Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  


DIGTSAMLING/E-BOG
Elmer Diktonius:
Hårde sange
Orig. titel Hårda sånger (Dikter 1912-1942, Tidens Förlag, Helsingfors 1956, opr. 1922).
Med nyskrevet efterord af Jakob Brøbecher
Oversættelse – fra svensk – og efterord © Sentura og Jakob Brøbecher 2003


[Publicering sker med venlig tilladelse fra Silja Kaunisto]


NB!
Digtene her på siden – den komplette Hårde sange – er kun en smagsprøve fra e-bogen.
 
Hvis du downloader hele e-bogen får du også et 15-sider langt og indsigtsfuldt efterord.

Hele e-bogen kan hentes her:

RTF-format [110 kb; Macintosh, PC og Word-brugere]
 
PDF-format [429 kb; Kræver Acrobat Reader]
 
Microsoft Reader-format [215 kb; Kræver Microsoft Reader]

Portræt af Diktonius


Elmer Diktonius:


Diktonius (f. 1896) udgjorde sammen med blandt andet Edith Södergran og Gunnar Björling kernen i dén særegne finlandssvenske modernisme, der opstod i begyndelsen af det 20. århundrede.

Ud over et imponerende skønlitterært forfatterskab efterlod Diktonius sig også klassiske musikalske kompositioner. Han døde – åndsformørket – i 1961 i Helsinki.
 

 

 

*

RELEVANTE LINKS:

Læs en præsentation af Diktonius og en bibliografi hos Projekt Runeberg

 

Elmer Diktonius (1896-1961):  
Hårde sange

Oversat fra svensk af Jakob Brøbecher

INDHOLD:  
Jeg slynge vil
Jaguaren
Havet og bjerget
Rachel
Stormen
Hvile
Rådden muld og ny
Livet
Idyl-logik
Hunger i London
Lidelsen
Det store og det lille jeg
Hårde sange
 


 

Jeg slynge vil

Jeg slynge vil
med stærke skarpe
ord
i verdens kaosbrus
min ungdoms trods
og støde frem
med lynklar lidelse
mit had
og rive hjertet ud af mit bryst
og kaste det til dem
som grådigt sulter.
Men alt:
min trods min kærlighed mit had
jeg samle vil
og støbe til en sang om dig
af dig for dig til dig
du liv.

Du liv hvor storheds rette linjer skaber himle
og småligheds krumme næse snusket snorker
hvor døden slikker fødselshede skød
og maddiker avles i den dødes øje
du digters digt og grødede prosa
hvor striden står
slave- og herrestriden
imellem det
som aldrig kan forenes:

Hvor godt og ondt i livdødskamp nu brøler
omslingrende
kuldkastende hinanden
bidende sønderflængende hinanden
med tænderne i hinandens
strube.

 

 

 

Jaguaren

I

Ud imellem grønne blade glimter
rød snude
øjne med trekantede blikke,
plettet;
knurhår bølgebevægelse klopote –
du flyver jo! mit hjertes jaguar! –
så flyv og bid og riv og sønderflå!

At bide er nødvendigt så længe bid giver liv
at flå er helligt så længe kadaveret stinker
og sønderflås må livets grimhed
indtil skønhed-helhed springer frem
fra livets muld.

Sådan er vi to, mit digt og jeg: en klo.
En vilje er vi to, et gab en tand.
Samlet er vi: en maskine der dræber.

Vi vil dræbe de følelsesløses skrig
de hjerteløses medlidenhed
de vantros religiøsitet
det stærkes magtesløshed
det godes onde svaghed;
vi vil skabe ved at dræbe
vi vil berede plads
vi vil én gang se
solpletter danse.

II

Tror man ikke
at stærke kløer mærker sveden?
Tror man ikke at jaguaren har hjerte?
Ak den har
fader moder unger.
Ødemarken er stor
kold er efterårets vind
i jaguarens mave bor
ensomhed fortvivlelse.
Jaguaren kan kysse en blomst.
Den har tårer;
sentimentalitet.

