EMIL ER BEGYNDT AT BANKE hovedet ind i vores badeværelsesdør. Han kigger alvorligt på mig for at sikre sig, at jeg er med på, hvad der foregår. Så svajer han bagover, spænder ryggen som en lineal, der gøres klar til at fyre en afgnavet stump viskelæder i nakken på en tiårig skoledreng, og bang! hamrer panden ind i den hvide fyldningsdør. Han griner. Han får sit mærke efter den lodrette profil, han rammer, mærker efter med en langfinger, finder ikke noget, men kigger så i spejlet og triumferer. Jeg har sagt, at han ikke må, at han vil ødelægge sin hjerne, hvis han bliver ved. Men min søn er to år gammel, han er for lille til at forstå, hvad hans hjerne skal bruges til. Han griner, eller han falder bagover og græder, hvis jeg ikke griber ham, hvis jeg er faldet i staver og tænker på den fest hos Kim-René på Rowsing Idrætshøjskole. Det var dér, vi begyndte på det pjat. Jeg var på Emils alder dengang. Femogtyve, men mentalt en toårig. De fleste af os boede stadig i Svendborg, men Kim-René havde fået arbejde på Rowsing og inviteret hele slænget til housewarming i lærerboligen. Indimellem længes jeg efter Kloge-Kims lærerbolig. Jeg savner ikke Kim-René længere, men lejligheden, lugten af svampe fra de saftige træstubbe, vi sad på, og pibetobak, det gamle jern, han havde hængende på væggen, skrivemaskinerne, rugbrødsskærerne, som var sømmet fast på plakaten fra den franske revolution, tanken om rugbrødsskærerne og øllemmen i gulvet vækker den vissengrønne følelse af tab, som ellers kun kommer til mig, når jeg er lykkelig.

‘Hoveddør’ stod der på et keramikskilt, som Kim-René havde sømmet op på badeværelsesdøren. Kim-René har altid været sjov på den måde, hugget, hvad han kunne finde af skilte, og sat dem op på steder, hvor de gav bedre mening. Men Casper, Molbo og jeg syntes ikke, at lige netop denne skiltning var særlig morsom eller meningsfuld. Derfor skulle skiltet ned, det skulle bare hamres ned, skulle det.
    – Nu falder det for brasken, sagde Casper.
    Ja, det var sådan, det begyndte. Casper nikkede skiltet en skalle. Skiltet svingede en tur rundt om sømmet, men blev hængende. Alligevel gav skallen god mening. Så var det min tur. Først gjorde jeg som Casper, men da jeg bagefter så Molbo, lange, tynde Molbo, tangere skiltet med sin sarte pandebrask, kunne jeg godt se, at der skulle mere til.
    – For helvede Molbo! Har du pikhud på forhovedet? skreg jeg.
    Vi drak igen. Casper rørte mere vodka i den gærede æblemos, han havde fundet bagest i køleskabet. Jeg gjorde det af med elefanten.
    En flyveskalle mod en åben trædør gør ikke særlig ondt efter syv elefanter. Døren, som ikke kunne lukkes på grund af fugt, bragede op, jeg ramte ikke skiltet, men ramte efterfølgende gulvet med en svuppende lyd. Måske slog jeg tænderne her. Kim-René satte piben tilbage mellem sine og klappede, mens han nikkede anerkendende. Casper tog den næste, men holdt sig på benene. Så gjorde Molbo sit sidste ynkelige forsøg på at holde sig inde i kampen, men hans version af Flyveskalle mod Åben Dør adskilte sig ikke mærkbart fra hans første jomfrunalske tangering af skiltet. Casper og jeg afgjorde det mellem os. Jeg husker det, som om Casper vandt med en baglæns FmÅD, hvor han afsluttede med at knalde nakken i flisegulvet.
    Det, jeg ikke kan huske, er, om jeg på det tidspunkt allerede havde slået tænderne i undermunden løs. eller skete det først senere?
