Urovækkende, hverdagsagtige og ærlige digte.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Normalt bruger vi tegnsætning, når vi skriver for at skabe orden og overblik.

I Christians Dorphs digtsamling med den lumske titel De sidste mange år har det handlet om børn (digtene handler nemlig slet ikke om børn som sådan) er der hverken punktummer, kommaer, spørgsmålstegn eller bare store bogstaver, hvor vi normalt ville forvente det.

Dorph valgt en løsning, hvor han bruger dobbelt-mellemrum i stedet for punktummer, som i fx det første digt:

din kjole sidder skævt   den sidder løst   jeg tror vi blundede   vi sov   vi var uenige om noget    det var en tvist   og jeg blev trist   men lyset prikker hul   det er en væg   et plettet æg   jeg tænker på så lidt som muligt   jeg tænker på en hamster som døde fordi jeg havde malet buet hvidt   jeg tænker at du burde smøres ind i flødeskum   jeg tænker på en linje fra en sang jeg havde glemt   jeg tror vi trænger til at komme væk   jeg tænker på den påfugl jeg så den anden dag   jeg gik derhen og kunne række ud og røre den    og nu den kjole dér der sidder skævt og krøller som en pjusket halefjer

Det giver det ellers hverdagsagtige sprog og den hverdagsagtige situation en underliggende tone af ubehag, ubestemmelighed og usikkerhed.

Forholdet som en skæv kjole
Det er altså ikke kun kjolen der sidder skævt i digtet – også forholdet mellem manden og kvinden sidder skævt.

På overfladen har vi at gøre med et skænderi mellem et par, som får manden – det er kun hans tanker vi får – til at føle afstand og trække sig ind i sig selv til et kaos, som tilmed spejles i digtes grafiske form med den manglende tegnsætning og springende i associationer fra den døde hamster til konen, der burde smøres ind i flødeskum (ikke uden humor).

Og det første digt angiver klart tonen og det videre indhold i denne rige, mystiske, urovækkende og humoristiske digtsamling.

Efter de to indledende digte følger seks afsnit med titlerne luksus, lyset er sjofelt, at gå ned, sig noget, den blinde mand, og ødeland, som det er mig umuligt at forbinde med indholdet, men udgør stadier på en drengs/mands vej gennem livet: Fra døds- og begravelseslege i barndommen for at tiltrække sig opmærksomhed, over en mors død og parforholdet og til sidst en rejse til New York, hvor forholdet vistnok revitaliseres.

Hensynsløs ærlighed
Vi har at gøre med en maskulin erfaringsverden, der tales hele tiden fra et mandligt jeg til et kvindeligt modstykke, og der lægges ikke fingre i mellem, når Dorph beskriver den moderne mands tanker og følelser.

Det er en hensynsløs ærlighed, som er befriende i en tid, hvor vi ofte er ved at drukne i forstillelse.

Jeg overvejede en overgang, om vi var tilbage i 70'ernes knækprosa, som den praktiseredes af Vita Andersen, Lola Baidel og Kristen Bjørnkær, hvor det private blev hængt ud til beskuelse som vasketøj på en tørresnor.

Men sproget, formen, holdningen og tonen gør hele forskellen, og vi er nærmere i holdning på den sanselighed, som man finder hos Jørgen Leth; "jeg holder kæft   det er min ret," skriver Dorph oven i købet et sted med umiskendelig Leth-frasering.

At stå ved sig selv
"Den sociale mimik gør mig træt," er en karakteristisk formulering og en mulig overskrift på samlingen, for Dorph vil gerne have, at man står ved, hvem man er som mand – og som kvinde for den sags skyld – og al den forstillelse og snak står i vejen for begæret og lysten.

På det umiddelbare plan kan samlingen forekomme forvirrende, fordi den iscenesætter et meget velkendt og dagligdags univers i et dagligdags sprog, men hvor der hele tiden lurer noget uforklaret, uroligt i digtenes lakuner og tomhed og abrupte linjeskift og pludselige spring i associationer.

Samlingens sidste to verslinjer er også sjove og karakteristiske: "jeg går ud og pisser   ordene er med som gæslinger efter en gås." Hvem mon det er, som er med ham på toilettet, når nu det mandlige forbindes med det tavse og kvinden med snak?

 
Teksteksempel