III

Nat.
Vandfald mumler langstrakt.
Jaguaren sover.
En myre slikker dens klo.
Hvem hvisker:
morgenen kommer
solpletter danser?

IV

Solpletter danser! –
smidigt hvirvler alt.
Med et spring
sætter jaguaren over
granernes toppe –
hør stjernelatterens brøl! –
en lynkile i luften:
som en pil dybt i jordens bryst.

 

 

 

Havet og bjerget

I

Spørgsmålene dør
problemerne krymper sammen
interesserne når nulpunktet: –
der findes kun hav og bjerg og jeg
som skriver om dem.

II

Havet ved:
hvis det ville
kunne det drukne verden.
(Hvis det pudsede næse
ville Mont Blanc knap have
mange tommer over pølen.)
Men det er beskedent
som dets hadede-elskede bjerg.
Det lader menneskeskimmel "synes om det",
det leger
når springfloden
slikker staklers ben,
og når en fræk satan
digter om det
synger det blot i natten
som nu (7.9.21. Trethias St. Merryn Cornwall).

III

Frödings vrøvl
om fyrretræernes havvind.
Havet tåler ingen fyrretræer! –
og heller ingen sten: det vil have
bidder af bjerg;
vil grønt se dets alvorsøje
må det komme krybende
som græs,
fejt med bøjet nakke
bukkende under
for den salte tugtelse.

IV

(Bjerget skreg:)
Jeg er.
Jeg er trods.
Lad komme – hav –
dine 5-etagers huse af bøjeligt stål! –
de stikker måske snuden
i mine navler
(de tusinde grotter) –
men ud bruser de
med braget af 12-tommers kanoner;
et sted højt oppe
danser fråde
som hvid sne –
jeg er!

V

Jeg kender ikke alles navn
sne-anemoner snegle muslinger,
nogle stirrede på mig
fra svømmepølens stivnede blå,
andre blev dræbt af min fod på bjerget
på vej til havet.
I en grotte kørte havet
sine diamanter:
glasskår som blev slebne matklare
af saltvand (velsignede flaskehalse!) –
jeg nød deres glans
og puttede nogle i lommen
indtil jeg blev sulten
(et fingerpeg
til alle skattejægere).

VI

Aldrig har jeg mærket magtens vælde
som på en stormfuld efterårsdag på Cornwalls kyst.
Ikke en eneste stribe lys
fra skyernes kornblå
tyngdeloven knap holdende mig
på benene
dybt under mig de to hadede-elskede
udkæmpende deres storslag.
Brølende kastende
skumsplinter af sig brusende
koldt-grønt af giftig ondskab den ene;
i stivbenet trods
med sønderflået ansigt
og nedbrudte ribben
hånleende den anden –
min sjæl skrålede over stridens sødme
og klippen dirrede dér hvor jeg stod.

VII

Men de kan også kærtegne hinanden.
Så kilder havet bjergets knæ
som mine bløde digterhænder
en kvindes.
Underlige ord ufuldstændige sætninger kærlighedssuk –
to elskende
i samme seng.

VIII

Vanitas hav,
forfængelige storhedsvanvid:
at tro man er noget
uden at være dig.
At – som jeg –
føde timelige evighedsdigte
eller Faust eller 9. Symfonier
eller eksplodere
i van goghske farveorgier –
meget passende for småkryb –
indtil vi ser dig indtil jeg så dig,
så vores impotens
vores skrøbelige bankerot
vores sjæles 10-metersflugt
over indbildte afgrunde
(mågerne griner).
Løjer laver vi støj gør vi
indtil vi hører klukket
fra nogle af dine
lettest bristende bobler;
din natlige trussel-sangs: vent bare! –
indtil vi blir
intet.

