Jens Peter Kaj Jensen fortæller om se-mig-generationen.

ANMELDELSE: Kig på damen har Jens Peter Kaj Jensen kaldt sin nye novellesamling. Måske som et modspil til det, de fleste af os blev indprentet som børn, nemlig ikke at kigge på damen. Dengang var det dårlig opførsel at kigge for meget på andre mennesker, især dem, der var lidt aparte. De kunne jo føle sig utilpasse ved det.

Det har nye medier været med til at ændre på. Nu vil de fleste i alderen 0-35 gerne ses. Ikke nødvendigvis som de er, men ses vil de gerne, for den, der er usynlig er ikke med, er nærmest ikke til.

Det virtuelle rum
Og i Kig på damen er tale om den voksne se-mig-generation, når den er værst.

Forfatteren har ikke brug for andre rekvisitter til sin forestilling end en pc med internetopkobling og lejlighedsvis en mobiltelefon. Det virtuelle rum inddrages således ganske hyppigt i novellerne, som det sted, hvor både tilsløring og afsløring for alvor sættes i spil.

Vi hører fx om manden, der opretter en falsk mail-adresse i en vens navn for selv at kunne arrangere sin egen polterabend og dermed kunne bestemme, hvem der skal med, og hvad der skal foregå, men som fanges i sit eget spind af løgne.

Der er også det vrængende portræt af en ung forfatter, der med (lidt for) dygtig brug af både blog og Facebook positionerer sig som en magtfuld instans i det litterære miljø – til stor irritation for konkurrenter i bekendtskabskredsen.

At se og blive set
Der er talrige måder at sætte blikket, det at se og blive set, i scene: Man kan aftale et møde med en fremmed i et tog og forvandle sig til et billede skabt af den andens fantasi, som det sker for kvinden i fortællingen Langå; en hård og provokerende novelle, der vækker mindelser om de mest harske afsnit i O’s historie.

Eller man kan nævne novellen om den homoseksuelle mand, der føler sig uset af sin kæreste og skaber en falsk profil som den kvinde, han mener, kæresten er mere interesseret i. En historie, der kommer til at udvikle sig fra jalousi over bedrageri og til frihedsberøvelse.

Klassisk sort humor
Jens Peter Kaj Jensen tager mange fine tilløb i denne novellesamling, og i enkelte af historierne lykkes det ham også at komme i mål. Bedst fungerer Bogreolen og Mormor, som begge står klart og begge betjener sig af klassisk sort humor.

Men ellers er det som om, forfatteren løber tør for energi, før han når til vejs ende. Pointerne bliver flade, og flere af fortællingerne dør en stille død som fusere.

Hvem taler?
Dertil kommer, at Jens Peter Kaj Jensen har en irriterende tendens til at lade læseren i tvivl om, hvem der taler. Er det en mand eller en kvinde? Skiftes to stemmer til at agere jeg-fortæller i den enkelte novelle, eller er det mon den samme? Det forekommer så konsekvent, at forfatteren måske nok har haft en egen mening med det. For læseren tjener dette greb imidlertid primært til at besværliggøre læsningen.

Det sker fx i novellen Det, at du ikke kan forestille dig det anderledes. Jeg-fortælleren tænker, taler og handler i alle henseender som en mand, men viser sig at være en kvinde. Jeg har ellers en veludviklet forestillingsevne, men her er rolleombytningen så konsekvent, at den forvandles til et rent postulat, og dermed falder formeksperimentet sammen som en mislykket soufflé.

I historierne er valgt en ironisk vinkling, en negativ humor, som ofte vakler på kanten af det direkte perfide, hvilket gør flere af dem lettere ondskabsfulde og efterlader læseren med en pessimistisk indstilling til omverdenen og en tvivl om, hvor forfatteren selv befinder sig i forhold til sit skrift-jeg.