Livet under overfladen

Dorthe Nors viser kølig træfsikkerhed i sin første novellesamling.

ANMELDELSE: At skrive er at beskrive.

Dette kan synes at være en tautologi, men er det ingenlunde. Fordi novellen per definition er en kortform, er der ikke plads til den store narrative udvikling. Mere end nogen anden fortællende form er novellen afhængig af den præcise beskrivelse for at skabe intensitet. Der er ikke tid til dybdegående personskildringer eller et kompliceret plot.

Hvis romanen er et maleri, hvor hver detalje lader sig forene i et væld af figurer og farver, så er novellen en tuschtegning med hurtige, præcise strøg.

Anslagets kunst
Når en novelle er bedst, så lykkes den imidlertid med at skabe et ligeså fyldestgørende portræt af livet som den tykkeste roman. På afstand træder tuschtegningen frem og skaber dybde og rum. Det er denne kunst Dorthe Nors kan med sin novellesamling Kantslag.

Nors mestrer som de største novelleskrivere anslagets kunst: Det vil sige, hun skaber fra starten en spænding, der har at gøre med brugen af flertydighed. Hendes beskrivelser finder sted på to planer. Tag for eksempel den sætning, der indleder novellen Den sommer gik hun på kirkegårde: "Hun fik det med at gå på kirkegårde den sommer, og hun foretrak de kirkegårde, ingen andre rigtigt kom på."

Kølig træfsikkerhed
Med kølig træfsikkerhed træder Nors med det samme på et af livets største tabuer: døden – og hun etablerer en eksistentiel situation, hvor det ensomme individ konfronterer sig med livets vilkår. På overfladen handler den indledende sætning blot om en kvinde, der kan lide at besøge kirkegårde, men læseren fornemmer straks, at der er langt mere på spil. Scenen er ladet med symbolsk betydning.

Det, der gør Nors til en så fremragende forfatter, er dog ikke bare, at hun skaber en flertydig tolkning omkring den indledende sætning, men også at hun skaber et twist omkring det narrative spor, som novellen lægger op til at forfølge.

Den sommer gik hun på kirkegårde er således en kærlighedsnovelle og hovedpersonens hyldest til en ubeskrevet elsker, som hun tålmodigt venter på skal komme sig over sin sorg. Livet og døden støder sammen, og novellesamlingen handler i det hele taget om de slag, som man kan få ved at leve et ganske almindeligt, borgerligt liv.

Livet er ikke så almindeligt
For livet er slet ikke så almindeligt endda og det må de fleste af personerne i novellerne sande og ofte med smertelige konsekvenser.

Buddhisten handler om en mand, der i sin fornægtelse af al ondskab ender med at gøre folkene omkring sig fortræd. Mor, mormor og moster Ellen beskriver den frygtelige manipulation, en moder kan udsætte sit barn for, og Vadehavet er en af de mest dybfølte beskrivelser, jeg har læst af depressionens forfærdelige anatomi.

Men der er også glimt af lys som i den vidunderlige skildring af den enfoldige, men livskloge Nat Newsom i Nat Newsom, det gribende menneske og den underfundige Den store tomat om to menneskers tilfældige kærlighedsmøde.

Vejen ud i lyset
Med sine noveller graver Dorthe Nors et spadestik dybere end den pæne fernis, der ofte gør det ud for et liv. Hun afsøger livet under overfladen. I bogen skildres en mangfoldighed af menneskeskæbner med indlevelse og aldrig med en bedrevidende moralsk pegefinger.

Hvis der er en moralsk lære at drage ud af disse noveller, så må det være at rejsen gennem mørket i sidste ende også er vejen ud i lyset. Kun ved at lære os selv at kende, kan vi leve med os selv.