IX

Hvad var jegvar jeg?
Stort trykkede mig –
jeg udtrykte små
platheder.
Men jeg ved:
til livets storbys-Sahara
skal jeg føre med mig
en koncentreret smule af dit sprængstof
krafthav.
Og når min sjæls tunge udtørrer i mundhulen
og alle citroner er pressede
skal det vise sig
at jeg har drukket af dit salte bryst
at jeg har dit skumpiskende energi-raseri –
og jeg skal kæmpe kæmpe
til mine dages ende (o
den kommer aldrig!)
som du
hav.

 

 

 

Rachel

I

Hun Rachel 6 år
jeg Diktonius 25,
hendes hænder om min hals
og hun siger:
hvor meget elsker De mig?
hvor mange mil?
O dåre idiot skøre unge:
at elske i mil!
Men når jeg tænker efter:
hvor ofte slutter kærligheden ikke
bag hushjørnet –
oftest rækker den
2-5 minutter om måneden
bag soveværelsesdøre –
derfor:
naturligvis elsker jeg dig
vil elske
mange lange tunge mil.

II

Jeg hørte Dem spille i nat,
på violin sagde hun,
hørte alt –
lovely.

Jeg så dig sove i går aftes
i din seng,
din vidunderlige lille søvn-latter,
dine af leg trætte brune små sovende
hænder.
Kun barnet er skønt når det sover –
lovely.

III

Sig ikke
at det ikke er erotik
(hvad er ikke erotik?).
Hos hende barnlig ubevidsthed
nogle utydelige drømme,
hos mig ubehageligt mandigt.
(O Eros horegud gudegud
stinkpøl rene kilde –
dine smudsfingres rosenspidser
rører ved alt
((når jeg sidder i en god stol
avler jeg velbehag med den))).

IV

Så går vi – du hér jeg dér.
Måske mødes vi –
aldrig mødes vi igen
i en rød teglstens-bungalow
ved havet.
Sikkert vil der til os begge komme andre
som siger: hvem havde dig sidst?
og hvordan ser du ud inderst inde?
vi legede blot en stund på stranden.

Men du har min varme latter
følgende dig på al kødets vej
(som Butler siger) –
du gav mig dét
som kvinden kan give digteren:
lindring
og kraft til arbejdet.

 

 

 

Stormen

I

Blæsten skubber
med spidse albuer
umildt til havemuren
så kalkflager flyver omkring;
vanviddet griner hult over ødeæggelsen.
Storm er! – jeg skriger med!
En rød blomst
er knækket af på midten
og stirrer
stående på hovedet
i en vandpyt.

II

Jeg vil have liv der rykker rødder op,
luft som buldrende, brølende bølger
oversvømmelse jordskælv vulkaners udbrud.
Mere rødt på himlen, mere forrevne sorte skyer!
Endnu står nogle høje træer ubøjede mod vinden.
Knæk også dem af! – og jeg vil synge min jubelsang
om kraftens hellige skræk.

III

Haha! –
Tror du at du kan overvinde
et menneske!
Måske nogle – aldrig mig.
Når du bøjer mig spænder du blot buen
dobbelt – tag dig i agt for pilen
som suser med et hvin når jeg rettes ud.

Haha! – du storm: vi er brødre! –
tak for dit lille slagsmål!
Kast mig sådan forbigående værdiløst
til jorden
så jeg springer op imod alle afguder
som sætter skimmel i menneskenes himmeltroner
med deres antikke abdomina.
Rent skal vi gøre; du hér jeg dér.
Derefter: nogle ture omkring de andre planeter
vrælende af hjertets lyst vores evige:
haha! haha!

IV

Stormens latter-logik:
at sønderbryde
sprænge jordanger
ildtunget slikke brændbart
sprede møddingen
pine det svage:
stormen skaber i bronze.

 

 

 

Hvile

1

Fra dagens hede røde gab
til nattens milde fløjlsmund –
et hav der skreg – og jeg skreg med! –
nu stirrer jeg ned i dybet af en brønd
hvor vandet ligger gennemsigtigt tungt,
og mod min arbejdstrætte pande
slår stænk
af nogle kølige dråber evighed.

