Vor anmelder er en anelse skuffet over Adda Djørups tredje bog.

ANMELDELSE: Adda Djørups tredje bog, romanen Den mindste modstand, handler om Emma, som er en kvinde i trediverne.

Emmas yndlingsbeskæftigelse er at tænke, hun nyder ligefrem at tænke. Men hendes liv forstyrres pludselig af tre ting: For det første dør farmoren og efterlader hende et sommerhus i Tisvilde. For det andet rejser hendes kæreste JC til Australien for at arbejde en længere periode, og for det tredje har Emma en affære med en gift mand, imens JC er væk. Emma bliver gravid og ved ikke, hvem faderen er.

Et malplaceret skelet
Umiddelbart lyder det som et ret simpelt plot for en fiktiv fortælling, men når det er Djørup, som er forfatteren, forventer man som læser, ovenpå novellesamlingen Hvis man begyndte at spørge sig selv fra 2007, at plottet enten indeholder forunderlige digressioner eller fortællemæssige hundekunster. Det gør romanen imidlertid ikke.

Den forbliver underligt tro imod den halvvejs udefrakommende fortælling. Det er således ikke kun Emma, der forstyrres af de tre ovennævnte omstændigheder; man føler også, at Djørups prosa som sådan forstyrres. Den ender aldrig med rigtigt at absorbere plottet. Handlingen forbliver et malplaceret skelet i forhold til det, som man føler, at det egentlig handler om, nemlig forholdet mellem sprog og tanke.

Hvor novellesamlingen fra 2007 pendulerede uroligt, men kvalificeret imellem fantastiske fortællinger og mere lyriske, forsøger denne roman at finde et fortællemæssigt naturligt leje i forhold til en længere romanform. Imidlertid synes jeg ikke helt, at det lykkes for Djørup at få forløst sit enorme talent på behørig vis.

En lang novelle?
Hvor både novellerne og digtsamlingen Monsieurs monologer (2005) med succes prøvede grænserne af i forhold til genren, der falder denne lille roman en smule sammen. Måske giver det mere mening at tale om en længere novelle, der bestræber sig på at være en roman end om en roman.

Sammenhængen mellem den refleksive Emma, hendes spontane handlinger, især affæren med den gifte mand, savner desuden kohærens og troværdighed. Emmas tanker, hendes tænken er et spor for sig, som ikke rigtig har relevans i forhold til fortællingens hændelser. Det gør, at man som læser har svært ved rigtigt at blive fanget af både Emma og hendes problemer.

Den alvidende tredjepersonsfortæller gør det ikke nemmere at engagere sig. Djørups prosa interesserer sig slet og ret ikke for handlingen, men for ord, tankestrøm og bevidsthed, og som sådan er den fremragende, men ikke som fortælling.

På grænsen til ironi
At Emma ikke ved, hvem faderen er, giver måske Emma noget at tænke over, men ikke rigtig læseren. Romanen forbliver lidt introvert, eller måske er uforløst det rigtige udtryk.

Den er med sit lidt altmodische og eftertænksomme sprog på grænsen til det ironiske, uden at man dog som læser kan vide sig sikker på noget, men med en så intelligent forfatter og fortæller som Djørup kan det være svært ikke at læse romanen på et metaniveau: Gør den grin med sin læser? Med sin handling? Djørup skriver fremragende, Emmas sprog og tanker er ofte inciterende, men handlingen forbliver et fremmedlegeme.

Summa summarum: Denne anmelder er stadigvæk stor Djørup-fan, men er en anelse skuffet over romandebuten.