Matthew Pearls debutroman, Danteklubben, tager sin læser med på tur til tiden lige efter den amerikanske borgerkrig i Boston, USA. Her slider en flok litterater, der siden skal blive kendt i litteraturhistorien som Danteklubben, med oversættelsen af Den guddommelige komedie - men så forstyrres idyllen. Endda noget så grundigt…

ANMELDELSE: Får det dog aldrig ende?

Sådan tænker jeg umiddelbart, mens jeg med den ene hånd rører sukkeret ud i min the og med den anden hånd bladrer mig ind i, hvad der synes at være endnu en bog i den aktuelle flodbølge af spændingsbøger, som tager sit afsæt i historiske begivenheder og spinder en mere eller mindre udtalt okkult konspirationshistorie ud af dem.

Ja, jeg kunne også have valgt at skrive "Dan Brown-inspirerede bøger", hvis det ikke var, fordi jeg på nuværende tidspunkt var en smule træt af at stave mig igennem hans navn. I øvrigt helt uden reference til hans kvaliteter og mangel på samme – det er bare lige som om, at det også kan blive næsten for meget af det gode med den samme bog i forskellig forklædning…

Mere huskekage end Brownie
Men det får en ende! Lige hér.

For Matthew Pearls Danteklubben er uendelig langt fra at være en Brownie. På overfladen er der ganske vist en stribe ligheder: En flok lærde mænd sætter sig for at opklare en stribe bestialske mord, som alle som ét tager sit udgangspunkt i Dantes Den guddommelige komedie, som disse kloge hoveder i øvrigt er i færd med at oversætte til amerikansk.

Men det var trods alt ikke Brown, der opfandt hverken spændingsbogen eller koblingen til klassisk litteratur. Det havde fx Umberto Eco gjort lang tid før ham – og netop en sammenligning med Ecos Rosens navn forekommer mere oplagt, når det gælder Danteklubben.

Hveps på hjernen og varme fødder
For tempoet i Danteklubben er i bedste fald adstadigt. Bogens tyngdepunkt ligger og balancerer mellem spændingen og det filosofiske. Stilen er meget lærd og litterær; der er både grund, tid og rum til at smage på hvert enkelt ord i bogen.

Vi er ikke helt tilbage hos Ecos middelaldermunke i Norditalien – vi er i Boston i 1865, umiddelbart efter den amerikanske borgerkrig. Dante Alleghieris berømte digt er ved at blive oversat af Bostons litterære elite – og samtidig begås det ene gruopvækkende mord efter det andet som en nøjagtig kopi af pinslerne beskrevet i Dantes sange.

Morderen mener tilsyneladende at straffe sine ofre efter fortjeneste; således myrdes en dommer (hans hjerne bliver ædt af insekter, mens manden selv er i live) for ikke at tage stilling til retfærdigheden og en præst (hans fødder brændes, mens han – også i live – hænger med hovedet nedad i et lillebitte hul) for at være til fals for ussel mammon.

Plotmæssigt bevæger vi os altså i et univers, der ikke er helt ulig David Finchers mesterlige film Se7en med Brad Pitt, Morgan Freeman og Kevin Spacey. Synderne bliver straffet. I dén grad!

Gud nåde og trøste os
For at gøre det hele endnu mere dunkelt, så eksisterer der i bogens samtid, 1865, kun meget få personer i Boston – ja, i hele USA – med et tilstrækkeligt indgående kendskab til både italiensk og Dante, til at kunne begå mord, der er så nøjagtige kopier af hans Helvedesvision.

Ikke alene er de kopier af hans værk – selve fortolkningen af Den guddommelige komedie, der ligger til grund for mordene, er fuldstændig lig den fortolkning, vores litterære detektiver løbende når frem til i deres arbejde med at oversætte den italienske middelalderdigter.

Med andre ord skal morderen tilsyneladende findes i deres egen kreds – eller også er der noget overnaturligt med i spillet. Den sidste tese understøttes af et sært og lettere påklistret forord, angiveligt skrevet af en litteraturprofessor som advarsel mod at dykke for langt ned i Dantes univers: Der er alt for store kræfter på spil i dén bog, og sættes de først fri – Gud nåde og trøste os...

Intelligent og sofistikeret
Alting får en ende – også Matthew Pearls overraskende gode debutroman. Overraskende både fordi det er en debut, en imponerende en af slagsen, og også fordi tilbageskrivningen i tid til 1860'erne sammen med de litterære ambitioner i bogen, dræner romanen for tempo.

Men den fungerer alligevel. Dels fordi de centrale figurer i plottet lever, og dels fordi Pearl skriver tilpas fængende til, at man undervejs sidder med myrekryb, når insekterne æder sig ind i hjernen på dommeren, og uvilkårligt trækker sokkerne af ens overophedede fødder, når det bliver præstens tur…

Der er spænding, mystik, gotik og såmænd også et stænk af humor i Danteklubben. Og i tilgift langt flere litterære kalorier end i de fleste andre spændingsbøger. Det er intelligent og sofistikeret underholdning.