost i Irak.

Endelig følger vi også Ries romantiske digtersøn, som frekventerer Forfatterskolen, men ikke helt passer ind i et miljø, hvor det måske mere gælder om at fremstå som end at være.

Og gennem hele historien trækker fuglene fra Blegdamssøen til Damhussøen og tilbage igen, tilsyneladende planløst, men måske ikke helt planløst endda.

Højstemt hyldest til livet
Gennem indlagte referencer til fortrinsvis ældre tekster udenfor værket og ved hjælp af fuglesymbolikken løfter Rifbjerg Dagstelegrafen fra at være en prosaisk hverdagsberetning om familieliv i Danmark til et niveau, hvor værket fremstår på én gang som en næsten højstemt hyldest til dette liv ("vi har jo kun det samme") og et klingende memento mori, som opfordrer os til at gribe dagen og huske på, at "det haster med det kys".

Som altid materialiserer Rifbjergs sproglige bevidsthed sig gennem de vidunderlige gamle udtryk og de eksorbitant prægtige fremmedord, han ryster ud af ærmet og jonglerer med, så de indgår helt naturligt i den samlede kontekst.

Men i Dagstelegrafen er sproget blevet et tema i sig selv, måske som en muntert satirisk kommentar til den nye (forfatterskole)generation, der taler så meget om sprogets bæredygtighed i sig selv, men ofte synes at glemme, at sproget også skal have noget at bære.

Elegant som et slag med hånden
Dét har det i Rifbjergs tekster. Og det er her, mesterskabet for alvor viser sig: At Rifbjerg kan sige så meget mellem linjerne, netop fordi han vælger de rette ord på linjerne.

Han forstår at få helheden til at fremstå så let, elegant og uprætentiøs, som om han bare slog ud med hånden.