2

Toget går –
jeg sidder stille.
Forårs-snemark –
ladhed
siver ud af maven.
Hvor mon dén og dén er
og hvordan vil det gå?
En krage ses i røgen
ses ikke
og ses igen.

3

Et hvilepunkt
i det vilde:
kølig vinterluft i mine næsebor
under en vinterfyr.

Og direkte og hurtigt
som kun en mennesketanke kan
besøger jeg mine elskede:
larverne og regnbuen
og alle de stjerner
jeg ikke kan se.

4

På taget
af min revolutionære balkon i Paris
slikker jeg solstråler
drejer dem til jaguardigte
i mit indre
kaster dem ud over balustraden.

De faldt! – på deres klofyldte poter!
Politibetjente koketter trækvogne
massen en masse
som vælder frem
vrider sig
bid skrig lidelser
vælten ødelæggelse opbrud
(lygtepæle træer stakitter)
murene giver efter –
det er ikke lus og lopper
det er mine jaguarer
som jager menneskene mod Bastillen –
alle Bastiller!

Stjernerne ler:
på taget af min revolutionære balkon
mjaver en brunstig kat.

5

Ingen kender mig.
Jeg går på gaderne og hyler.
Huse rejser sig
perspektiver jager hinanden
bilerne jager mennesker
menneskene sig selv.
En bulldog frister en foxterrier –
hvad bliver der mon af den sag? –
alt springer væk
kun stjernerne står stille.
Jeg hyler.

6

På tynde stålkabler
går jeg
over afgrunde.
I mørke vandmasser
spejler sig
lysstærke tanker
som vinterhvide graner.
Sten ruller dumpt –
mægtig min stilhed.

7

Solen skinner
gaderne er bare.
Dyr blomster
gør sig til.
Menneskene
indslubrer forårsluft.
Mig rammer digte.

8

En glitrende snog
er foråret
(dets vand, vi)
strålende farverig.
Ufarlig? – sig ikke det!
Tåbeligt heltemodige
gør den os;
tåbeligt fortvivlede.
Og vi tør alt:
revolutioner erotik
skumringssentimentalitet.
Og vi mister alt –
men vi dør ikke
for vi er unge.

 

 

 

Rådden muld og ny

1

Hvem vil så i den rådne muld? –
kaste sin sæd blandt stenene
blandt tornede tidsler efterlade sit kæreste
sit hjertefrø i ørkenen –
hvem vil?
Sådan gjorde vi hidtil –
mulden forgiftede stenene trykkede tidslerne rev –
der blev korstræ af sædekornet
spanskrør slangekrat,
det smagte godt i forfrosne mænds mund
rådne kvinder fandt i dén spejlbilledet af deres skønhed –

og vi hørte til dem
for vi stemte vores instrumenter
efter deres horeskrål.

Har ingen lyst til at sige: ikke mere!
Har ingen om nødvendigt mod
til at afslutte lovsangen
eller omskabe den til mukkerter
som man kan dræbe stinkdyr med,
tør ingen ofre det som kaldes skønhed
for det
som hedder menneske?

2

De rige og de fattige – hvor sentimentalt!
Jeg siger: de stærke og de svage
de impotente og de frugtbærende,
og de stærke og de frugtbare er netop – "de fattige".
Hvor meget giver man for den mødding af svinagtighed,
som kaldte sig menneskelighed og havde "kultur
civilisation etik religion filosofi
skønne kunster" og alt andet tingel-tangel,
som bar sit gifttræs frugter i verdenskrigens vanvid,
som er ådselsæderes bytte
men som endnu praler med sine overlevende
som en rådden skøge.
Hvem vil så i fordærvet jord når ny jord
står og venter?
Hvem vil forlænge livet
for en for sine synders skyld i total lammelse
døende?

