Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
Christian Braad Thomsen:
Drømmefilm. 100 af verdens bedste film.
423 sider
kr. 349,-
Gyldendal
2000


Af Peter Due Jensen

 

Omslag
 

Favoritter

For cirka 6 år siden var der en diskussion i diverse kulturelle og akademiske kredse om litteraturens kanon, altså de værker der ud fra enhver betragtning må anses for at være uomgængelige. Diskussionen var for det meste temmelig kedsommelig, for hvad skal man bruge en sådan kanon til?

Litteratur, film, kunstneriske oplevelser i det hele taget, er i sidste ende et spørgsmål om personlig smag og ikke mindst om lyst. En guided tur i litteraturens eller filmens mest kendte og på forhånd uomtvistelige attraktioner forekommer mig uendelig meget kedeligere end den lystvandring, man kan tage, hvis man tør sætte sig ud over de gængse normer for hør og bør.

Hvis vores forbrug af kunst er bestemt af en overordnet norm, som fastsættes af kulturelle smagsdommere, er det hele ikke noget værd.

Omvendt findes der også værker, som man bør stifte bekendtskab med, om ikke andet fordi de er så berømmede som de er. For nylig kunne man så læse et interview i Politiken med manden, der satte hele diskussionen i gang, den amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom, hvor han udtalte, at man selvfølgelig ikke kan opstille en liste over litteraturens væsentligste værker.

I filmens verden er det en helt kapitel for sig at udnævne film til det bedste et eller andet: Der er Oscar, Palmer, Løver, hatte og øjne. Det ligner mere en sportskonkurrence end en fest for den gode kunst. Ingen pris, og da slet ikke den mest prestigefyldte af dem alle, Oscaren, er nogen garanti for en films kunstneriske kvaliteter. En filmens kanon fremstilles i øvrigt hver 10. år i det britiske filmtidsskrift Sight and Sound, hvor filmkritikere fra hele verden stemmer om hvilke 10 film, der er de bedste verden har set. Disse lister er god underholdning og sjove at være uenig eller enig i.

Den personlige vinkel
I den anden ende af spektret befinder de lister sig, som ikke giver sig ud for at være nogen kanonisk optegnelse af værker, vi skal have læst og set, men som er en personlig hitliste og gør en dyd ud af netop det. Den dygtige skribent er i stand til at fylde denne enkle ramme ud og sige væsentlige ting om film, som virkelig har haft en betydning for vedkommende.

Det klæder de fleste at skrive om noget de holder af. På dansk grund har vi i de seneste år fået op til flere af den slags bøger: Jørgen Stegelmanns Mine 100 film og Bo Green Jensens Verdens 25 bedste film og De 25 bedste film fra 90'erne. Nu er Christian Braad Thomsen så kommet med sit bud på 100 af verdens bedste film, og ingen filmentusiast (professionel som lægmand) bør snyde sig selv for den oplevelse, det er at gennemrejse filmens historie fra 1930 - 1997, fra Josef Von Sternbergs Den blå engel til Lars Von Triers Breaking The Waves, set gennem Braad Thomsens hovedværker.

Christian Braad Thomsen skriver, som altid, klart, præcist og meget vidende uden at blive indforstået. Om man tilfældigvis er enig i Thomsens valg af film er ikke det væsentlige, det væsentlige er, at man føler sig godt informeret og underholdt på samme tid. Hvert filmopslag er nemlig spækket med viden om den pågældende film, filmhistorisk stof, passende mængder af biografisk stof om instruktøren og inddragelse af instruktørens øvrige værker for at sætte det hele i perspektiv.

Filmhistorie
Alligevel overraskes man af det brede og relativt ukontroversielle valg, som Braad Thomsen har lavet. Der er mange flere amerikanske genrefilm end forventet, hvilket skal ses i lyset af, at Braad Thomsen har haft en forkærlighed for det ekstreme og uforsonlige i filmkunsten og i øvrigt polemisk har skrevet, at Hitchcocks En kvinde skygges er verdens bedste film, og på anden pladsen kommer alle Rainer Werner Fassbinders film. Her er rammen mere stram, og det gælder en film per instruktør, hvilket er med til at give bogen stor bredde, og den fungerer både som opslagsbog og som en filmhistorie.

Thomsens overblik er så stort, at han ubesværet kan krydsreferere mellem de enkelte film og instruktører, hvilket giver en dybt tilfredsstillende sammenhæng i bogen og som gør den anvendelig som en samlet fremstilling af talefilmens historie. Heri ligger muligvis også bogens svaghed, for den er trods alt svær at læse fra a til z, fordi selve formatet og fremstillingen ender med at virke en kende monoton, når den eneste progression er næste opslag. Man får sikkert mest glæde af bogen, hvis man ikke læser den fra ende til anden, men konsulterer de enkelte opslag efterhånden som man har lyst.

Formatet for hvert opslag er fire sider per film og disse indeholder foruden artiklen om den pågældende film, en kort instruktørbiografi og filmografi samt et helt uundværligt og veldisponeret handlingsreferat af filmen. Hvis man har læst Christian Braad Thomsen i de mange år han efterhånden har fungeret som filmskribent, overraskes man ikke over hans forkærlighed for Freud, Rainer Werner Fassbinder, Den franske nybølge og Alfred Hitchcock. I denne bog dukker de op igen og igen, og det tangerer til tider det komiske, når Fassbinder bliver hevet op af mølposen igen og får æren for snart sagt al udvikling af moderne film.

Stumfilm
Man vil altid kunne diskutere udeladelsen af stumfilmen, som Braad Thomsen mener er en ufuldstændig kunstart, fordi man ikke kan høre skuespillerne tale, selvom det på billedsiden fremgår, at det gør de. Som om filmen fra starten higede efter at have lyd, hvilket blot ikke lod sig gøre rent teknisk. Man kunne også hævde, at dette er med til at give stumfilmen en egenart, charme og originalitet, som netop hæver den op på en særlig plads i filmens historie. Man måtte ud fra denne argumentationsform hævde, at film der ikke lever op til en gængs teknisk standard ikke kan være et mesterværk.

Lidt polemisk vil celluloidfilmen være en død, ufuldstændig kunstart om 15 år, fordi den ikke lever op til det perfekte digitale billedes perfekte tekniske kvalitet. Det er efter min mening en kende overdrevet at hævde, som Braad Thomsen gør, at filmen først blev født, da den lærte at tale. Personligt vil jeg hævde at både Eisensteins Panserkrydseren Potemkin og Murnaus Sunrise er filmiske mesterværker.

Thomsen mener selv at ca. 10 af hans drømmefilm vil være med på en hvilken som helst liste over verdens bedste film, og i hvert fald overraskes man ikke over hans valg af instruktører, som alle er betydningsfulde og har deres plads i de levende billeders historie. Der meget at læse og glæde sig over i denne bog, som ikke ligger under for de rigtige meninger, men tør være sig selv og vælger at formidle de gode oplevelser i biografens mørke i stedet for et musealt katalog over filmens hævdvundne klassikere. En god oplevelse og en veltilrettelagt bog, der dog skæmmes af mange redaktionelle småfejl.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]