Af
Peter Due Jensen

RELEVANTE LINKS:

Bo Green Jensen skriver om film på Weekendavisen

Læs anmeldelser af andre bøger i serien om de 25 bedste

Besøg Bo Green Jensens hjemmeside på Forfatternet

Vi vil ha' endnu mere, tak

Hvad er meningen med denne bog? Meningen er, som bekendt, god nok, men selv med min bedste vilje kan jeg ikke se, at den lever op til de forventninger, man på forhånd har til den.

Problemet er, især, at den forsøger at sætte sig mellem to stole, hvilket muligvis er en følge af selve formatet og de begrænsninger det sætter. Jeg mener: 25 film, som hver beskrives med højst 7000 anslag. Der er ikke seriøst, højst kuriøst.

Trættende princip
Ambitioner skorter det ikke på: "Man burde sidde med en fornemmelse af at have overfløjet 60 års dansk filmhistorie, hvis man læser bogen fra ende til anden," "man skal kunne bladre rundt og dykke ned i hvert afsnit uden at miste retningssansen. Derfor er diverse titler og årstal angivet udførligt i mange sammenhænge. Det kan virke trættende, men beror altså på et redaktionelt princip."

Efter at have læst bogen fra ende til anden har man ikke fornemmelsen af at have overfløjet 60 års dansk filmhistorie, men en fornemmelse for Bo Green Jensens personlige favoritter fra den danske filmskat. Dernæst synes jeg det er underligt at fastholde et redaktionelt princip, der på forhånd formodes at irritere læseren, hvor gode intentionerne bagved så end er. Jeg vil hellere miste retningssansen end kede mig.

Endelig er der spørgsmålet om antal film per årti, der fordeler sig som følger: 40'erne er repræsenteret med 4 film, 50'erne med 3, 60'erne med 3, 70'erne med 3, 80'erne med 3, 90'erne og 00'erne med til sammen 9. En kraftig forfordeling af det seneste ti års danske film, som har været enestående.

Bedre balance
Det besynderlige er, at Grønlykkes Balladen om Carl Henning er udeladt fordi den periode ellers ville bliver overbelyst. Hvorfor må èn periode godt være overbelyst og en anden ikke? Og når det nu er de 25 bedste danske film, hvorfor er det så afgørende at instruktøren har skabt en markant værkliste.

Måske kunne man have fulgt samme princip som ved bøgerne om de 25 bedste udenlandske film og lavet et bind om de bedste danske gennem tiderne og et med de 25 bedste fra de sidste ti år (eller måske 10 i mere udførlige omtaler).

Rehabilitering af dansk film
Men Bo Green Jensens analyser og perspektiveringer er der, som sædvanlig, ikke noget galt med.

Det store udsyn og den dybe indsigt kommer til sin ret i artiklen om en glemt instruktør som Asbjørn Andersen og hans John og Irene, der udgør det mest renlivede eksempel på film noir vi har på dansk. Godt er det også at se Bille August første spillefilm Honning Måne få en seriøs behandling.

I en klasse for sig
Som skribent og vidende guide i filmens og kulturens verden er Bo Green Jensen i en klasse for sig, både personligt engageret så man kan mærke det og med den fornødne distance og det analytiske vokabular i orden, så det private og pinlige undgås. Ingen har skrevet bedre om halvfemsernes film end ham, hans udlægninger af Bænken og Den eneste ene vidner om fortrolighed og sikkerhed og viser at Bo Green Jensen har sikker sans både for detaljen i den enkelte film og samtidig formår at placere filmene i deres rette kulturelle sammenhæng.

På plussiden hører også at, den så ofte, udskældte og latterliggjorte danske film bliver revurderet og egentlig rehabiliteret. Der er mange gode danske film og har været det det i alle de seneste 6 årtier, det har Green Jensen øjne til at se og sprog til at formidle, hvilket er velgørende i en tid med massiv amerikansk dominans også på kulturfronten.

Bo Green Jensen har siden begyndelsen af sin karriere som kulturskribent med jævne mellemrum samlet sine artikler i bogform, helt tilbage fra På sporet af den hvide lyd (1983) om rockmusik. Der har ikke været en eneste dårlig bog mellem dem og de fleste har det været den rene fornøjelse at læse. Disse opsamlingsværker har haft deres berettigelse som bogudgivelser, fordi de udforskede og holdt store stofområder fast samtidig med at den personlige oplevelse af tingene aldrig kom ud af fokus. Det er store tunge bøger med indsigt og viden og meget at give sin læser.

De 25 bedste danske film er højst en lille appetitvækker, der om ikke andet giver lyst til at gense mange af de omtalte film.