3

Jeg ser den hellige aske
i ansigterne af mennesker som har lidt.
Jeg ser den i revolutioner
som er blevet til intet
i pyramider som er sunket i grus
i sole som har glødet men er udslukte.
Jeg ser den og seende føler jeg:
sådan er det, sådan skal vi gå:
brændende
ud af helvedeskval
til ren aske.

 

 

 

Livet

1

Menneske: vær hvirvelstorm.
(De varsomme går nok langt
men de flyver aldrig.)
Menneske: løft dig i håret
væk fra dig selv.
(At fordybe sig i sig selv
er at dø i smuds).
Og i særdeleshed: menneske:
spræng dig at du må blive hel.
(Hvor hel lyder ikke verdens sprængthed
i mit øre; som et lille sekund.)
Og derefter menneske derefter:
eksplodér.

2

Lykken kommer tæt ind til dig
presser dig ømt i sine arme
tramper let på dine ligtorne
(du går ubevæbnet til den
som til en kvindes skød;
begge har tænder og gift).
Smerten er en ulv
som springer i dine hæle
(så forbandet let at besejre den;
du kan se dens kæft
og smække fingrene
omkring dens strube).
Glæden er noget som rykker dig med sig
og med hvilken du spadserer
på underlige fortove
højt over alles hoveder
(over dit eget).
Du synker i lykke
mod smerte kæmper du –
glæden lærer dig at flyve.

3

En bøn
giver jeg dig
til hverdagsbrug:
må livet hamre
sine sprængkiler
i dig!
Udfartens henrykkelse –
den stoltes vellyst:
at
bortkaste gårsdagens trevler
voldtage
sin overmorgen.
Tig ikke
om bedre:
hegnspælene
i dit kød!

 

 

 

Idyl-logik

I

Hvem springer i fossen?
hvem ler i sin strid?
Over bristende bjælker
glider vi
som lynglimt i sollyset.
Glat? – alt! alt! –
dine fumlende hænder menneske
er langsomt klodsede.
Se regnbuen
i stænket som vi pisker op
med vores bagdele!

II

Det er behageligt
at ligge på ryggen i det rolige vand
og lade overfladens mildhed
kilde maven.
Småfisk glider forbi –
ikke umagen værd at fange.
Underligt
at tænke gamle tanker
om unge flager der har løsnet sig
og om forgangne parringstider.
Så usædvanligt behageligt
at ligge i det rolige vand –
men man orker det ikke længe.

III

Dyndet fortæller mærkelige ting
om bundvisdom.
Det dybblå hav
kildens usynlige evighedsskød
har det aldrig set.
Hvis det var verdensomvandrer
som vi
kunne det spare sin gnavne visdom.

IV

Laksenes logik:
modstrømsfiskenes
mod kilden førende "må og skal".
Forbi sten og graner
åmandens lokken (Josephson)
møllehjuls kværnen –
få kan fange os
ingen kan dræbe vores fornøjelse:
at gøre glædesspring
i den brølende fos
i solskinnet.

 

 

 

Hunger i London

I

Hvor skal jeg sove i nat?
Bobbyen jager mig væk fra bænken –
han mener det ikke ondt siger han
men det er hans arbejde.
Jeg mener det heller ikke ondt
men jeg har intet arbejde
og ved ikke
hvor jeg skal sove i nat.

II

Tidligt om morgenen
gik jeg ud.
Tidligt om morgenen
legede rendestensunger ved Hammersmith
i en rådden pram.
Langs Themsens bredder
gik jeg
tyggende pileblade
til Kew Gardens – træt var jeg
da jeg kom tilbage
tyggende pileblade.
Herregud hvor er der langt
fra den sultnes morgen
til den sultendes aften.

III

Hud lyser
gennem silkestrømpers masker
i solskinnet.
Jeg vil bide i pigeankler
dér hvor lægmuskelen begynder
sin runding.
Jeg er sulten efter kød
og kvindekød.

