Nordbrandts syreregn

Det gør nas i selvforståelsen, når man læser et af Nordbrandts små essays samlet i bogen Dumhedens løvefødder. Efterhånden som man læser flere, aftager smerten dog gradvist, indtil man til slut er i fare for at omsluttes af inderlig ligegyldighed.

ANMELDELSE: Sammen med Gyldendal har Henrik Nordbrandt samlet en stribe af sine essays, klummer og andet godt fra avisspalterne gennem de sidste ca. 10 år i bogen Dumhedens løvefødder. Og læser man hvert enkelt bidrag for sig, så er det godt. Sine steder frydefuldt godt.

Hver enkelt tekst fungerer som en lille sydende og ætsende syreperle, som Nordbrandt lader dryppe ned på vores fælles svinehud. Og hér gør den gavn på den smertefulde måde. Den efterlader små, betændte sår i vores selvforståelse, som vi forhåbentlig ikke kan lade være med at gå at pille i, så såret ikke for alvor læges. Og når vi så alligevel – i kraft af vores selvbedrag kombineret med kollektiv dovenskab – lader såret hele og danne arvæv, så drypper han en ny ned på os. Et svidende sår tilføjet vores pinefuldt vedligeholdte følelse af selvretfærdighed.

Fyldt med syrebasser
Men – og der opstår ganske hurtigt i læsningen et men, et alvorligt men – når man har en hel bog fyldt med små syrebasser, når man på den måde ligefrem tager karbad i syre, så bliver det altså for meget af det sure.

Måske er det blot min selvopretholdelse, der tager over. Måske er det blot selvbedraget, der nægter at optage så store mængder intellektuel harme, som der flyder fra siderne i Nordbrandts bog, men jeg tager altså mig selv i at sidde og bande af den gamle, sure ged, der har skrevet det her.

Et sted skriver Nordbrandt: "Hvis man automatisk undervurderer andre, er det en selv, der er dum." Henrik Nordbrandt er ikke dum. Langt fra. Men hans bog bliver en anelse dum eller i hvert fald triviel i længden, fordi den er så vred. Bogen er så aggressiv og uden vilje til forsoning – uden bare et tilløb til at ville mødes med alt det, han ligger for had i sine essays, at jeg føler mig en anelse talt ned til eller undervurderet som læser.

Æd din fjende
Og det er meget, skulle jeg hilse at sige, som Nordbrandt mildest talt ikke bryder sig om: Alt fra konkurrencesport i almindelighed og fodbold i særdeleshed (spillere, selve spillet og den tilhørende fankultur), kongehus (selve institutionen, tilhængerne og medlemmerne), religion (primært kristendom og islam – men altså både tankesættene og deres tilhængere), danskheden, teater, København, det litterære miljø, jazzmusik… Spørgsmålet er ikke så meget, hvad Nordbrandt ikke kan lide – spørgsmålet er mere, hvad han egentlig bryder sig om.

"Hvad krigsførelse angår, synes jeg, som jeg i øvrigt før har foreslået, at man skal indføre den regel, at soldaterne skal spise dem, de slår ihjel. Så kan det være, at de vil tænke sig om en ekstra gang, før de trykker på aftrækkeren."

Som man kan se af citatet, er humoren til stede i Dumhedens løvefødder. Og når den glimtvis stikker fjæset frem, så løftes det hele til skyerne. Og så er det, man får et argument i sin indre debat om, hvorfor man egentlig sidder og spilder livstid på at læse en mand, der ikke bestiller meget andet end at skælde ud.

Savner selvironi
Et andet argument kunne være, at man bør læse bogen, fordi der blandt alt det forbitrede lort, som Nordbrandt lukker ud, også er en masse guld – både formmæssigt (han kan jo skrive, så det er en drøm, den mand) og indholdsmæssigt: Lortet er trods alt i stand til at skabe en eftertænksom klangbund hos læseren.

Men jeg savner ikke desto mindre humoren. Selvironien. Varmen. Som dog næsten konsekvent ligger som en melankolsk klangbund under hans digte. I prosaform bliver hans udfald næsten kvælende. Helt ærligt bliver jeg grundigt træt af at læse om Nordbrandts drømme, om hans barndomserindringer og lugtene udenfor hans gadedør.

Med Dumhedens løvefødder har Nordbrandt taget endnu et skridt ned ad den sti, han tidligere har betrådt med sin erindringsbog Døden fra Lübeck. Og den sti går kun en vej: Nedad.