    Jeg husker den aften, hvor det skete. Det var faktisk Molbo, der slog dem ud. Det var naturligvis et uheld, en danseskade. Anlægget spillede Walk on the Wild Side med Lou Reed, den lange live-version. Jeg har altid haft en stor dans, en fysisk, pladskrævende eksplosion af livsvilje, kaldte Casper den engang. Sådan noget husker man. Molbo vogter omvendt ret nidkært over det rum, han til enhver tid måtte have erobret på gulvet, som om han er bange for ikke at kunne vinde det tabte terræn tilbage, så da jeg den aften svævede ind over ham, hævede han skulderen for at holde mig væk, eller måske bare for at beskytte sin skrøbelige krop. Han hakkede skulderen direkte op i hagen på mig, mens jeg var ved at lande på ham. Jeg havde tre år tidligere knækket halebenet til Walk on the Wild Side. Du dudu dudu du dudu duuuuuuu og saxofon. Denne aften kostede de fire forreste tænder i undermunden og en hjørnetand foroven. Jeg fik kvalme af at synke mit eget blod. Måske løber blodet hurtigere fra brudte blodkar, når det er spritfortyndet? vi var gået hårdt til en mørk rom, som Gitte havde haft med hjem fra Berlin. Normalt besvimer jeg ved synet af blod, især fra sår forårsaget af glasskår eller fra knivsår, ja, jeg kan blive svimmel, miste farvesyn og evnen til at skelne ord, blot jeg ser en køkkenkniv, men denne aften grinede jeg, så tænderne blafrede. Jeg kastede op, men grinede. Jeg er meget glad for mine tænder, jeg plejer dem som en Barbie-dukke, de får med tråd og børste tre gange daglig, men jeg kunne ikke lade være med at grine, da de blev slået løs. De løse tænder var som et adelsmærke, en tapperhedsmedalje for forrykte. Tre af dem dinglede i en enkelt nervetråd eller to. Jeg lagde mig på ryggen og hældte rom i såret, jeg hældte rom i hele hovedet, sank noget, inhalerede noget, hostede. Jeg vaskede blod af trøjen med rom, råbte på mere, tog en slurk, gurglede, kastede op gennem næsen og tog endnu en slurk, jeg hader rom uden cola, gurglede.
    – Bunde! råbte jeg, men kunne ikke synke mere.
    – Hey, hvad?
    Nogen tog flasken fra mig.
    Så tog vi på skadestuen. Jeg tror, det var en taxa. Molbo var for fuld til at køre i Centrum. Casper tog også med i bilen. Jeg sad i midten, men talte kun med Casper undervejs. vi talte om, hvad blindfødte drømmer, om de drømmer i billeder, og hvordan billederne så ser ud, hvor de kommer fra. Casper foreslog, at blindfødte sikkert drømmer i lyde, lugte og måske temperaturer.
    – Eller hvorfor ikke også berøringer; de sanser langt stærkere end os andre, sagde han.
    Det gjorde mig ked af det, fordi jeg troede, at vi talte om noget andet. Jeg troede, at vi talte om følelsen af at gå omkring som seende i en verden af blinde. Blinde, som selv i drømme var handicappede og ikke kunne forestille sig, ikke kunne tænke sig til, hvordan vores verden så ud. Kun han og jeg kunne gennemskue og trodse de normer og konventioner, der havde lukket vores vrede og lyst inde det meste af livet, sådan noget, og finde ind til kernen af vores væsen, at vi var anderledes, vi var de to forrykte, netop fordi vi kunne sanse, vi kunne føle det, ingen andre kunne.
    Jeg holdt Molbo udenfor. Han var en af de blinde. Han holdt min hånd, jeg holdt ham ude. Men jeg var alene i den samtale. Jeg havde klynget mig til en svag metafor, men Casper fik den til at bryde sammen. Nu var det de blinde, der kunne sanse, de blinde, der var heltene. Det kom til at handle om, at synssansen var overvurderet. Jeg tror, Molbo kunne høre, hvordan Casper og jeg talte forbi hinanden.
    På skadestuen kunne de intet gøre for mig. Jeg troede, de kunne sætte en skinne på eller noget andet smart, men jeg skulle ganske enkelt holde mig i ro, så ville tænderne gro fast igen. Jeg havde været heldig, sagde de. Det skulle vise sig, at de fik ret, tænderne groede fast. eller de fik ikke ret. Tænderne overlevede, selvom jeg netop ikke holdt mig i ro, mildest talt ikke gjorde, som de sagde, men det kunne jeg jo ikke vide dengang.
    – Heldig? O.k., jeg oplever det lidt anderledes, sagde jeg.
    Jeg skulle spise flydende føde i to måneder. Flydende føde til Tylle.
    – Jo tak, men jeg bruger kød til øllet, sagde jeg. – Flæskesvær, lammekølle. Kød.
    Jeg kan huske, at jeg lidt efter tænkte, at o.k., måske har jeg alligevel været heldig. Jeg kunne nå at blive klar til juleanden.
    To måneder inden jul. Så har det været tæt på min fødselsdag og på Caspers. Måske var det ham, vi fejrede? Nej, det ville jeg huske. Jeg husker ikke, hvilket år det var. vi holdt festen i en betonkælder. Det husker jeg til gengæld tydeligt. Jeg ville ikke hjem og sove den ud, men tog med tilbage til festen efter turen på skadestuen.
    – Jeg vil på det kraftigste anbefale dig at tage direkte hjem i seng, havde lægen sagt.
