Efter tre års tavshed er Mette Tine Bruun tilbage på den lyriske scene med samlingen 'Deadline'.
Titlen dækker over en sjov og interessant dobbelthed; deadlinen som en skæringslinje – en sidste frist. Og deadline som en rent bogstavelig dødslinje. Den sidste streg før selve døden; det sidste levende øjeblik.
Mette Tine Bruuns poesi er glimtvist meget smuk, men alligevel bliver det næsten for dæmpet til min smag. Der sker næsten for lidt i hendes sproglige univers – selv for en, der som jeg sætter overmåde stor pris på det enkel og nøgne udtryk. Mette Tine Bruun bevæger sig konstant på en knivskarp æg af utilnærmelighed og enkelhed. Ind imellem – som i det første digt nedenfor – fornemmer man klart en underliggende alvor, der ind imellem nærmer sig noget skrækfyldt – men fordi digtene giver så lidt af deres egen poetiske sjæl bort, bliver det aldrig til mere end fornemmelsen: Læserne får ikke redskaber til at trænge helt ind bag ordenes facade.
I andre digte tegner Mette Tine Bruun på ganske få linjer og med den førnævnte enkelhed som sit væsentligste middel et klart og fastfrosset erindringsbillede. I det andet digt nedenfor favner det iskolde og benhårde det organiske, bløde og sensuelle vand i et dræbende favntag. Et utroligt stærkt og gribende digt, der skaber alt ud af intet. S. 27
Dette digt slår et overordnet tema for hele samlingen an; det handler om frustrationer – om angst og afgrundsdyb, kulsort sorg. Det er sorgen over tabet af en elsket – frustrationer over sin egen magtesløshed i kampen mod en tilsyneladende uundgåelig skæbne som i det sidste digt nedenfor. S. 30
Selvom digtene er magtfulde og ind imellem meget gribende, så mangler der alligevel noget for helt at fange mig… En gang imellem bliver det hele som tidligere nævnt en smule for lukket og utilnærmeligt; man får ganske enkelt fat i for lidt af digtets kerne – og det er naturligvis et ganske stort problem. Et andet er, at det hele bliver lidt for alvorligt. Jeg savner bare et lille strejf af underfundighed og humor. Det kunne have spejlet de alvorlige sider i bogen og løftet alle teksterne til et helt andet leje. Samlingen fremstår som en ophobning af alvor, der afdækkes lag for lag for lag – og på trods af de sproglige kvaliteter, på trods af nogle ellers vedkommende tekster, så ender det faktisk med at kede mig en lille smule, hvor paradoksalt det end måtte lyde. Det er desværre ikke digte, jeg husker i mange dage efter endt læsning.
Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
|
* * *
* *
* * * *
* * *
|
[Der gives mellem en og seks stjerner]
