Vrøvl med verden

I Peter Laugesens digtning handler det om at give sig hen til flowet med hud og hår.

ANMELDELSE: Under overskriften En digter som sig selv anmeldte Politiken i søndags Peter Laugesens nye og som sædvanlig, havde jeg nær sagt, fremragende digtsamling. Titlen på denne er Divanord, der som anmelderen også er inde på, både kan læses som diva-nord og divan-ord. Men ak, Politikens anmelder har ellers ikke meget sans for, hvad der er på færde i Laugesens digte. Hun brokker sig over længden på digtsamlingen og skriver: "Hvorfor ikke det halve med det bedste? Men så var Laugesen vel ikke Laugesen...".

Breitling Replica Og derfor er den anklage temmelig langt ude i skoven. Som jeg har argumenteret for i en artikel i tidsskriftet Passage [nr. 49, 2004, red.], så er alle digte på sin vis nødvendige for, at Laugesens maskineri holder dampen oppe. Også de mere fjollede af slagsen, dem der kun består af rim og ordspil.

Jo længere, jo bedre
Derfor er det i princippet håbløst at anmelde en enkelt af Laugesens samlinger. For at få samling på forfatterskabet må man tage en større bid, fx en 8-10 digtsamlinger eller mere. Det vigtige og vitale i Laugesens digte er ikke det enkelte digt, snarere er det enten det enkelte vers, ja måske endda den enkelte frasering, tone – eller det er den poetiske understrøm, med tryk på strøm. Og den er blot blevet intensiveret med årene, hvorfor Laugesen på sin vis bliver bedre og bedre. Han er måske ligefrem allerbedst, jo længere digtsamlingerne er, for jo mere han skriver, jo større er chancen for at noget virkelig genialt og originalt bliver inddrevet.

Vildskuddene er altså nødvendige, og de skal med, for Laugesen destillerer ikke sit udtryk for at please sin læser, som mange "rigtige" digtere gør det: Be there or be square, kunne man tilføje, når vi alligevel har gang i de engelske udtryk. Det er dét, det handler om.

At give sig hen til flowet
Tager man fx det allerførste digt i Divanord, så er hele "poetologien" allerede fremvist her:

Alting flyder,audemars piguet replica watches set fra Laugesens perspektiv, så man må give sig hen med hud og hår til bevægelsen, flowet. Et sted har Laugesen skrevet, at når digtet ikke begynder længere, så er det slut. Det, at noget kan begynde hvor som helst og som hvad som helst, afføder en bestemt stil: begyndelsens eller afsættets. Og afsættet er altid det vigtigste for Laugesen, imens det, som afsættet tages fra, sagtens kan være mindre interessant.

Derfor kan Laugesens skrive om politik, om hunden i Brabrand, om at handle i City Vest osv. Det er ikke ligegyldige emner, men de er lige gyldige i forhold til digtenes kvalitet. I den forstand er emnet underordnet, for det er ikke ud fra det, at teksterne skal bedømmes; de er der bare, lige nu og her, en rampe for afsættet, for en ny begyndelse.

Også digte for dansklærere
Nuvel, det betyder ikke, at Laugesen ikke kan skrive "rigtige" digte om liv og død og deslige, som dansklærere ville kunne tage til sig. Tag fx dette helt formidable digt:

Selve digtet former i sig selv en gravsten over to strofer, måske som symbol på du'et og jeget, der nævnes for oven. Hvis der er tale om et figurdigt, så opstår der pludselig syrede korrespondancer mellem de to nederste strofer, der på sin vis er dybt komiske og dybt foruroligende på samme tid.

Samtidig er der jo så en eller anden treenighed på spil i de tre strofer, som jeg ikke kan overskue at gøre rede for på stående fod, men vertikaliteten i den første strofe erstattes af en horisontal bevægelse over et hul, denne gang måske ikke et hul af tid. Og man kunne sikkert gå meget mere amok i denne læsning af dødens skrift osv.

Bakseriet med verden
"Man bruger livet til at rode i gamle kasser,/til livet blir en gammel kasse, man roder i." skriver Laugesen, og hvor er det såre sandt og genialt på samme tid. Sådanne små lynskud flankerer og kontrasterer typisk de længere tekster i Laugesens samlinger. Igen handler det om at bevare en dynamik og en bevægelse, som modsvarer en på alle måder turbulent verden.

At Laugesen bliver ældre, mærker man naturligvis på en kredsen om døden, som ligger på lur rundt omkring i samlingen, også i to af de her citerede digte. Men jeg håber, at der kommer til at gå mange år endnu, hvor vi fortsat kan nyde Laugesens uafbrudte og fantastiske vrøvl og bøvl med verden, for bakseriet med at få verden på ustyrlige ord forbliver en bedrift, uanset hvordan tilstandsrapporten i øvrigt lyder fra Brabrand, lige midt i hele verden, forstad til alt.

NB! Opsætningen af digtene kan forekomme lidt anderledes end i bogen