    Men han havde ikke nævnt flyveskaller mod betonmur. Måske var det o.k. med en enkelt FmB. Casper syntes, det var for åndssvagt, det overraskede mig, eller det ærgrede mig, gjorde mig trist, måske fordi det netop ikke overraskede mig. Måske fordi jeg i virkeligheden allerede vidste, at det var et solo-projekt, at jeg var alene.
    – Det behøver du ikke, Tylle, sagde Kloge-Kim, som ellers nød at iagttage mine dumheder på sikker afstand.
    – Det er ikke sjovt længere, hviskede Molbo til mig. – Du udstiller dig selv.
    Men jeg ville være med, hvor der blev festet hårdest igennem. Udskæringen i min T-shirt var sølet til i rom og blod. Der var gule skjolder på de hvide bukser. Jeg havde bræk i håret. Så hårdt var der bare ingen andre der festede, men jeg havde insisteret så længe, at jeg ikke kunne trække mig tilbage.
    Jeg nåede aldrig længere end til at nikke muren en stående skalle, en afprøvende skalle. Der er forskel på en åben trædør og en betonmur. Det kan man sgu ikke, men jeg ville bevise, at jeg ikke var mærket af det med tænderne, at der ikke var grund til at sætte mig af holdet.
    Men jeg var sat af, de lod mig stå ved muren. Så drak jeg mere rom, rensede såret. Dåseøl med skodder i, rensede efter igen. Mine ben løsrev sig fra hofterne, jeg bankede mig selv på baglårene for at få liv i dem igen. Selv Molbo vendte skulderen til, når jeg talte til ham.
    – Jeg forstår ikke, hvad du siger, Tylle, sagde han.
    Jeg spurgte ham, om han var interesseret i noget uforpligtende sex. Sådan sagde jeg det. Jeg ville ikke give ham nogen illusioner.
    Han bad mig holde op – sagde, at det ikke var det, jeg ville. Jeg kender ham, han må have sagt sådan noget, og jeg må have forsøgt at vække mig selv, klappet rom i ansigtet, råbt halsen klar. Pludselig har jeg mærket mit hjerte. Jeg har kigget mig om efter Casper og konstateret, at han har hørt mit tilbud til Molbo. Jeg er et øjeblik blevet bevidst om, hvordan jeg svedte på panden. Så har jeg kigget ned ad mig selv. Jeg har skreget igen, det må jeg have gjort, skreget med min dybeste stemme og kastet nakken tilbage.
    Jeg ved, at jeg råbte på pik, som Kloge-Kim, galante Kim-René, formulerede det dagen efter.
    – Så knep mig da, for helvede! råbte jeg.
    Jeg ville tages hårdt. Det skulle gøre ondt, gøre mere ondt. Jeg husker længslen efter at flyde væk i en strøm af glasperler.

Det er derfor, jeg tænker, at festen i Rowsing må have ligget i forlængelse af den nat i betonkælderen. For i Rowsing blødte jeg også fra munden.
    De fleste var taget hjem eller havde lagt sig til at sove på gulvet, Kim-René var hoppet på en af sine højskoleelever, hende den høje, intrigante, som Casper også var ude efter, og Molbo var på kroen for at teste sin mandighed ved at kalde de mandlige gæster for bonderøve. Så dum har han aldrig været før eller siden.
    Jeg tænker på, om det måske var mit stunt i betonkælderen, der fik ham så langt ud, om han har følt, at det var tvingende nødvendigt for ham at gøre noget, der fik min dumhed til at se mindre ud. Det ville være et heroisk offer. Molbo så frygtelig ud, da han kom tilbage; han er aldrig kommet af med det trekantede ar på hagen.
    Måske ville han for alt i verden bare ikke stå tilbage for mig i rituel mandighed.

Selv lå jeg i Kim-Renés badekar, i Kloge-Kims tilkalkede kar med ornamenterne, men uden løvefødder, og så mit blod danne billeder i det skoldhede vand, som smeltet kakaois, der løber sammen med vaniljeis, bare hurtigere. Jeg så en orange mink dannes og opløses på mindre end et sekund; måske gik der et minut, min tidsfornemmelse er usikker, når jeg bader om natten. Gitte sad på kanten med udspilede næsebor og cigaretrør.
    Jeg må have grædt. Jeg ved, jeg fortalte Gitte, at jeg var ulykkeligt forelsket.
    – Hvem er ikke det, lille ven? sagde hun.
    Lidt efter blev hun mere empatisk. Hun sagde nogle søde ting om, hvad en fyr, der ikke kunne få øjnene op for en dejlig tøs som mig, måtte fejle. Jeg kan huske, at jeg var bange for, at de ord kun skyldtes, at hun troede, det i virkeligheden var hende, jeg var forelsket i, at så syntes hun, det var nødvendigt at holde mig i hånden, når jeg lå dér og emmede blod i Kim-Renés badekar med alt tøjet på og en flaske slave- Gin i hånden.
