Når jeg husker tilbage på Fanø, er det mest Vadehavet og de mange skipperhuse. Om foråret fløj vandstærene lavt over stråtagene, og jeg kunne godt lide at gå ned til tidevandspælen og se, hvor højt vandet kunne have stået over mit hoved, hvis jeg havde været der i 1852. Der var meget smukt i Sønderho, hvor jeg boede, selvom man kaldte stedet for Verdens Ende. I byen boede der mange kunstnere og spillemænd. Der var også mange rige mennesker, jeg ikke kendte, og så var der de lokale og byens alkoholikere. Ligesom råger havde de det med at tiltrække hinanden, sådan at visse dele af byen var klynger af mennesker med utydelig udtale og klirrende plasticposer. Det er sådan noget, jeg husker, og så den multiallergiske kvinde, som kørte rundt på de små stier og grusveje i en kombineret kørestol og scooter. Hun kunne ifølge rygtet forudsige folks fremtid og havde en maske for ansigtet. Fra masken løb der en slange ned til en maskine, der forsynede hende med ilt og samtidig filtrerede luften for urenheder. Hun lignede en ufo, der var landet på jorden og nu havde fundet en facon at manøvrere sig rundt på. Som mange andre i Sønderho var hun fra København, og hun var flyttet til byen, fordi stedets sparsomme vegetation gjorde luften mere ren, og så fordi det er godt for de syge, at Vadehavet er som en stor fugtig lunge.
    Det var på grund af Sønderhos autentiske miljø, den ægte natur og det sunde friluftsliv, at vi flyttede dertil. Min mor var skuespiller og havde haft en del jobs, før en form for depression ramte hende og satte en stopper for det hele. Vi boede i en toværelses lejlighed på Nørrebro, bare os to, og det var svært for mig at håndtere det, især i weekenderne. Jeg fik mor til at gå til lægen, og han gav hende nogle piller, der ikke hjalp. Så det var en dame med store gevandter, der fik mor overbevist om, at Sønderho var et godt sted at arbejde med depressionen eller Verdensangsten, som de var blevet enige om at kalde den. Mors forbrug af medicin var støt stigende. Hun havde brug for en forløsning, så hun sagde lejligheden op. Vi skulle væk fra alt det kunstlede. København var en stor artefakt, sagde hun. Hun ville finde sig selv, og jeg fulgte med hende.
    Hun lejede et hus i Sønderho og håbede på, at den rene luft kunne hjælpe hende med at afvikle den medicin, som Verdensangsten krævede. Hun fik det også hurtigt mærkbart bedre og gik rundt i husets sparsomme møblering og lærte mig at sige ordene oprindeligt, frisisk og nederlandsk. Herefter meldte hun mig ind i skolen og sig selv ind i borgerforeningen. Det gik godt, og jeg elskede at løbe rundt på de små stier i byen, kigge ind ad vinduerne på porcelænshundene, der sad og kiggede ud. Det, eller gemme mig bag stakitterne. Om søndagen spiste vi æblekage med makroner og flødeskum hos naboen. Mor fik venner, og på den lokale beværtning blev hun bidt af folkedansene samt historien om, hvordan man bruger Brøndums Snaps i kaffepunchen, fordi Rød Ålborg er for fastlændinge.
    På den måde gik der ikke lang tid, før Verdensangsten fandt ud af at tage toget fra København til Esbjerg. Den viste sig også at være i stand til at sejle over med færgen, hvorefter den steg om bord på Sønderhobussen og kørte de fjorten kilometer fra færgen til Verdens Ende. Nogen må have givet den adressen, for den gik direkte om til vores hus, bankede på, og den var sådan en type gæst, der stak sin fod i døren, flyttede ind og nægtede at rejse igen. Den kravlede ned i sengen til mor og gik hver dag til købmanden for at hente nye forsyninger, hvorefter den isolerede sig og hobede sig op i skuret på en måde, der efter nogle måneder fik mig til at ringe til mormor.
    Jeg kunne se på mormor, at hun var rystet, da hun stod midt mellem al medicinen ude i skuret og spurgte, hvordan jeg fik min cykel ud uden at vælte noget. Jeg kunne se, at hun kendte Verdensangsten, og jeg kunne se, at hun vidste, at det var en verdensomspændende angst af den slags, der kan gøre folk fredløse kloden over. Hun var ved at græde, men det måtte hun ikke, fordi det var min tur til at være den lille, så hun blev hos os en måned. Mens mormor var hos os, sad hun meget inde hos mor og talte med hende om fremtiden, og at den skulle blive til noget, og så fulgte hun mig i skole og syede nyt betræk til stolene i stuen. Efter et stykke tid fik hun mor til at spise og trak mig til side ude i køkkenet og sagde, at alting jo kun var en overgang.
