Niels Simonsens erindringstekster rejser katedraler i læserens indre rum.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: "Tag flødeskæg, han skriver digte", siger patienterne på sindssygehospitalet, da det skal besluttes, hvem der skal lukkes ind. Det er september 1964, og Niels Simonsen alias "flødeskæg" er atten år gammel og moden til indlæggelse.

Præcis sådan, som det lyder i teksten, er det måske ikke foregået i den virkelige verden, men hvorfor skulle netop Simonsen ikke tage sig et par digteriske friheder undervejs i sin erindringssamling fra sit to måneder og én dag lange ophold på Augustenborg, når den digtsamling, der er kommet ud af det, driver sig som en kile af hvidt lys ind i solar plexus og rejser katedraler i læserens indre rum?

Det hvide lys hidrører fra fuldmånen, "det første menneske jeg så i dag", som digteren siger. Som læser får man uvilkårligt associationer til Macbeth og hans udmelding om månen, der er kommet for tæt på jorden og har gjort menneskene gale. Og gale er de på Augustenborg. Gale i verdens øjne. Fordi de skiller sig ud fra det såkaldt normale.

Bag hospitalets mure
Niels Simonsen byder læseren overskride tærskelen og følge med på en rejse ind bag sindssygehospitalets mure og ud i normalitetens særområder og paralleluniverser.

Og her er Kristus med de troende alle deres dage, som han har lovet det, om end måske i en lidt anden forstand, end vi vel til daglig er vant til at opfatte det løfte. I hvert fald er digtene fyldt med både direkte og indirekte referencer til bibelske billeder.

Foruden den allestedsnærværende Kristus er her også kipkalve, fedesvin og halmballer, fædre og fætre med fedtede kasketter, falske hertuger, måner og roser, en mor, der kommer med rent vasketøj – hvide snit, glemsel og lys, lys, lys.

Springende, hakkende, hinkende
Formmæssigt fremstår samlingens tekster springende, hakkende, hinkende og haltende som de(t) sind, hvis virkelighed de formidler.

Syntaksen bevæger sig i bratte skred fra det mest enkle og indholdsmæssigt jordnære til en knudret og næsten ulæselig baroklignende patos fyldt med nostalgisk poetiske billeder afbrudt af pludselige lynsnare glimt af absolut klarhed.

Samtidig benytter digteren sig af en grad af flerstemmighed, jeg sjældent har set i (nutidig) lyrik, og hvor det af og til, i det mindste ved første gennemlæsning, kan være vanskeligt at afgøre, hvilke stemmer, der tilhører digterjeget selv, og hvilke der er stemmer udefra – det være sig reelle eller indbildte.

Gennemskinnelig skrøbelighed
Overordnet set giver samlingen et indtryk af en gennemskinnelig skrøbelighed, som befandt man sig med de(n) sindssyge i en krystalglitrende spejlsal, hvor de utallige spejlinger synes at gengive de sarte sind som solstråler og sireners sang, som væsener – ikke af denne verden, men fanget i den.

Man må opgive en stringent tankegang og forestillingen om det allerede kendte, hvis man vil følge med Niels Simonsen tilbage til tiden på Augustenborg. Man må vove at tage den gale i hånden og for en stund overgive sig til hans lederskab. Man vender beriget, overvældet og lettere frostsprængt tilbage fra den anden – og den sidste – side.

 
Teksteksempel