Ib Michael. Kristian Himmelstrup debuterer som skønlitterær forfatter med en svært tilgængelig bog, der tager os på rejse blandt dinosaurer, indianere, Butch Cassidy og det første menneske over den argentiske pampas, gennem Bolivia til Titicacasøen. Og så slutter det hele blandt gamle stereoanlæg og IKEA-møbler på Vesterbro i København.

ANMELDELSE: Med sit frivole forbrug af alle mulige forestillinger og sine bestandige sammenstød mellem vidt forskellige stillag er det en meget morsom og underholdende bog. En sværm af skøre, alvorlige, kosmiske, spændende, åndssvage, dybsindige billeder, der føres ind over hinanden og ramler ind i hinanden og ud af hinanden… Det er virkelig en tango, der vil noget.

Uh!

Det var snyd. Den elegante ordstrøm ovenfor er hverken min egen eller møntet på Kristian Himmelstrups debut, Dinosaurens sidste tango. Ordene er Hans Jørgen Nielsens, og de er citeret fra hans anmeldelse i Information af Ib Michaels debut, En hidtil uset drøm om skibe fra 1970. Dvs. sidste, mere bovlamme, sætning har jeg naturligvis modereret, så den passer til sammenhængen.

Ib Michael samplet
For sagen er, at de såmænd ligeså godt kunne være skrevet om Dino-tangoen. Måske – nej, helt afgjort – er tonen en kende for positiv, men ellers er karakteristikken meget præcis. Og det er der ikke meget at sige til. For Himmelstrups bog, der former sig som en kakafoni af ord og tanker, der griber hinanden i en arabesk og tegner sit eget sindrige, uoverskuelige verdensbillede, hvor alting – tid, rum, fysiske former og love – er ophævet, har mange, rigtig mange, reminiscenser fra Ib Michaels særegne univers.

Mest af alt minder den mig om en sampling af en lang række figurer, formuleringer, geografier, indfald og udfald fra mainstream-delen af Ib Michaels forfatterskab, sat i scene i en form, der er skåret over præcis den samme læst, som Ib Michaels tidligste, langt mere avantgardistiske bøger.

Jeg ville ikke have undret mig ét sekund, hvis nogen havde stukket mig bogen og fortalt, at det var et uudgivet manuskript af Ib Michael fra 70'erne. Jeg ville have frydet mig over at være i stand til at udpege en lang række stilistiske træk og figurer, som dukker op senere i forfatterskabet – og måske studset lidt over, at bogen ikke var udkommet i sin samtid. Men jeg ville nok også have tænkt, at verden ikke var gået glip af det helt store brag af en roman…

Universet opstår i Argentina
Hvis man går med på bogens præmisser og indstiller sig på at læse en lidt underlig størrelse af en roman, der er opdelt i 114 alfabetiserede kapitler eller stykker, kan den læses som en psykedelisk rejse. Dels indad – i sig selv – dels udad – i tid og rum – og dels geografisk – gennem en række sydamerikanske lande.

Alting synes at foregå på én gang: Vi starter med en arkæologs fund af et havareret fly i Argentina, og synkront med dette opstår hele universet i The Big Bang. Herfra går det over stok og sten gennem tiden og rummet. Forbi Butch Cassidy og The Sundance Kid, som måske/måske ikke dør i Bolivia, forbi den første homo sapiens, den sidste indianer, dinosaurerne, som danser tango – hele vejen til en lejlighed på Vesterbro i København, hvor hverdagens almindelighed registreres i så mange detaljer, at dén nærmest ender som det mest fremmede… Vi følger dels retninger stukket ud af et manuskript, som en af de omkomne i flyvraget holder i sine hænder, dels tilfældige associationsrækker i fortællerens hjerne.

Moby Dick og euforiserende indianere
Himmelstrup har det samme fabulerende, drømmende sprog som Michael. Han kredser om det udødelige, lader fortælleren tage bo i forskellige skikkelser på tværs af rum og tid, bevæger sig hjemmevant i Sydamerika, fascineres af det spanske og indianske sprog, tager både afrodisiske og euforiserende stoffer – sågar den store, hvide hval, Moby Dick; om noget et omdrejningspunkt for Ib Michael, genfinder man i Himmelstrups bog.

Og det virker på én gang underligt og selvfølgeligt.

For selvsamme Himmelstrup er også forfatter til én ud af – så vidt jeg ved – kun to bøger om Ib Michaels forfatterskab (Den udødelige soldat og jeg). Han er en erklæret Ib Michael-afficionado, og derfor er det måske ikke underligt, at han skriver skønlitteratur i nogenlunde samme stil – men denne overflod af fællesskab forekommer tilstræbt, og derfor bliver denne nærmest klon eller pastiche af en roman sær.

Man kan ikke andet end at tage hatten af for hans mod, for det ligger snublende nært at anklage ham for at have kigget lidt for dybt i flasken med Michael-floskler og ikke være i stand til at skrive sig ud af skyggen af sit forbillede. Men det, tror jeg, ville være forkert: Det kan umuligt være undsluppet forfatterens opmærksomhed, at hans bog minder temmelig meget om Ib Michael.

Himmelstrup er en ferm skribent. Der er schwung over siderne, og ordene æder sig fast i hinanden til en kolossal strøm, der vælter ind over læseren. Det virker simpelthen, som om han vil skrive som Ib Michael. Men hvorfor så det? Det kan jeg ganske enkelt ikke gennemskue, og dit bud, kære læser, er sandsynligvis bedre end mit…

Indadvendt projekt
Det er ikke nogen særlig køn bog – men det er vel næppe heller meningen. Bogen virker derimod drevet frem af en fascination af ordene selv. "Jeg føler kun ordene" hedder det et sted i bogen, og det giver en meget præcis karakteristik af fornemmelsen af at læse den: Man kan imponeres over de sjove ord, de mærkelige ord, de underlige tanker og pludselige spring. Men kan ikke rigtig føle noget ved bogen. Den forbliver uvedkommende – distancerende.

Der er en fascination af naturvidenskabens paradokser i bogen: Hvis alting er opstået ud af samme kerne, så er alting gjort af samme stof. Så kunne vi måske ligeså godt være dinosaurer som mennesker – og hvad er så forskellen på had og kærlighed?

Sådan lyder ét af afsnittene eller kapitlerne i bogen i sin helhed (det har overskriften "D"). Citatet tjener til at illustrere dels den matematiske/naturvidenskabelige fascination i bogen – dels det distancerende og indadvendte i projektet. Men romanen indeholder så sandelig også det modsatte: Fabulerende afsnit, der griber fat i hinanden i en ubrudt række af spring og glimt af en bagvedliggende humor. Et sprogligt overskud. Fx følgende kapitel (med overskriften "G"), hvor fortælleren (som til lejligheden har iklædt sig en myggens krop) selv rejser spørgsmålet om, hvad hulen det egentlig er for et projekt, han er involveret i:

Lige dér dør myggen – og med den også spørgsmålet "hvorfor?" Indtil det uvilkårligt opstår igen i romanens læser. Men som jeg sagde tidligere: Dit bud, kære læser, er såmænd sikkert bedre end mit…