    Hvorfor skulle jeg bløde fra munden på grund af et par flyveskaller, hvis jeg ikke i forvejen havde slået tænderne ud? Kan vi være taget til Rowsing et par uger efter, at jeg slog dem løs? Det kan vi vel. Men på den anden side forekommer det mig, at det slet ikke var det samme år. Det var den samme ulykkelige forelskelse, det er klart, det var den samme forelskelse i alle Svendborg-årene. I ugerne efter danseskaden var jeg ikke ædru to dage i træk. Tænderne gjorde ikke ondt, men generede hele tiden.
    Jeg husker to dramatiske styrt, hvor jeg fløj hen over cykelstyret, da jeg kørte ind i en bom på stien hjem fra seminariet. Hjem fra fredagsbarens forvandlingsrum. I fredags- baren var der så lavt til loftet, så mørkt, så tung en bas, at man blev tosset af tre pilsnere. Havde man drukket den første, var man dømt til at tage tre, og efter den tredje tog man hele turen ud i hækken, det var umuligt at standse op, og det var utænkeligt at holde sig fra baren, vi skulle i baren, det lå fast. Det var den samme bom to fredage i træk. Anden gang gjorde det så ondt, at jeg ikke kunne grine helt så meget, som jeg ville. Jeg kunne ikke fatte, at drengene ikke syntes, det var sjovt, at jeg baldrede direkte ind i en vejbom i en kæmpebrandert og tog den hen over styret med løse tænder og hudløse skuldre. Det blev pinligt på samme måde som med betonmuren. Forskellen var, at de lod mig ligge. Molbo satte sig bagest i feltet og vred ryggen flere gange for at kigge efter mig, tjekke, om jeg var kommet på cyklen igen. Det var jeg, men han ventede ikke. Det glemmer jeg heller ikke. Jeg husker to cykelstyrt i ugerne efter tandskaden, men jeg husker ingen tur til Rowsing i forlængelse af dem. Jeg husker ingen hudløse skuldre i badekarret. Jeg kan ikke få det til at passe sammen.
    Jeg ville ikke fortælle Gitte, hvem jeg var forelsket i, men jeg fortalte hende, at det var en mand. Det må have lydt underligt insisterende: Jeg er ikke lesbisk. Nej, hvem havde da også sagt noget om det? Men jeg ved, at mange af pigerne – og sikkert også en del af drengene – havde mig under mistanke for at være til piger, at Casper havde. Gitte har tænkt det samme den aften. Kælderblege Gitte med den sorte makeup kunne selv være interesseret, tænkte jeg og vidste, at jeg ville være flov over tanken, hvis jeg var ædru nok til at have en moral. Men jeg vidste også, at hun var ulykkeligt forelsket i Kloge-Kim, idrætspsykologen, som altid stod tre meter væk og bed i en pibespids.

Min søn nikker døren stående skaller, og jeg tænker på, om det havde været flyveskaller, hvis Casper var blevet faren.
    Jeg ringer til min mor og spørger, om jeg var et lykkeligt barn. Det var jeg.
    – Du var det gladeste barn, jeg har kendt, siger hun.
    Jeg tænker, at Emil griner meget, at han virker tryg.
    – Og Emil? siger jeg.
    – Alle siger, at han har fået dit gode humør, siger hun. Det er min mor, der siger det. og hun har ret, alle siger, at det har han.
    Jeg kigger på ham og tænker, at nej, ligefrem flyveskaller havde det næppe været.

Jeg turde ikke fortælle Gitte, at det var Casper, jeg ville have. Måske vidste jeg allerede dengang for fjorten år siden, at jeg aldrig ville få ham, at han slet ikke var interesseret i en pige, som uden vanskeligheder kunne drikke Molbo under bordet, at jeg ville ende sammen med Molbo, selvom der skulle gå otte år, før jeg opgav Casper og tog ham, som ingen af os dengang kunne se som sin kæreste, som nogens kæreste. Måske var det derfor, jeg var så hård ved Molbo, selvom han var sødere ved mig, end alle andre var, og selvom han var så ivrig efter at imponere med sin mandighed. Jeg var vred på ham, fordi jeg vidste, at jeg til sidst ville tage til takke med ham.
    Jeg sætter mig i vindueskarmen med Emil. Jeg åbner og kigger ned.
    – Du skal ikke være bange, siger jeg. – Mor slipper dig ikke.
    Det er vindstille, men det tager spytklatten syv sekunder at nå gaden. Kvinden, som jeg rammer, kigger op og råber noget, som Emil griner ad. Det her har Molbo ikke fortjent, tænker jeg. Så siger jeg det højt. Jeg siger det for at bringe mig selv i tvivl, for at tvinge tvivlen frem.
    Lidt efter lukker jeg øjnene.