Sejler på en solvind

Efter seks års litterær pause udsender Daniel Dencik nu sin anden digtsamling og sin tredje bog. Det er endnu engang noget helt nyt – og stadigvæk ikke den for længst lovede roman.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Det kommer tilsyneladende lidt i klumper fra Daniel Dencik. Efter hans debutdigte i 1998, Lyn på en motorvej, gik der ikke engang et år, inden en ny Dencik-bog ramte bogladerne rundt om i landet – men så blev der stille. Der var ganske vist lidt flimmer om en roman, der var på vej, men den dukkede aldrig op.

Ja, okay – helt stille har der måske alligevel ikke været omkring Dencik. For ved siden af sit litterære virke plejer han også sin rytmiske sans og pusler om sin skabertrang i filmens verden, hvor han både er manuskriptforfatter og filmklipper.

Kontrolleret og behersket
Men nu er han tilbage i poesiens verden. Med den ordknappe Solvinden, som ikke rigtig kan siges at ligge tæt på debuten – hverken i tid eller i form/indhold. For hvor han i sin første samling var lidt vildere og mere rebelsk, møblerede rundt på sproget efter behag og lod talesproget skinne tydeligt igennem, er han denne gang kontrolleret og behersket i sine digte.

Noget af det vildeste, man møder i Solvinden, er (ud over den science fiction-klingende titel) næsten afslutningen på digtet Skitse til en ny økonomi, hvor han slutter af med et isoleret punktum, der får den sidste linje helt for sig selv. Lidt fjollet og vel attituderigt – og heller ikke særlig typisk for samlingen. [Se Daniel Denciks kommentar, red.]

I stedet er vi tættere på kærligheden, kvinden, de elskede. Digtene er mere vemodigt eftertænksomme, langsommer og med mindre brod. Sine steder bliver Dencik nærmest pointerende, når han i en sidste, linje sætter de forudgående i nyt perspektiv, skaber mening og sammenhæng, som fx i digtet Parlør. Eller modsat: Forløsende humor, selvironi og skæve grin i samme, sidste, pointerende linje – fx i Forelskelse.

Godt – men kedeligt
Personligt kan jeg godt lide Denciks vandring fra det vilde, beat-agtige ukontrollerede til det rolige, sproglige og kontrollerede. Man ku' vel kalde Solvinden for et læsevenligt og behageligt skridt i den rigtige retning. Men man ku' omvendt også argumentere for, at det hele måske er blevet lidt kedeligere, efter Dencik er begyndt at ligne alle de andre…

Under alle omstændigheder så kunne det stadigvæk være sjovt at læse hans roman, som han tilbage i 2000 betroede Sentura var liiige på trapperne og skulle handle om "ligkister, japanerpiger og Formel 1". Gid den kommer en dag.