IV

Hun er ung og smuk
taler mange sprog
har svulmende partier
som nok kræver sin mand –
jeg træffer hende undertiden
i Hyde Park
når jeg har en smule penge
og kan være herre –
vi taler om livet
og jeg forsøger at få hende til at forstå
de sultendes filosofi –
men hun er ung og smuk
og hendes onkel har malet en kejser
og hun ved at hun engang vil sælge sig
for en høj pris –
hun synes jeg er mærkelig
men tilgiver mig
for jeg er kunstner.

V

Det ville være godt for alle
at gå sultne på gaden.
At tænke: var jeg blot kvinde
så jeg kunne sælge min krop,
at bringe sit sidste til pantelåneren
anende: det går ikke det går ikke.
Rendestenen har en filosofi
klarere end Kants og Jesus Kristi,
en kærlighed – til brødet,
ét kategorisk imperativ – maven.

 

 

 

Lidelsen

I

Negle kradser i mit hjerte
(borer og borer)
rasende lidelse
(ild og lidelse)
orkanflugt.
O skarpe fortvivlelse! –
bitreste mandel bobler.
Styrttårer lasede nerver sjælfragmenter –
skrider mennesket ikke frem
tilsmudset i gud
afmagret affald
pisket af angst dirrende
jokkende sig selv over foden?
Med negle i hjertet
fnysende lidelse
(ild og lidelse)
styrter jeg skaber jeg
i stinkende rytmer
(borer og borer)
mennesket.

II

Et sted
højt oppe
ler en blomst.
Dens bægerblade
er hvidere end sne
men årerne i den
er røde som blod
(og der er hjerteblod).
Den skønneste blomst.
Uforskyldt lidende
er dens navn.
Den forbipasserende ser den
når han dør.

III

Det er løgn
at lidelsen gør os gode! –
at den forædler os
løfter mod stjernerne
at den og kun den fostrer skaberkraften i os
driver os fremad.
Slavereligionen – dét er lidelsen,
undertrykkelsespiskernes giftfilosofi
livsonanisternes horevise
herrernes hundehimmel –
vi vi! – vi slaver der skal skabe verden fri
af lidelsen
når vi bortslynger de andre forbandelser!
Et af vores mål:
at tilegne os glæden.

 

 

 

Det store og det lille jeg

I

Et forår gik jeg ud i verden
for at dræbe Scriabin
bortkaste fjolset Debussy
sparke Schönberg i røven
(han skrev til mig at han er konservativ
den djævel!),
havde allerede nogle sange
sanger-knærystende kritikereksploderende
(en gammel luder døde straks efter recitationen)
dynamitsymfonier i baglommen,
lærerens ømme afskedsord:
bolsjevikmusik
akustik ikke musik –
ansås uden lægeattest moden til dårehuset:
således et geni.

II

Paris.
Paris? – råddent-stinkende-skønt.
Forfatterne på Strindbergs
gamle værtshus – ølknejpe –
"ikke engang drikke kan de"
sagde en eller anden.
Komponisterne – tja
malerne – hm.
Det stærkeste indtryk:
en gammel skøge på Boulevard St. Michel
åbnede sin kappe
nøgen, kun lange sorte strømper
en vinternat med slud og kolde stjerner.
Min sjæl frøs og jeg ville myrde.

III

Over Kanalens hvæsende irgrønne bølger
forbi Dovers skrøbelige ostegule kalkklipper
med ekspress dér ved siden af
en døende sygeplejerske hostende
(lungetuberkulose eller gasangreb)
til Victoria Station hvor kvinden jeg elskede –
rejste for – kom til
sagde: hvorfor kommer De? jeg elsker Dem ikke mere.
I et dunkelt hus sloges jeg med hende
i 2 uger
bed i gulvtæppet lærte den grådkvalte latter
tabte og vandt.

