Wellness og hvidvin

Ville det være ikke være dejligt med en ung frisk slave, der kunne gå lidt til hånde? Dorrit Willumsen tænker tanken i sin seneste roman.

ANMELDELSE: Friske blomster på ejendomsmæglerkontoret, et idyllisk rækkehus og et wellness-regime, der ville gøre selveste Ole Henriksen misundelig.

Den 57-årige kvindelige fortæller i Dorrit Willumsens Dage med slave har tilsyneladende det hele. Men noget mangler. Selvom hendes eneste ægteskab blot varede i to år, er bryllupsdagen stadigvæk noget, hun husker.

Interessant plot
Bogen hviler på et interessant plot. Antændt af synet af ung kærlighed og ungt begær køber Dorrit Willumsens hovedperson en yngre kvinde for 50 kroner kiloet. En slave. Slaven flytter ind i kvindens perfekte tilværelse. Fortælleren prøver at leve videre, som intet var hændt, hun går på arbejde, holder aftalerne på skønhedsklinikken, sælger lejligheder og huse, sætter friske blomster på skrivebordet. Men i magtkampen mellem ung og ældre begynder hun at tabe.

Den ellers så stærke ejendomsmæglerkvinde bliver i slavens tilstedeværelse og gennem smuglæsning af hendes dagbog konfronteret med sin egen tilværelse. Frisøren, massøren og skønhedsklinikken giver ikke dybde eller indhold i livet. Ja, selv psykologbesøgene er overfladisk wellness, hvor kvinden ikke taler ud om virkelige problemer, men sludrer om barndommens banaliteter.

Det hele bliver til udvendighed og for meget dyr hvidvin. Den stærke og velplejede overflade, som kendetegner kvindens liv, bliver til tom skal. "Jeg bliver ved med at tænke på, at alle mennesker bærer et fald i sig," erklærer hun tidligt i fortællingen. Og faldet kommer.

Masser af blomster
Bogen er fuld af blomster. I kvindens have, på hendes skrivebord, i værtindebuketter og på hospitalers sengeborde. På mange måder spejler de kvindens liv. Da hun sætter slaven til at luge i rækkehusets have, fjerner slaven alle planter, der ikke blomstrer. Og til slut får man et billede af blomster, der ikke kan folde sig ud. Det er triste, men flotte billeder.

Og konklusionen ligger snublende nær. Hovedpersonen falder for at blive liggende. Billedligt udtrykt bliver hun sågar slangen i sit eget paradis. I biblen ødelægger den det hele for de andre. Kvinden har kun sig selv at bebrejde.

Smukt sprog
Der er ingen tvivl om, at Willumsen mester den engagerede fortælling, og hendes smukke sprog er der intet at udsætte på. Det er en fornøjelse at læse. Men så heller ikke så meget mere. Den barokke humor, som Willumsen skrev frem med sin forrige udgivelse, Den dag jeg blev Honey Hotwing, er slet ikke på banen i Dage med slave.

Det er en fin lille fortælling, men den fortæller os intet, som vi ikke vidste i forvejen. 57-årige kvinder uden kærlighed i tilværelsen kan ikke holde den kørende på hvidvin og wellness.