    Det er rigtigt, at alting kun var en overgang, for mor fik det bedre, så mormor tog hjem igen. Jeg kunne godt være taget med, men det ville jeg ikke, for på den ene side forsøgte mor at få nogle gode daglige rutiner. På den anden side begyndte hun at gøre sig forestillinger om, at Vadehavet havde helende kræfter i sig. Alt, hvad der kom i berøring med Vadehavet, var forbundet med den kraft. Forestillingen fik hende til at stå op om morgenen, og den fik hende til at tage gummistøvler på og overfrakken. Hun gik ned på stranden og ledte efter forstenede søpindsvin, og når hun kom hjem, lagde hun dem under sin hovedpude. Hun fandt konkylier og borede huller i dem med det formål at lave en uro af dem. Hun flettede drømmefang, knyttede krabbekløer og blæretang fast i dem og hængte dem op over vores senge. Det skulle være ægte, sagde hun. Det var det kunstige, der ødelagde alting.
    Næsten hver dag gik hun ned til Vadehavet, og næsten hver dag gik jeg med hende. Vi gik ad grusvejen fra Sønderho ud mod stranden, og nogle gange mødte vi den multiallergiske kvinde, der særligt om vinteren havde problemer med vejrtrækningen. Hun sad under et stort regnslag, og mor kunne godt være sjov og sige, at der kom spidsteltet kørende.
    En særligt tung og kold dag i februar mødte vi hende på den måde på vej ud til Vadehavet. Hun havde mundmasken på, et par store orange briller lige oven over den, så det så ud, som om hun bar visir. Hendes kørestol var fuld af slanger og dippedutter på en måde, så hun skar op imod omgivelserne. Jeg kunne høre maskiner, der hvæsede og sled i hende, og jeg kunne se, hvordan hendes fingre havde styr på knapper og joysticks, mens mor snakkede. Det, mor snakkede om, var, at hun ville lære at kniple, og at hun havde fundet koordinaterne til noget, hun kaldte Vadehavets Tomrum. Den multiallergiske kvinde lyttede, og mor forklarede, mens jeg kiggede videre på kvindens underlige fartøj, som jeg havde set også kunne køre i klitter. Da jeg så op, opdagede jeg, at damens blik havde fat i mig hen over mundmasken. Hendes øjne var sunket ind i mine. Jeg kunne ikke se væk for hendes øjne, der i mine øjne helt fyldte de orange briller. Jeg kan ikke sige hvorfor, men jeg tror, at hun vidste det. Nogle gange laver man om på de ting, man husker, når man ved, hvad der siden skete, men det, der skete, var, at mor og jeg fortsatte udad.
    Vi kravlede over de stakke af tagrør, der lå bundtede på den anden side af diget og gik ned over stranden. Vi gik igennem bræmmen af knuste knivmuslinger og ud på den klæbrige strandbund. Da vi havde gået lidt, gav mor sig til at lede efter små splinter af rav i det rillede sand. Mens hun gjorde det, stod jeg med hænderne i lommerne og kiggede på tyskerne længere oppe ad stranden. De fløj med drager og faldskærme, eller også sad de på hug i den opskyllede tang, som om de lige var stået ud af deres biler for at tisse, og jeg følte mig adskilt fra dem.
    Da vi var kommet et stykke ud i Vadehavet, spurgte mor mig, om jeg vidste, hvor Vadehavet endte og begyndte. Vadehavet har jo sine flydende overgange, men om sommeren var det let at se forskel på fastlandet og havet. Så var himlen høj, og brændingen tydelig, men om vinteren var det sværere. Man kan blive ubehjælpeligt væk i Vadehavet. Det vidste de lokale børn, ligesom børn i Sverige ved, at man kan blive væk i skovene, og børn fra det indre Jylland har alle hørt om det store intet, der findes i midten af rugmarkerne. På visse tider af døgnet er Vadehavet som et stort gråt og vådt stykke pap, man ikke engang med blokbogstaver ville kunne nå at overskrive, selvom man havde resten af livet til det. Det vidste alle, og alligevel stod mor der og pillede med fingeren nede i det.
    Jeg sagde til hende, at vi også skulle huske at gå indad. Hun sagde, at der var et sted, hvor man gik fra den tilvirkede verden og ind i en livgivende zone. Hun havde valgt at kalde zonen for Vadehavets Tomrum. Det var det sted, vi skulle finde, og hun havde også koordinaterne til det: skråt fra Ribe Domkirke ned gennem Mandø op til Sønderho og så tilbage til domkirken igen. Det dan nede en trekant ligesom den ved Bermuda. Et sted derinde ville alt det tillærte ved os blive taget fra os, og vi ville selv stå tydelige tilbage.
    Vi gik i lang tid og ledte efter stedet. Da vi ikke længere kunne se klitterne, kom en tågebanke og lagde sig om os. Jeg tror, vi holdt op med at gå lige ud og begyndte i stedet at gå i ring. Det var mor, der gik forrest, og jeg gik bagved og tabte orienteringen om, hvad der var indad og udad. Jeg kiggede efter drager, faldskærme ug tyskere, men så ikke nogen. Jeg kiggede efter fuglenes flyveretning, men den virkede vilkårlig. Jeg længtes efter varme, tørre sokker og gummistøvler eller min seng. Da vi havde gået et stykke tid, stoppede mor op med ryggen halvt til mig. Hun stod med lukkede øjne og håret slået ud. Så pegede hun på tågen. Hun pegede på den, som om den var et stykke psykologi. Hun sagde, at Vadehavet var et sindbillede, og at hun var glad for, at jeg ville gå med hende ind i det.

NB! Novellen står s. 139-147. Den er sidste tekst i bogen.