IV

Til East End;
til pestduftende fishbarer
til nedbrudte arbejdere
til syfilitiske skøger
til frelsersoldaternes jesusløgne
til sultens nervøse tomhed
til kommunister på gadehjørnet
til fordrukkent vanvid
hele elendighedens fortvivlelse
(den kvinde hele tiden med mig;
som mit hjerte)
indtil jeg nu
gennemskuende løgnene
(det være sig samfund religion kunst
jeg)
står her som jeg er
(uden musik uden skønhed
prægende min
revolutionsdynamit
i hårde ord)
for blot i morgen at gå videre.

 

 

 

Hårde sange

1

Den nat den nat:
himlen som et dybt sort hul
ikke en stjerne
og jeg
besejret
krybende på min sjæls blødende forpoter
til min mørke hule.

Den nat havde jeg mistet alt.
Den nat fandt jeg mig selv.

2

Tag mig helt
slik ikke mit blod.
I mig findes der ingen plakat
med påskriften: nyd.
Hvorfor skulle du tygge drøv på noget
som kun brydes op af skarpe tænder.
Så du brækker dem? –
hvad har jeg ikke brækket?

3

Livet smider korn i min hånd
og jeg slynger dem i jorden.
Vil de gro? vil de vokse?
vil jeg se min afgrøde modnes?

Jeg længes efter det
som træet til sin blomstring,
men en anelse siger mig
at først i min aske
vil mit hjertefrø
finde min muld.

4

Nattens mildhed
stemmer overhovedet ikke
med mit indre.
Stålmættet jeg –
landskabet
dovent henslumrende
(er jeg kontrasten i det hele?).
Mine skarpkantede tankekorn
rives dunkelt i laser –
herregud: en stjerne faldt!

5

Efter natteregn solmuld
dampende
skarpt duftende,
efter skidengråt stråleklart –
dets stål
afskræller al hjertets ynkelighed –
myrernes sorte rygge
gynger rytmisk
på deres lange landeveje –
lige så taktfast
går min hjerne til sit arbejde.

6

Min sjæl er blevet vasket ren af tårer
i mit hjerte har lidelsen pløjet sine furer
og hen over mit ansigt er livet faret
gravende sine flodsenge.

Hvor gammel er jeg? hvor ung –
jeg ved det ikke –
jeg er livsstøv
som sitrer af livet.

7

Se: jeg danser! –
se mit hjerte står åbent
og jeg dypper mine fingre
i mit hjerte
og skriver med mit blod:
Se: jeg danser! –
det er sejrsdansen
gudernes svingom
tilblivelsens beruselse –
Se: jeg danser! –
var jeg menneske? levede jeg? døde jeg? –
én verden er for let – kast altet
på mine skuldre –
for Se:
jeg danser!

8

Når jeg er død
vil bløde kvindehænder
vikle en krans
omkring min pande.
Ikke kviste –
vilde skovblomster
der visner
lige så hurtigt som jeg.
Og jeg vil le.
Og solen vil kigge på mig –
sådan dér over skulderen –
og sige:
se: krigeren ler i sin søvn –
han er en sejrsherre.

9

Var det digte jeg skrev? –
jeg syntes jeg eksploderede
og slyngede mine jernsplinter
ud i verden.
Vist ville jeg også:
så uro
avle misfornøjelse
bide liv i de sløve –
men det meste var nok et "må og skal".
Min hellighed:
at jeg var brændbar.

10

Ikke prætentiøst nok at kalde dette digt.
Sange, hårde sange –
har du ikke stemme til at synge dem
så sværg dem
(jeg sværger i skønhed siger jeg
af gammel kunstnervane).
Ud af det gryende formløse
frembryder meningen.
Søger du blomst hos mig farer du vild –
jeg er kun frø.

11

Sejrens brede vinger bærer mig!
Hvis verden hånlér ad mine værker? –
engang vil dé
le ad dén
uden bitterhed.
Alt der trykkede og stak:
vejstøv på den rejsendes kappe.
Og jeg støder allerede nu
(i begyndelsen af mit jeg)
min perspektivspids frem:
hammerspillets cantus firmus:
det sved
men det klang!

 

[ t o p ]       [ h j e m ]