Pastelfarvet forår

Forelskelse, følelsesforræderi og fortræd på den franske måde.

ANMELDELSE: I Iselin C. Hermanns seneste roman er scenen er sat i kærlighedens by, Paris.

Her møder vi kirurgen Zephyr, som lever i et højglanspoleret, men glædesløst ægteskab med den kølige Manon, der ødsler sin kærlighed bort på hunden Sartre. Eric er sygehjælperen, der om natten våger på intensivafdelingen, indtil en ældre, kvindelig patient en dag giver ham et tilbud, han ikke kan afslå. Forfatteren Toqué bringer sin genbo og elskerinde, Rose, til tårer, fordi han ikke kan bekvemme sig til at forlade sin hustru, selvom Rose og han har den lille Lulu sammen. Og sidst, men ikke mindst, er der fotografen, Sabatine, som er lykkeligt gift og mor til to, men som alligevel forelsker sig hovedløst i den dejligste mand i Paris.

Bedragets anatomi
Forfatteren kalder Domino en "forelskelsesroman". Men den er også en afdækning af bedragets anatomi og en beretning om den fortræd, et menneske kan gøre sig selv og andre, ved at glide gennem tilværelsen uden at ville vælge retning. En af romanens mandlige hovedpersoner bliver flere gange spurgt, hvad han vil, og hans overvejelser, som fortælleren fremstiller og kommenterer dem, indkapsler denne laissez faire holdning og dens iboende problematik i en nøddeskal:

Elegant og let
Stemningen i Domino er så let, så elegant og så munter som det pastelfarvede forår på Champs Elysées, men efterhånden som fortællingen skrider frem og forvilder sig ned ad de mørkere sidegader, får man et indblik i den sorg og smerte, som også er til, når hjerterne folder sig ud som kastanjernes tidlige blade og kaster skygger på fliserne.

Dialogen i værket er en stor del af tiden maskeret som indirekte tale eller som dækket direkte tale, ligesom også flere af romanens karakterer har travlt med at dække sig ind og vende ryggen til. Samtidig fungerer denne teknik upåklageligt i forhold til det at kombinere og ophæve grænserne mellem den ydre og den indre dialog – en ophævelse, som enhver, der har været (hemmeligt) forelsket, vil kende fra sig selv.

Røde neglestriber
Domino indeholder et dygtigt udtænkt og foruroligende plot, som den vågne læser gradvis kommer på sporet af. Og så er den skrevet med en næsten uhyggelig indsigt i det fænomen, at kærlighed gør blind. Begge dele gør, at værkets koketteri med det franske ikke kammer over og bliver til ren stereotypi.

Aaah, c'est manifique! fristes man til at udbryde, når man har vendt sidste side i denne roman, der er flirtende, fransk og forelsket helt ud til spidsen af den tiende og sidste velmanicurerede lillefingernegl, som ridser hidsige, røde striber i ryggen på læseren.